Atlantis

PLATONS SKRIFTER


I OVERSÆTTELSE


UDGIVET VED CARSTEN HØEG OG HANS RÆDER


OTTENDE BIND


KØBENHAVN 1940

 

TIMAIOS (Om Øen Atlantis).

Citat fra side 31.

Kritias: Hør da, Sokrates, en fortælling, der, saa besynderlig den end er, dog er fuldkommen sand, en Fortælling, som Solon, den viseste af de syv, engang fortalte.

Han var en slægtning og nær Ven af min Oldefader Dropides, som han selv siger paa mange Steder i sine Digte. Han fortalte min Bedstefader Kritias – saadan gengav Kritias paa sine gamle Dage Historien for os Børn -, at vor By i gammel tid har udført store og forunderlige Bedrifter, der er gaaet i Forglemmelse, fordi det er saa længe siden, og paa Grund af Befolkningens Tilintetgørelse. Og den største af dem alle skal jeg fortælle om og derved paa værdig Vis vise vor Taknemme - lighed imod dig og samtidig fejre Gudinden paa hendes Festdag med en sand og velfortjent Hymne til hendes Pris.

 

Sokrates: Ja, udmærket. Hvad var det saa for en Bedrift, der ikke er overleveret noget om,  men som Kritias sagde Solon havde sagt var blevet udført i gamle Dage af denne Stat ?

 

Kritias: Jeg skal fortælle Historien. Jeg hørte den af en Mand, der langt fra var ung, og Historien var allerede gammel, da han hørte den. Ja, den Gang Kritias fortalte mig den,

var han efter sit eget Udsagn nær ved de halvfems, jeg har vel været en ti Aar gammel.

Vi holdt Apaturia, og Dagen var Kureotis. Vi Drenge fejrede Festen paa sædvanlig Vis;

vore Fædre havde udsat Præmier for os for Recitation. Mange Digte af forskellige

Forfattere blev fremsagt, og en hel Del af os Drenge sang Solons Digte, der den Gang var nye. En af dem fra min Fratria sagde da – hvad enten han nu virkelig mente det, eller fordi han vilde sige Kritias en Kompliment -, at det forekom ham, at Solon ikke alene havde været en stor Vismand, men at han ogsaa i sine Vers havde været den mest fribaarne af alle Digtere. Den gamle Mand – jeg kan se det for mig endnu – blev meget glad og sagde med et Smil: ”Ja, Amynander, hvis han ikke havde nøjedes med at bruge Digtningen til Tidsfordriv, men ligesom andre havde taget den alvorligt og havde fuldført den Beretning, han bragte hjem med sig fra Ægypten, og hvis han ikke paa Grund af Partistridighederne og andre Besværligheder, som han mødte ved sin Hjemkomst hertil, var blevet tvunget til at lægge den til Side, saa tror jeg, hverken Hesiod eller Homer eller nogen anden Digter vilde have overgaaet ham i Berømmelse.”

 

”Og hvad var det for en Historie, Kritias ?” spurgte Amynander.

 

Det var en stor Bedrift, der havde fortjent at være den mest fejrede af alle; denne Bedrift blev udført af vor By, men paa Grund af den fjerne Tid og de optrædende Personers Undergang er Beretningen ikke naaet ned til os.”

 

”Fortæl det fra Begyndelsen,” sagde Amynander; ”denne Historie, som Solon selv troede var sand, vil vi gerne høre:hvad var det for noget,og hvorledes og af hvem han havde hørt den ?

 

”Der er i Ægypten, ” sagde Kritias, ”i Deltaet, der hvor Nilstrømmen deler sig og danner Trekantens Topvinkel, et Landskab der kaldes det saitiske, og den vigtigste By i det er Sais, hvorfra Kong Amasis kom. Skyts Gudinden for deres By hedder paa Ægyptisk Neith, paa Græsk, siger de Indfødte, er hendes Navn Athena. De er Athenæerne meget venligsindede og paastaar, at de i en vis Forstand er beslægtede med os her. Solon sagde, at, da han kom dertil, blev han modtaget med store Æresbevisninger; og endvidere, at han engang udspurgte de kyndigste af Præsterne om Oldtiden og derved opdagede, at hverken han selv eller nogen anden Græker praktisk talt vidste noget som helst derom.


Engang da han vilde have dem til at tale om gamle Tider, begyndte han at fortælle dem de ældste og ærværdigste af vore Legender, om Foroneus, der siges at være den første Mand, og Niobe, og endvidere om, hvordan Deukalion og Pyrrha overlevede Syndfloden.

 

Han gennemgik deres Efterkommers Slægtsforhold og prøvede ved at tælle Generationerne at regne ud, hvor mange Aar der var gaaet siden disse Begivenheder.

 

”Aah, Solon, Solon,”sagde en af Præsterne, en ældgammel Mand, ”I Grækere er altid Børn; en gammel Græker eksisterer ikke.” ”Hvad mener du med det ? ” spurgte Solon, da han hørte det.

 

”I har alle ungdommelige Sjæle,” svarede han, ”uden ærværdig Tro, der bygger paa lang Overlevering, uden Kundskab, der er graa af Ælde. Og Grunden til det er denne.

 


Mange og forskelligartede er de ødelæggelser af Menneskeheden, der har fundet Sted og vil finde Sted, de største ved Ild og Vand,men andre mindre omfangsrige skydes utallige andre Aarsager. Den Fortælling, som ogsaa kendes hos jer, at Faethon, Solens Søn, engang spændte for sin Faders Vogn, men ikke kunde føre den paa Faderens Bane og derfor brændte, hvad der var paa Jorden og selv dræbtes af Tordenkilen, den ser jo ganske vist ud til at være et Sagn, men det sande i den er, at de Legemer, der bevæger sig paa Himlen rundt om Jorden, kan forandre deres Baner, og derved sker - med lange Mellemrum - Tilintetgørelse her paa Jorden paa Grund af den megen Ild.

 

Under saadanne Omstændigheder gaar det mere ud over dem, der bor paa Bjerge og i højtliggende og tørre Egne, end over dem, der bor ved floder eller ved Havet. Ni har jo Nilen, som bevarer os paa saa mange Maader og ogsaa hjælper os ud af denne Fare, naar dens Vande bliver fri1.

1) Det er ikke klart, om der tænkes paa Aabning af Sluser eller Smeltning af Sne.

 

Paa den anden Side, naar Guder renser Jorden med en Syndflod, undslipper Røgtere og Hyrder i Bjergene, medens byboerne i jeres Land rives med af Floderne ud i Havet. Men hverken ved en saadan Lejlighed eller til andre Tider falder Vandet ned paa Markerne fra Himlen her i dette Land; det er tværtimod saadan, at det nedefra kommer op over dem.

 

Det er af disse Grunde, at de Traditioner, der er bevaret her, er de ældste, man har overleveret, skønt man i Virkeligheden i alle Egne, hvor ikke overvættes Kulde eller Hede forbyder det, altid kan finde Mennesker i større eller mindre Antal. Alt hvad der er sket af skønt eller storslaaet eller paa anden Maade bemærkelsesværdigt, hos jer eller her eller et hvilket som helst andet Sted vi har hørt om, det er alt sammen skrevet op og bevaret fra gammel Tid i vore Templer; I derimod og de andre Folkeslag har lige netop naaet at faa Kendskab til Bogstaver, og hvad der ellers hører Civilisationen til, naar Vandfloden fra Himlen efter den sædvanlige Aarrække igen kommer over jer som en Pest og kun lader de ulærde og udannede iblandt jeg tilbage. Paa den Maade maa I tage fat forfra ligesom Børn uden at vide, hvad der er sket i gamle Dage her og hos jer selv.

 

For Eksempel er det, du netop fortalte om Generationerne i dit Land, Solon, ikke meget forskelligt fra Ammestuehistorier.


For det første husker I kun én Syndflod, skønt der er mange tidligere.


Endvidere ved I ikke, at det tapreste og ædleste Folk i Verden engang levede i jeres Land. Du og hele jeres nuværende Samfund stammer fra en lille Rest af deres Sæd, men det ved I ikke noget om, fordi de overlevende i mange Generationer døde uden at udtale sig skriftligt.

 

Engang, Solon, før den største af alle Syndfloder, var den By, der nu er Athenæernes, den tapreste i Krig, og dens Love var afgjorte de bedste i alle Henseender. Dens Bedrifter og dens Forfatning var efter Sigende det ypperste under Solen af alt, vi har hørt om.

 

Da Solon hørte dette, undrede han sig og bad meget indtrængende Præsterne fortælle sig nøjagtigt, fra den ene ende til den anden, alt om vort Lands gamle Borgere.

”Det har jeg ikke noget imod, Solon,” havde Præsten saa svaret; ”jeg vil fortælle det for din skyld og jeres Bys Skyld, men mest af Kærlighed til den Gudinde, der er jeres og vor Bys Skytspatron, og som fostrede og opdrog dem; hun grundlagde jeres tusinde Aar før vor,

idet hun tog Sæd fra Jorden og Hefaistos; vort eget Samfunds Alder er i vore hellige Optegnelser angivet til otte Tusinde Aar.

 

Jeg skal kortelig oplyse dig om de Love, dine Landsmænd levede under for ni Tusinde Aar siden, og om den ædleste Bedrift, de udførte. Men Enkelthederne i det hele gennemgaar

vi i Ro go Mag en anden Gang, naar vi kan se paa selve Papirerne.

 

Betragt nu deres Love i Sammenligning med vore. Du vil nemlig den Dag i Dag her hos os finde mange Sidestykker til de Love, I den Gang havde. For det første ser du, at Gejstligheden er skilt ud fra de andre Klasser, endvidere Haandværkerne: hver Stand, Hyrder, Jægere og Landbrugere, holder sig til sit eget uden at blande sig i noget andet. Specielt Militæret, har du vel bemærket, er her adskilt fra alle de andre Stænder; det er dem forbudt ved Lov at give sig af med noget andet end Krig. Læg ogsaa Mærke til, at de er bevæbnet med Skjolde og Spyd, Vaaben, som vi var de første i 1Asien der anvendte; Gudinden lærte os det nemlig, ligesom hun tidligere havde lært jer det i jeres Del af Verden. 1. Efter den gamle græske Opfattelse hører Ægypten til Asien.

 

Og hvad nu videnskaben angaar, saa ser du vel, hvilken Vægt Loven her lige fra Begyndelsen har lagt paa den; den har draget omsorg for Kosmologien, af hvis guddommelige Principper den udleder de Videnskaber der er helsebringende for Menneskelivet, lige indtil Spaadomskunst og Lægekunst, og den har underlagt sig alle andre Videnskaber, der hænger sammen dermed. Hele denne systematiske Ordning havde Gudinden tidligere givet til jer, den Gang hun grundlagde jeres Samfund.

 

Det Sted, hvor I blev til, havde hun valgt, fordi hun indsaa, at dets veltempererede Klima vilde frembringe højt intelligente Mænd. Da Gudinden elsker baade Krig og Visdom, udvalgte hun det Sted, hvor der kunde fremstaa Mænd, der mest lignede hende selv, og der grundlagde hun sin første Stat. Og I boede da der under saadanne Love som vore, ja endnu bedre, og overgik alle Mennesker i enhver Form for Dygtighed, hvad man jo ogsaa kunde vente af Guders Børn og Lærlinge.

 

Mange og store Bedrifter, som jeres By har udført, er her optegnet og Genstand for Beundring, men der er én, som overgaar dem alle i Storhed og Adel. Jeg tænker paa det, vore Skrifter fortæller om, hvorledes jeres By engang standsede en stormagt, der i sit Overmod stormede frem paa en Gang imod hele Europa og Asien fra sit Hjemsted ude i Atlanterhavet.

 

Dengang kunde man nemlig sejle paa dette Ocean, da der var en Ø udenfor det Stræde,

som I siger I kalder Heraklessøjlerne. Øen var større end Libyen og Asien tilsammen,

og fra den kunde Folk i de Tider sejle til de andre Øer og derfra til hele det Kontinent,

der ligger overfor dem, og som omgiver det sande Ocean.


Alt det , der ligger her, indenfor det omtalte Stræde, ser nemlig ud til at være en Indsø

med en snæver Indsejling; det, der ligger udenfor, er det egentlige Ocean, og det Land,

der ligger helt uden om Oceanet, er det, der i Sandhed fortjener Navn af Kontinent.

 

Paa denne Ø i Atlanterhavet var der opstaaet et stort og vidunderligt Kongedømme, der bød over hele Øen og mange andre Øer og Dele af Kontinentet; indenfor Strædet herskede Kongerne desuden over Libyen lige til Ægypten og over Europa indtil *Tyrrhenien.*Etrurien.

 

Hele dette Rige koncentrerede sig om et Forsøg paa ved et enkelt Stormangreb at undertvinge jeres og vort Land og alt, hvad der ligger indenfor strædet.

 

Den Gang var det, Solon, at jeres Bys Styrke, baade moralsk og materielt, gik op for alle Mennesker. Den overgik alle i Mod og krigerisk Dygtighed, først som Leder af Grækerne, senere alene, da de andre blev tvunget til Frafald; det var en Kamp paa Liv og Død, men den besejrede Angriberne og oprejste et Sejrsmonument. Dem, der endnu ikke var undertvunget, frelste den fra at blive Trælle, og alle andre, der som vi boede indenfor den Grænse, Herakles har sat, befriede den ædelmodigt.

 

I den følgende Tid indtraf der voldsomme Jordskælv og Oversvømmelser, og i Løbet af et eneste frygteligt Døgn blev hele jeres samlede vaabenfør Mandskab opslugt af Jorden, og ogsaa Øen Atlantis sank i Havet og forsvandt. Derfor er den Del af Havet den Dag i Dag ikke til at sejle paa eller udforske, for oven over den sunkne Ø er der et Lag Mudder, der naar til ikke ret langt fra Overfladen og hindrer Sejlads.

 

Nu, Sokrates, har jeg i Korthed gengivet for dig den Historie, den gamle Kritias fortalte, som han havde hørt den af Solon.


Note: Nærmere betegnet, i år 9560 f.Kr. sank Atlantis i havet.