Zarathushtrismen.

 

 

Zarathushtrismen

 

Prof. Dr. Phil.

Arthur Christensen

 

 

Zarathushtra-Lærnes historiske Forudsætninger fører helt tilbage til den ariske eller indo-iranske Urtid, d.v.s. den Tid, da Indernes og Iranernes Forfædre udgjorde et Folk, hvis Bopladser antagelig maa søges i det nuværende Turkestan og Pamiregnene.

 

Medens en Del Stammer af dette ariske Folk udvandrede til Indien,

blev de øvrige endnu i Aarhundreder boende i deres gamle Land.

Disse sidste er Iranerne.

 

De bevarede deres gamle Gudetro og religiøse Forestillinger, hvorom vi kan danne os et vist, ganske vist vagt og i Enkelthederne usikkert Begreb ved at sammenligne fælles Træk i den ældste indiske og iranske Overlevering (Rigveda og Avesta ).

 

Den Omdannelse, som dette gamle religiøse Grundlag undergik hos de i Kultur mest fremskredne iranske Stammer, er knyttet til Zarathushtra,

som Grækerne kaldte Zoroaster.

 

Spørgsmaalet om, hvornaar og hvor Zarathushtra levede, er endnu stærkt omstridt. Efter min Mening taler Sandsynligheden for, at han har levet paa et saa tidligt Tidspunkt som ca. 1000 f.K. og virket i de østiranske Egne, hvor Ariernes gamle Hjem var, og hvorfra Iranerne da endnu ikke havde begyndt deres store Vandringer.

 

Er denne opfattelse rigtig, saa finder vi i Virkeligheden det gammel-ariske Kulturmilieu afspejlet i den ældste Del af Avesta, Zarathushtriernes hellige Skrift, nemlig de saakaldte Gathaer, Versprækikener, som lægges i Munden paa Zarathushtra selv, og som enten virkelig stammer fra ham eller dog

gaar tilbage til en Tid, der ligger nær op til hans egen.

 

Den gammelariske Gudeverden havde spaltet sig i to Klasser, Daivaerne, mellem hvis fornemste Repræsentanter var Kamp og Helte guden Indre,

og Ahuraerne ( sanskrit asura), blandt hvilke Mazdah (den Vise; formodentlig egentlig et Tilnavn for den Gud, der hos Inderne kaldtes Varuna) hos Zarathushtrierne hævede sig til rangen som den højeste Gud, Skaberguden.

 

Zarathushtra er de efterhaanden mere etisk og kulturelt prægede Ahuraes Profet og bekæmper med stor Nidkærhed Daivadyrkerne. Selve Ordet Daiva faar Betydningen ”Djævel”. Kampen mellem de to Retninger bliver i sidste Instans til en Kamp mellem de to fra Verdens Begyndelse eksisterende Aander, den gavnbringende Aand ( Sponta Manju), en Slags Hypostase af selve (Mazdah Ahura,) og den onde Aand (Ahra Manju).

 

Som Mazdahs Hjælpere optræder i Zarathushtras System en række af seks Gudevæsener, som senere faar Fællesnavnet Amurta Spontaer,”udødelige Gavnbringere”, nemlig” det gode Sind” (Vohu Manah), ”den beste Sandhed” (Urta Vahishta), ” det attraaværdige Herredømme” (Khshathra Varja),” den gavnbringende Fromhed” (Sponta Armaiti),” Helse” (Harvatat) og ”Frihed for Død” (Amurtat).

 

De bærer som man ser, alle abstrakte navne, formodentlig oprindelig Tilnavne, bag hvile der gemmer sig ældre Guder; det ses tydeligst ved Aramati, der aabenbart er en gammel Jordgudinde.

 

I Gathaerne bruges disse abstrakte Betegnelser snart i deres oprindelige, abstrakte Betydning, snart som Gudenavne, ofte saaledes, at man ikke bestemte kan afgøre, hvilken af Delene der i det enkelte Tilfælde menes. Denne ejendommelige svæven i Betydningen er hos Zarathushtra et med Bevidsthed overfor Tilhørerne anvendt Virkemiddel, og den bidrager

stærkt til at give Gathaerne deres Særpræg.

 

Foruden Mazdah og hans 6 (7) Hjælpere nævnes der kun sjældent

ganske faa Gudenavne, og ogsaa disse guder skjuler sig under

Tilnavne (Srausha, ”Lydigheden”).

 

Hele Mængden af populære Guder, for saa vidt som de ikke formummer sig bag de nye abstrakte Navne, har Profeten enten regnet med til Daivaerne eller simpelthen ignoreret.

 

Om Zarathusthushtras Liv og Virke har der efterhaanden dannet sig en stor Mængde Legender. De eneste positive Data, vi har, er de, som vi kan læse ud af Gathaerne. Hans Familie navn var Spitama. I en række Strofer, der staar i det 43de Kapitel af Avestaskriftet Jasna, har han skildret sin Kaldelse til Profet under Vohu Manah's ”det gode Sind's” vejledning. Under svære Kampe med fjendtlige Smaafyrster (Kavier) og de med dem forbundne Daiva Præster (Karapanèr) propagerede han sin Lære, støttet af Landsfyrsten Vishtaspa og andre fornemme Mænd som Frashaushtra, der gav ham sin Datter til Ægte, og hans Broder Djamaspa, som ægtede Zarathushtras Datter.

 

Zarathushtras Opposition med Daivadyrkelsen er ikke blot af religiøs,

men ogsaa af kulturel Karakter. Daivadyrkerne var Røvernomader.

Ahuradyrkerne var bosiddende, agerdyrkende Nomader; overfor hines Lovløshed vilde disse bygge et Retssamfund op, men idelig maatte Retten forsvares med Vaaben. Den onde Aands mægtigste Hjælper er Aishma, ”Vreden”, Raseriets Grusomhed, en Personifikation af Røvernomadernes voldsfærd. Zarathushtra bygger en Kulturreligion op.

 

Hans Lære er monoteistisk; der er nok mange Gudevæsener,

men de er Hjælpere for Mazdah Ahura og Fuldbyrdere af hans vilje,

den eneste Gude-vilje.

 

Dualismen er kun tilsyneladende, thi Verdenskampen skal ende med den onde Aands Nederlag, og dertil skal Menneskene hjælpe ved deres

fromme Tro og deres Virken for alt, hvad der er livs og kulturfremmende, ved deres Kamp for Ret og religiøs Sandhed og ved deres praktiske

Arbejde for Jordens Dyrkelse.

 

Lønnen er Paradisets Salighed, Helse og Udødelighed i ”Lovsangens Bo”, medens den langvarige Pine i ”Løgnens Bo” er de ondes Straf.

 

Men foruden dommen over den enkelte, der tænkes at finde Sted umiddelbart efter Døden, ved Profeten ogsaa at berette om en Verdensdom, en sidste Afgørelse ”ved Aand og Ild”, d.v.s. ved Mazdahs hellige Aand og Ildprøven ved det glødende Metal ved Tidernes Ende, naar Kampen mellem den gode og den onde Aands Hærskarer er afsluttet med Mazdahs Sejr.

 

Zarathushtra's Lære er den første Universalreligion, Verden har kendt.

 

Mazdah er ikke en Stammes eller et Folks Gud, han er Verdens, Menneskehedens Gud. Derved bliver det enkelte Menneskes Forhold til den højeste Gud samtidig mere intimt, det persomlig etiske Moment træder renere frem. Ved disse to Træk, Universalismen og Inderliggørelsen,

kommer den zarathushtriske Religion gennem det persiske Storriges Dannelse til at øve sin store Indflydelse paa Forasiens religiøse Tænkning.

 

Den saakaldte ”yngre Avesta”, der fremtræder i en senere Sprogform, er af højst uensartet Sammensætning. Ældst er en Del af den saakladte Jasht-Litteratur. De gamle Jashter, Hymner, hvoraf hver enkelt er rettet til en bestemt Guddom, er vistnok blevet til i Løbet af et længere Tidsrum, hvis Begyndelse Maaske ligger noget forud for Achæmeniderigets Dannelse.

Hver Jasht er helliget en bestemt guddom. Senere Jashter, der stammer

fra en Tid, da Avestasproget for længst var et dødt Sprog, bestaar næsten udelukkende af aandløse Anraabelsesformularer i et ofte saare fejlfuldt Sprog.

 

I de ægte, gamle Jashter træffer men derimod i Skildringerne af de forskellige Guddomme til Tider paa fine og karakteristiske Billeder,

ligesom de i Jashterne indeholdte Brudstykker af Myter og Heltesagn,

som vi til dels genfinder fyldigere i senere Kilder, særlig Firdausis ”Kongebog”, ofte er livfuldt og djærvt fortalt.

 

Jashterne fører os ind i en Sfære, der er helt forskellig fra Gathaernes, religiøst og kulturelt.

Amurta spontaerne bevarer vel deres Rang som de øverste guder næst efter Ahura, men de spiller kun en ringe Rolle, undtagen hvor der bevidst tilstræbes en Anklang til Gathaernes Stil. Det er helt andre guder, der nu dyrkes i første række, for størstedelen gamle Folkeguder, som Zarathushtra ikke havde villet kendes ved, i hvert Fald ikke i den folkelige form, saaledes først og fremmest den oprindelige Pagtgud Mithra, der tillige antager Karakter af en Art Lysgud, og de ham nært staaende Guder Srausha og Rashnu, dernæst Krigsguden Vurthraghna, Flod og Frugtbarhedsgudinden Urdvi Sura Anahita, solen, Maanen og den regngivende Stjærne Sirius, Hauma, Personifikationen af den af Haumaplantens Saft udpressede, i Gudstjenesten anvendte Drik (Indernes Soma), og Fravurtierne, Menneskenes og Gudernes Værneaander.

 

Jashterne er det litterære Udtryk for Erobringstiden, den Periode, i hvilken de zarathushtriske Iranere fra deres Hjemland i Nordøst bredte sig over hele Iran; de er vel nok for den allerstørste Del senere end denne Periode, men genspejler den ved disse Landnamtogter fremkaldte Kriger og Erobreraand.

 

Gathafolket stod i Defensiven, Jahternes Iranere er et Folk i Offensiv, nationalt og religiøst. Gudevæsenernes Virksomhed i Retshævdelsens, Pagttroskabens og Sandhedsreligionens Tjeneste har faaet et kraftigt krigersk Anstrøg; det ses særlig tydeligt i Mithraskikkelsen.

 

Jashternes Helte anraaber om Sejr over Fjenderne, Magt og Rigdom. Betegnende er det, at ”Lykken”, Urti, har sin egen Jasht, i hvilken Digteren med Velbehag udmaler sig den orientalske Stormands forfinede Luksus.

 

Vi er her et godt Stykke borte fra Gatha-Bondens strænge og forholdsvis nøjsomme Liv.

 

Antydninger, der findes spredt omkring i Jashterne, viser, at det Billede af Verdens Forløb fra Skabelsen til den yderste Dag, som vi kender i dets Helhed fra senere Skrifter, allerede da i det væsentlige var fastslaaet.

Fra Begyndelsen eksisterede der to Riger, det godes Rige, Lysets Rige, hvor Ahura Mazdah (Ohrmazd) herskede, og det ondes, Mørkets Rige, hvor Ahra Manju (Ahriman) raadede.

 

I 3000 Aar bestod de to Riger uforandret overfor hinanden, men saa blev Ahra Manju Lyset var og ønskede at tilintetgøre det. Ahura Mazdah, der kendte Fremtiden, foreslog ham en Kampperiode paa 9000 Aar. Ahra Manju, der var bagklog, gik ind paa det, hvorefter Ahura Mazdah forudsagde ham,

at Kampen vilde ende med Mørkerigets Nederlag. Forskrækket fo’r Ahra Manju tilbage i Mørket og forblev der, lammet, i 3000 aar.

 

Imidlertid foretog Ahura Mazdah sin Verdensskabelse. Sidst skabtes Urmennesket Gajomard, der dræbtes af Ahra Manju, men af hvis i Jorden gemte Sæd der fremvoksede en Plante, hvoraf det første Menneskepar opstod. Ahra Manju var nemlig efter de 3000 Aars uvirksomhed brudt frem, havde angrebet hele Ahura Mazdahs Skabning og fordærvet den ved at blande den med sin onde Modskabelses Frembringelser.

 

Saaledes er den nuværende Blandingsverden opstaaet, og hele Verdensudviklingen er derefter en uafbrudt Kamp mellem det

godes og det ondes Princip.

 

I denne Kamp har Mazdahs Tilhængere den Opgave at virke for det godes

Sag gennem gode Tanker, Ord og Handlinger, i hvilken Trehed den zarathushtriske religiøse Moral har faaet sit korte og fyndige Udtryk.

Lønnen eller Straffen for sin Vandel faar Mennesket efter Døden, idet de gode med Lethed passerer Tchinvat-Broen og gaar ind i Paradis, medens Broen for de onde trækker sig sammen, saa at den bliver smal som en Rageknivs Ægg, og de styrter ned i Helvede, hvor de underkastes Pinsler, tilpassede efter deres Forbrydelser. De, hvis gode og onde Gærninger

opvejer hinanden, anbringes paa Mellemstedet, Hamestaghan.

 

3000 Aar efter Menneskeverdenens Begyndelse fremstaar Zarathushtra for

at lære Menneskene den rette Tro og den rette Vandel.

Derefter er der kun 3000 Aar tilbage af Verdens Eksistens.

 

Ved Slutningen af hvert af de tre Aartusinder opstaar der en Frelser (Saushjant), født paa overnaturlig Vis af Zarathushtras i Søen Kosavja

gemte Sæd.

Da den sidste Frelser, den egentlige Saushjant, optræder ved Slutningen af det sidste Aartusinde, begynder den afsluttende Verdenskamp, hvori Fortidens genopstandne Helte og ligeledes genopstandne dæmonskabte Uhyrer udkæmper en vældig Dyst.

Tilsidst genopvækkes alle de Døde, Kometen Gotchihr falder ned paa Jorden og tænder den i Brand og smelter alt Metal i Jordens Skød, saa at det flyder over Jorden som en glødende Strøm.

 

Alle, de levende og de genopvakte Døde, skal gaa igennem denne Strøm,

som dog for de gode kun føles som varm Mælk, og herigennem renses alle

og indgaar i Paradis.

 

Efter den sidste Slutkamp mellem Guder og Dæmoner, der ender med Dæmonernes Tilintetgørelse, kastes den onde Aand for evigt tilbage i Mørket; Jorden bliver flad og jævn, og renset for alt ondt dvæler Verden

evig i uforstyrrelig ro: saaledes er den store ”Fornyelse” (Frashokurti) fuldbyrdet.

 

Jasterne er gennemgaaende affattede i et Ottestavelsesversemaal, den almindeligste Form for alle metriske Stykker i den yngre Avesta.

De mange uægte Indskud røber sig almindeligvis ved deres Prosaform.

Men ofte er ogsaa i de ægte Stykker Stavelsestallet blevet forrykket ved

smaa Forvanskninger i Teksten, saa at den metriske Form ofte kun kan rekonstrueres ved Tekstrettelser, der ikke altid er lige sikre.

 

I den hellenistiske Tid efter Alexander den Store er gennem Præsternes Praksis de Regler efterhaanden blevet udformet, som i Vendidad (egentlig Vi-dev-dadh, ”Loven mod Djævlene”) er samlede til en Art kirkelig Lovbog.

 

Vendidad, der synes at være affattet i det andet Aarhundrede f. K., oplyser om de forskellige Arter af Besmittelse og Synd samt om Renselsesmidler, Bod og Straf. Bogen handler bl.a. om Voldsforbrydelser, om Drab af

ahuriske Væsener, særlig Mennesker, Hunde og Oddere, om Behandling

af Lig (Udsættelse), om Besmittelse ved Berøring med Lig, med døde Udskilningsstoffer, med Genstande, der har berørt Lig o.s.v., om

Besmittelse af Elementerne ved Lig og døde Stoffer, om Forurenelse

ved Menstruation o.l., om Utugt, Forførelse og meget andet.

 

De tre Slutningskapitler meddeler Sagn om Lægekunstens Oprindelse.

Etiske, sakrale og juridiske Synspunkter blander sig med hinanden. Det sakrale er imidlertid det til Grund liggende; Synd og Lovovertrædelse er

en Form for Besmittelse, og enhver Besmittelse skal neutraliseres for ikke

at virke forpestende paa Personerne og dermed paa Menigheden.

Derfor efterspores enhver Mulighed for Forurenelse, i mange Tilfælde drejer det sig om en Forurenelse, der er ufrivillig og uundgaaelig; og nu gælder det om at opnaa Renselse ved Præsternes Hjælp, ved Anvendelse af Vand og Okseurin (den vidtløftige 9 Nætters Renselsesceremoni, Barashnum – Ceremonien, der bruges ved særlig grove Besmittelser, skildres i Kap.9),

ved Bod, der dels bestaar i Modtagelsen af et større eller mindre Antal fra Tid til anden tildelte Slag med Hestekæppen eller Pønitensesvøben, dels i Nyttehandlinger som Drab af et vist Antal skadelige Dyr, Tildeling af Vaaben eller Arbejdsredskaber til de Troende, Bygning af Vandingskanaler o. l.

Det hele gør et uhyre formalistisk og pedantisk Indtryk.

Gentagelserne, der i Jashterne ofte kunde have en vis æstetisk Virkning, ligesom i europæisk Æventyrstil, er i Vendidad bleven til en kedsommelig Mani, hvad der naturligvis hænger sammen med den Vanskelighed, som Præsterne følte ved at haandtere det døde Avestasprog.

 

Med det sasanidiske Dynastis Tronbestigelse i 226 e.K. begynder Mazdah troens egentlige Stortid.

Med den persiske nationale Renæssance fulgte den religiøse.

Allerede den første Sasanidekonge, Ardashir I, indledede Arbejdet paa at skabe en kanonisk Tekst, et Arbejde, der fortsattes af hans Efterfølgere og blev bragt til Afslutning under Shapur II (309 -79 e.K.)

 

For at lette Forstaaelsen af Avestateksten udarbejdede lærde Teologer Oversættelser og Kommentarer paa Datidens persiske Sprog,

det saakaldte Pehlevi.

 

Her maa nu nævnes et Træk i den sasanidiske Zarathushtrisme, der ikke træder tydeligt frem i Avesta, saaledes som den foreligger den Dag i dag, men som har haft stor Betydning i de religiøse Forestillingers Udvikling i Forasien, nemlig Troen på Zurvan, ”Tiden”, som Urgud.

 

Allerede i Gathaerne omtales den gode og den onde Aand som Tvillinger.

Profeten selv har altsaa tilskrevet den et fælles Ophav.

 

Som dette Ophav, den fjærne Urgud, tænkte man sig i de følgende Aarhundreder snart ”Tiden”, snart ”Rummet”, men efterhaanden sejrede

den Opfattelse, at Tiden, Zurvan, var Urguden.

 

I Arsakidernes Persien synes denne Tro at være trængt i Baggrunden, men under Sasaniderne bliver Zurvan –Troen et Led i den ortodokse Lære, og

der udformer sig en Myte, hvorefter Ohrmazd ( Ahura Mazdah) og Ahriman (Ahra Manju) fødtes samtidig i Zurvans Bug.

 

Zurvan havde lovet at skænke Herredømmet over Verden til den af hans Sønner, der kom først frem. Ahriman sprængte da Faderens Bug og kom

frem først, Ohrmazd bagefter, og Zurvan skænkede Ahriman Herredømmet, men kun for 9000 Aar, hvorefter Ohrmazd skulde overtage Magten.

 

Tiden opfattedes imidlertid tillige som Skæbnen, Zurvan blev en Skæbnegud, og Zurvan-Troen avlede Fatalisme; mod Skæbnen kan det ikke nytte at kæmpe, det er unyttigt at ville det gode, hvis Skæbnen har bestemt det anderledes.

 

Denne Tro kommer frem i et teologisk Skrift paa Pehlevi fra Sasanidetidens slutning, det saakaldte Menogh-ekhradh, ”Visdommens Aand”.

 

Da Zurvan-Troen til sidst førte til Vantro og Ateisme, blev den opgivet af den officielle Teologi og erklæret for Kætteri.

 

Saare vanskelige blev forholdene for de zarathushtriske Menigheder, efter

at Sasanideriget var styrtet sammen i Midten af det 7. Aarh. e.K.,og Islam havde tiltraadt sit Sejrstog.

 

De zarathushtriske Menigheder i Persien smeltede mere og mere sammen;

en Del tilhængere af Mazdahtroen forlod deres Fædreland og slog sig ned i Indien, hvor deres Efterkommere, Parserne i Bombay og Omegn, endnu den Dag i dag bevarer deres gamle Tro. I Persien er der i vore Dage kun faa og smaa Parser Menigheder tilbage; de største findes i Byerne Jezd og Kirman.

 

I Trængselstiderne i Middelalderen gik Størstedelen af den sasanidiske Avesta tabt. Men det gik her, som det var gaaet i Forvirringens Aarhundrede efter Alexander: de ældste og vigtigste af de hellige Skrifter blev bevarede, fordi de daglig brugtes ved Gudstjenesten.

 

I Persien forfattedes endnu i det 8. og 9. Aarh. Paa Pehlevisproget en

Række teologiske Skrifter, for en stor Del *Kompilationer af ældre Bøger.

* Skrift der væsentlig er sammensat af ældre skrifter.

 

Til de mest bekendte af disse Skrifter hører Bundahishn (”Ur-Skabelsen”),

der indeholder Brudstykker af de tabte Dele af Avesta i Pehelvioversættelse.

 

Den nuværende Avestas Hoveddele er Jasna, Vispered, Vendidad og Jashterne. I Jasna, der er af meget blandet Indhold, har alle de i den

ældre Avestadialekt affattede Stykker faaet Plads.

 

Gathaerne udgør Kapitlerne 28 – 34, 43 – 51 og 53. Alt i alt omfatter Samlingen 72 Kapitler.

 

Vispereds 24 Kapitler er et væsentlig kun af tørre Remser bestaaende Supplement til Jasna.

 

Jasna, Vispered og Vendidad foredrages i bestemt Orden ved de forskellige gudstjenstlige Ceremonier.

 

Under Navnet Khurdah Avesta (den lille Avesta) sammenfattes endelig en hel Del mindre Stykker, der indeholder Bønner og Anraabelser til Brug for Lægfolket.

 

Da Danmark ejer den bedste Samling af Avesta og Pehlevihaandskrifter,

som findes – Haandskrifterne var bragt hertil fra Orienten af Rask og N.L.Westergaard og findes nu paa Københavns Universitetsbibliotek,

var det i og for sig naturligt, at den første samlede, kritiske Udgave

af Avesta blev et dansk Arbejde.

Denne mønsterværdige Udgave besørgedes af N.L.Westergaard i 1852 -54.

Senere (1895) har tyskeren Karl F. Geldner leveret en ny, revideret Avestaudgave.