Ahura Mazda

ZARATHUSTRA

 

EN BOG OM

PERSERNES GAMLE TRO

 

af

 

Dr. EDV. LEHMANN

 

KØBENHANN

DET SCHUBOTHESKE FORLAG

J.L.LYBECKER OG E.A.HIRSHSPRUNG

1899

Ahura Mazda

 

Citat: Side 32.

 

Tankearbejdet i Zarathustralæren melder sig strax med gudens navn: Ahura Mazda.

Dette, der i Gathaerne nok så hyppigt skrives Mazda Ahura, er, som just denne leddenes ombytning røber det, ikke noget konkret egennavn (således som senere kileskrifternes Aurmazd, endnu senere fortættet til Ormazd eller Ormuzd), men en rent teologisk bestemmelse. Ahura betyder ”herre”, mazda betyder ”visdom” (sskr. medhas),

hele navnet altså: ”visdommens herre” eller ”den herre visdom”.

 

Dette gudenavn er sikkert først dannet samtidig med den tilsvarende gudelære:

visdommen er just Ormuzds herskende ævne.

 

Med denne abstrakte betegnelse stemmer det, at Perserne ikke tænker sig deres Gud i legemlig skikkelse”; Herodot har fuldkommen ret, når han med undren beretter, at ”Perserne ikke bruger at rejse statuer, templer og altre, men endogså anser det for

galskab at gøre det, idet de såvidt jeg kan se ikke sådan som Hellenerne mener, at

guderne har menneskelig skikkelse”; der er kun et ord, nemlig ”altre”, formeget.

 

Medernes og Persernes forestilling om deres Guds ophøjethed, ”siger Justi,”var så ren, at de hverken vilde afbilde ham eller bygge ham templer, og sproget formåede kun i lignelser at nærme sig en bestemmelse af hans væsen.

 

Som en lysstråle funkler han frem i ”det uskabte lys”, det, der selv langt overstråler solens lys, og af hvilket den hellige ild på jorden kun er en svag, af den djævleskabte røg omsløret afglans.

 

Først på Achæmenidernes marmorpaladser har ioniske kunstnere måttet forsøge at give det ulegemlige væsen en skikkelse, og de tog da den ægyptisk-assyriske kunsts vingede lyskugle til forbillede, eller man ser guden som en bevinget ånd i kongeskikkelse omsluttet af en ring (uendelighedens billede, ligesom vingerne er allestedsnærværelsens symbol).

 

Alt som vesterlandske anskuelser trængte ind efter Alexander den stores tid, og under de grækervenlige Parthere, fortog denne ængstelse for at danne gudebilleder sig, og vi besidder en række billeder af guddommelige væsener på mynter fra slutningen af det

1ste århundrede e. Kr,; under Sasaniderne endelig optræder guden på klippebilleder

efter romersk mønster i menneskelig skikkelse, ja endogså bereden.”

 

Således voxer det ydre, alt som det indre svækkes, og man ser mere til Herren end til ”Visdommen” i denne legemgjorte gud. Og dog var han fra først af i så høj grad ”visdommens herre”, at han som vi skal se kun var Herre i kraft af sin visdom,

og såre lidt er der at mælde om hans herrefærd. Det er den indre styrke, den beror på.

 

”Hvo lyttede først med andagt til dig,” siger Zarathustra (Yasna,9), ”når vi hyldede dig,

O Mazda, som den mægtigste, den hellige, den rene af idræt, Ahura ! ”

 

”Dig måtte jeg erkende som stærk og hellig, Ahura Mazda ! når himlens magt kom til mig ved din hånd”. Ingen styrke uden hellighed; ingen hellighed uden renhed !

 

Og dens nerve ligger i hans vilje, i hans frie selvbestemmelse; han er kun betinget af sig selv. Han hersker efter sin vilje; han giver os velfærd og ufærd efter sit tykke.

 

Denne åndelige magt er evig; det er en uforanderlig gud. ”Han er nu og altid den samme”.

 

”Ham vil jeg ophøje med ydmygheds ofre, ham, der i evighed hedder Mazda Ahura,

fordi der i hans rige vil være fuldkommenhed og udødelighed, og i hans hus kraft

og bestandighed;” yavoi vispai, ”i alle tidsrum”, er Gathaernes stående udtryk

for denne evighed.

 

Citat: Side 38

 

Men så umiddelbar er forbindelsen mellem Gud og verden og Gud og menneskeheden i denne religion, at denne retfærdighed kun er til for at virkeliggøres gennem verden.

Den er intet fjærnt ideal i guddommen, den er så at sige basis for selve den fysiske existens.

 

Der er i Avesta noget, der hedder ” de første love” eller ”det oprindelige i denne verden”, en grundlov af moralsk karakter, om hvilken den fysiske verden er støbt, og som har behersket denne ubestridt, sålænge indtil synden kom ind i verden.

 

Denne præexisterende verden, som den senere skolastik vidste meget at fortælle om, har også stået for Gathasangernes tanke. ”Som han har skuet dem, således udfører dommeren (Zarathustra) den første verdens love ved retfærdig handling mod ond og god” (33,1).

 

At denne moralske grundtilstand og ideale forudtilværelse endogså gennemtrænger verden med juridisk kraft, ser vi af 46,6: ”Den som er kætteren huld er en kætter, den, hvem den rene er kær, er ren, såsandt det er dig, Ahura ! som har givet de første love.”

 

De er jordens grundvold og jordens salt, ved dem holdes verden i væxt og i live: tilværelsen er moralsk betinget. Vi ser da, hvilken vægt der ligger i ordene, når vi nu udfolder det sted, vi før har anført, i dets fulde tankevidde; ”Ved sin indsigt grundlagde han retfærdigheden for ved den at opretholde det bedst sind hos menneskene. Ved denne ånd lader du

(riget voxe), du som nu og altid er den samme, Ahura ! (31,7).

 

Som det først var, således skal det sidste vorde. Den gamle lov fra tidernes begyndelse,

den skal der også dømmes efter ved verdens ende, og skaberen skal være dommer i kraft

af den samme skælnen, med hvilken han grundlagde tingenes oprindelige tilstand.

 

Han bliver da dommer, som han har været det altid,

fordi han altid har siddet inde med kriteriet.

 

”Han, der udreder lovligt fra ulovligt, han er den vise dommer Ahura Mazda,

O Asha ! ” (46,17.)

 

Citat: Side 41

 

Hvor klart Iranerne selv har forstået, hvad det kom an på ved deres Gud, det ser man

af den teologiske formel, hvormed de ofte omskriver eller supplerer hans væsen,

nemlig spenta mainyu ”den hellige ånd”.

 

Til det nye testamentes ”helligånd” danner kun en dårlig parallel; ti denne var snarest

den exstatiske gudskraft, der besjælede menigheden og fremkaldte allehånde ”kraftige gerninger” i den; og kun hvor det et enkelt sted (i 1ste Korintherbrev 2,10) siges om denne ånd, at den ”ransager alle ting, også guds dybheder” kommer den til at ligne den persiske.

 

Spentamainyu er nemlig mindst af alt nogen exstatisk kraft eller noget, som bor blandt mennesker; det er netop en ”ransagende kraft”, det kritiske princip i guddommen selv.

 

Stundom en ligefrem sjælelig funktion i Mazda; således i 44,6.

 

”Ved sin hellig ånd skal Mazda høre det”, hvilket står parallelt med sætningen:

”Ved sin forstand skal han (Vohu Mano) belære mig om det bedste.”

Ordet cicithwa, der er et meget stærkt udtryk for tankens klarhed, for skælnedygtighed, bruges just om Spentamainyu: ”ved din klare Helligånd, Mazda ! ” (43,2).

 

Og dette netop i sammenhæng med dommen; det er Mainyu som dømmer,

enten som en funktion i Mazda selv eller på Mazdas vegne.

 

”På den yderste dag, da du kommer ved Helligånden,Mazda ! ” (33,12) ”Ved Maunyu lader du riget voxe frem (på dommedag).” (31,7) ”Hvo riget søger ham skal riget gives ved din klare Helligånd, Mazda ! ” (43,2) Også om Armaiti siges det, at hun ”ransager ved ånden, hvor der monne være svig” (31,12).

 

Citat: Side 43

 

Således ser vi denne guddomskraft snart som en selvstændigt virkende, begrænset magt, snart som en blot funktion i guddommen, snart som det højeste udtryk for hans væsen og en grundbestemmelse ved det hele verdenssystem, snart måske som en menneskelig ævne.

 

Men overalt er det den samme kritiske kraft, den hellige skælnen, der præger denne ånd, just den samme ævne, som vi har erkendt som guddommens inderste væsen.