Afslutningen

Saoshyant

Citat af Filip Graugaard Esmarch.

Kristeligt Dagblad 28 feb. 2011

(Jfr. Link ovenfor: Rudolf Steiner om Kristus).


Som Steiner beskriver Jesus” dåb, skete der det mystiske, at det guddommelige væsen Kristus overtog pladsen fra Zarathustra. Og først da blev ordet kød (som det udtrykkes i Joh 1,14). Rudolf Steiner lader i et andet af hans utallige foredrag forstå, at Kristus er identisk med Zarathustrismens højeste gud, Ahura Mazda. 

   Persisk: Saoshyant

Græsk: Iesous

Citat af Edv.Lehmann

jfr. Afslutningen ovenfor.



Kiliasmen, denne forventning om tusindårsrigets komme, der senere skulde brede sig over Europa,

i urkristendommen, i middelalderen, hos reformationstidens gendøbere, hos mormoner som blandt pietister, er ganske sikkert en udstråling

af mazdaismen, et fragment udrevet af den sammenhæng, hvori det hører hjemme: de tolv årtusinders verdensløb med dettes eskatologiske afslutning gennem tre tusindårsriger. Altid det samme forløb: trængsler og kampe afløste af den lange fredstid og lykke, ”lammets tid”, inden den sidste afslutning kommer.


Og denne hidført og anført af en frelsende skikkelse, den længe forventede, ”den, der skal komme”, og som nu kommer for at overtage herredømmet. I parsismen hedder han Saoshyant, ”den gavnlige”, Frelseren.


Han anes i slutningen af adskillige gathahymner,

og han træder tydeligt frem i enkelte af disse (46,3; 45,11) som den, der skal komme med ”dagenes morgenlys”, som ”den ærværdige Herre”, der skal ringeagte dem, der agtede ham ringe” og således

dømme djævle og mennesker.


Man tør formode, at det er selve profetens, Zarathustras genkomst, som der her er tale om, skønt han i vor text blot kaldtes hans søn.


En parusi altså, som den så ofte forekommer, hvor afslutningsbilledet oprulles.

Ænseværdig er ligheden med den eskatologiske figur, der både i senjødedommen og i paulinismen optræder som gudsrigets høvding.




BUDDHARELIGIONEN


af


CHRISTIAN F. MELBYE

 

V.PIOS BOGHANDEL  POVL BRANNER


NØRREGADE  KØBENHAVN 1926

 

(Citat fra Side 93)


Inden jeg slutter dette kapitel, kan jeg ikke lade være med at gøre opmærksom på et sted i ”Det nye

Testamente”. Det er Paulus, der skriver følgende i ”Brevet til Galaterne” 5. kapitel, vers 22:


Men åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed”.


Uvilkårligt spørger man sig selv:


Har Paulus dette fra de ti Paramitaer?


Der er jo ingen af de 9 ”åndens frugter”, Paulus nævner, som ikke findes blandt de ti paramitaer;

”glæde”= piti er dog en bojjhanga; langmodighed og sagtmodighed svarer vel begge til khanti (tålmod, overbærenhed); men på den anden side savner man blandt Paulus’ ”åndens frugter” de tre paramitaer panna (visdom), viriya (kraft),og sacca (sandfærdighed).


Det er mærkeligt, at disse tre mangler, overens- stemmelsen i øvrigt er så stor og slående,

at man ikke kan lade være i alt fald at få en tanke;


Paulus kan have kendt de 10 Paramitaer; men der er vel endnu for lidet grundlag til at hævde, at han direkte har sin egenskabsrække derfra.


Overensstemmelsen slog mig pludselig en dag, jeg tilfældigt læste dette sted i Galaterbrevet.





ALMINDELIG


RELIGIONSHISTORIE


af


NATHAN SÖDERBLOM


SVERIGES ÆRKEBISKOP


AUTORISERET OVERSÆTTELSE AF HELGE HAAR


M.P.MADSENS BOGHANDEL


KØBENHAVN 1921



Citat fra side 138.


Kærligheden bærer andres Byrder.


”Den store Vogn” er ikke fremmed for Tanken

om en stedfortrædende Lidelse.


En vordende Buddha (Bodhisattva) siger i et Skrift:


”Jeg tager paa mig, paa mit Legeme, Skabningernes Gerninger, i Helvederne, i de andre Lande* og paa Straffestederne*.


*Andre Lande eks. Palæstina, Straffestederne;eks.Golgata.


Maatte Skabningerne i den næste Tilværelse komme bort derfra.


Jeg tager paa mig dette Maal af Lidelse, jeg bestemmer mig derfor, jeg bærer det, jeg unddrager mig ikke, jeg gyser ikke tilbage, jeg skælver ikke, jeg ængstes ikke, jeg ræddes ikke derfor, jeg vender ikke om, jeg taber ikke Modet.


Og hvorfor ?


Jo, det er nødvendigt, at jeg bærer alle Skabningers byrde.


Det beror ikke paa mit Forgodtbefindende.


Thi det Løfte, jeg har aflagt, gælder at frelse og forløse alle Skabninger, at frelse alle levende.


Jeg tager paa mig alle Skabningers Lidelse paa alle Verdensaltets Pinesteder. Jfr. Golgata.

















Jeg er rede til at forblive i endeløse Aarhundreder i hvert og eet af de utallige Helveder.


Og hvorfor ?


Jo, det er bedre, at jeg alene lider og ikke denne Mængde af Skabninger.


Jeg stiller mig selv i Bytte, jeg genløser Verdensaltet fra denne Helvedes Skov, fra Dyrerigets Moderliv, fra Yama’s (Underverdenens fyrstes) Rige.


Maatte jeg med dette mit Legeme kunne udholde Mængden af Smerter til Bedste for alt det skabte.


Jeg paatager mig at tjene som Løsepenge for alle Skabninger, til Gavn for alle Skabninger.




BUDDHA


HANS LÆRE, DENS OVERLEVERING

OG DENS LIV I NUTIDEN


af


POUL TUXEN


G.E.C.GADS FORLAG KØBENHAVN 1928


Citat fra Kap.IV (Side 76-77)


Men med disse to Forbehold overfor Ideerne: Reformator og Martyr vil man sikkert føle sig mere fortrolig med det Billede, Fortællingen om Buddhas sidste Maaneder giver af ham, end med det, Legenden bringer.


Der er Træk i denne Skildring, der paa en mærkelig Maade bringer Træk fra Evangelierne i Erindring, parallele Forestillinger der træder frem paa den ellers helt forskellige Baggrund.


Naar Buddha forudsiger Staden Pataliputtas Undergang; naar han tager imod Glædespigen Ambapalis Indbydelse med Forbigaaelse af de fornemme Kredses Iver for at faa ham til Gæst; Fristeren Mara’s Henvendelse til Ham; jordskælvet og Tordenen, da han beslutter sig til at dø, og da Døden indtræffer; hans Legemes Forklarelse i den Nat, han indgaar i Nirvana; alt det er Træk, som man meget vel kunde stille ved Siden af andre Paralleler, ved hvis Hjælp man har ment at kunne paavise Afhængighed mellem Evangelierne og den Buddhistiske Kanon.


Citat videre.


Jeg vil blot antyde, at de nævnte og mange andre beslægtede Træk i buddhistiske og kristne Kilder ikke behøver at skyldes Laan, hvor Buddhismen jo, i Kraft af Kildernes Alder, maatte være den ydende, Kristendommen den Modtagende, men snarere beror paa, at det har været beslægtede konstruktive Kræfter, der har været i Virksomhed i den skabende religiøse Bevidsthed.



Ang. de her fremførte citater; som et supplement til artiklen af Rudolf Steiner og dennes anskuelser vedr. Kristus.


Jfr. Link ovenfor. Rudolf Steiner om Kristus.





KRISHNA OG RAMA I BHAKTILÆREN

 

Ved DR. STEN KONOW


Professor i indisk Oldkyndighed i Kristiania


ILLUSTRERET RELIGIONSHISTORIE


Udgivet ved EDV.LEHMANN


G.E.C.Gads forlag København 1924



Citat fra side 307.

 

Krishna, søn av Väsudeva og Devaki, har vi alt lært at kjende som en av Mahabharatas sagnhelte, og alskens sterke gjerninger tilskrives ham.


Det er da ogsaa utvilsomt at han er den Herakles hvis dyrkelse grækeren Megasthenes omtaler i det fjerde aarhundrede f.Kr. Som hans residens nævnes ofte Dvaraka, paa vestpynten af Gujarat.


Det er imidlertid i en anden form at Krishna-skikkelsen har faat størst betydning i Hinduismen, Krishna som barn og unggut.


Det fortælles at kong Kamsa hersket i Mathura ved Jamnafloden, og at han plaget og undertrykte de fromme. Men en guddommelig røst forkyndte at en gut skulde bli født av Devaki, som skulde gjøre det av med ham og hans herredømme. Kamsa gav derfor ordre til at dræpe alle barn som blev født hende.


Men det lykkedes faren Vasudeva at redde Krishna og lægge et andet barn i hans sted. Den nyfødte blev baaret over floden og overlatt til hyrden Nanda og dennes hustru Yasoda.


Hos dem vokset han op, i lek med hyrdernes børn, og alskens streker utførte han som gut. Han var bedsteven av smaapikerne og navnlig lekte han kjæreste med den unge Radha. Men han utførte ogsaa mangen kraftig daad, og han var alle hyrdernes yndling og stolthed.


Da saa tidens fylde kom, slog Krishna tyrannen Kamsa ihjel og gjorde ende paa hans undertrykkelser.


Disse fortællinger har tidlig været overordentlig populære i Indien og er blit omspundet med myther og poesi, og ved identificering av Krishna med Vishnu er døren blit aapnet paa vid væg for en religiøs lyrik, hvorved navnlig forholdet mellem Krishna og Radha symbolsk blev til et billede paa Guds forhold til sjælen. Inderne har i tidlig digtning vist forstaaelse for barnets sjæleliv, og den kjærlighet de lægger i forholdet til sine børn fik uttryk i skildringen av liten Krishnas liv blandt hyrderne.


Hvor gamle disse forestillinger er, kan vi ikke med sikkerhet sige.


Man har ment at troen paa barneguden eller Gud nedsteget i et litet barn skyldes kristelig indflydelse, og man har mindet om at selve navnet Krishna dialektisk kan uttales Krishta.


Men beretningen om hvordan Krishna slog Kamsa er sikkert førkristelig, og det samme er sandsynligvis tilfældet med fortællingerne om hans barnlige lek med hyrdernes børn.


Citat fra side 309


Ved siden av Krishna er det Rama som staar i forgrunden i den vishnuitiske bhaktilære, og ogsaa Rama staar for sine tilbedere som en inkarnation,

en avatara, av Vishnu, som den eneste gud.


Rama er fra først av sikkerlig en sagnhelt, og i de ældre dele av det gamle digt Ramayana optrær han gjennemgaaende i rent menneskelig skikkelse. Sagnet om ham har følgende indhold.


Kong Dasaratha i Ayodhya, det moderne Audh i de forenede provinser, hadde utsett sin ældste søn Rama til tronarving. Men i et ubesindighetens øieblik hadde han lovet en av sine dronninger at føie hende i hvad hun maatte be om. Hun kom saa nu frem og fordret at hendes egen søn, Bharata, maatte bli tronarving og at Rama skulde forvises paa 14 aar.


Kongen vilde ikke bryte sit ord, og Rama kjendte ingen høiere pligt end lydigheten mot sin far. Skjønt han var folkets yndling, forlater han uten knur Ayodhya og drar uti skogene, ledsaget av sin trofaste hustru Sita og sin bror Lakshmana.


De trængte nedover mot Sydindien og sluttet venskap med apefyrsten Hanumat, og mange var de oplevelser de hadde. Man har ment i disse sagn at se minder om arisk kulturs utbredelse over Sydindien og sammentræf med stammer som dyrket apen som sit totemdyr.