Kapitel 29

Bundahishn

 

Oversættelse af E.W.WEST, fra ”Hellige Bøger fra Østen”,

 

Bind 5,

 

Oxford Universitets Forlag 1897.

 

 GENGIVET PÅ DANSK AF LARS MYHRE

 

Kapitel 29

 

Om det åndelige overherredømme for jordens områder.

 

Om (det åndelige herredømme for jordens områder) står der i åbenbaring,

at hver af de seks områder har en åndelig leder (konge);

som overhoved for Arezahi er Ashashagahad-e Hvandchan,

Sawahi's overhoved er Hoazarodathhri-hana Pareshtyaro,

lederen af Fradadhafshu er Spitoid-I Ausposinan,

(lederen af Vidadhafshu er Airizh-rasp Ausposinan),

overhovedet for Wourubareshti er Huvasp,

lederen af Wourujareshti er Cakhravak.

 

Zartosht er åndelig leder af området Xwaniratha,

men også over alle de andre områder;

han er åndelig leder af de retfærdiges verden, og det siges,

at hele religionen blev modtaget af dem fra Zartosht.

 

I området Xwaniratha er mange steder, fra hvilket,

”i denne onde tid med voldelig kamp med modstanderen,”

 en passage er frembragt af den åndelige verdens magt,

som nogen kalder for Xwaniratha’s fasttrampet vej.

 

Modstykke til disse andre* områder er sådanne steder som Kangdez,

Saukavastan’s land, Arabernes slette (Tazhikan), Peshyansai’s sletten, floden Naivtak, Eranvej, det indhegnet område (Var) (dvs. Varaen) dannet af Yim (Yima), (Jamshed),

og Kashmir i Indien.


*Dvs. de i indledningen nævnte åndelige områder.

 

Og en udødelig leder handler i hver af deres regeringer;

som der står, at Peshotan, søn af Vishtasp, som de kalder Chitro-maino,

er i Kangdez land; Aghrerad, søn af Pashang, er i Saukavastans land,

og de kalder ham Gopatsja; Parshadga Hvembya er på Peshyansai’s sletten,

og han er Hvembya af denne grund, fordi de bragte ham op i en hvemb (”jar”)

af frygt for Khashm (”Wrath”); (Asam-i Yamahusht er på det sted,

som man kalder Naivtakfloden); træet imod skade er på Eranvej;

Urvatadnar søn af Zartosht er i indhegningen dannet af Yim (Jima) (Jamshed).

 

Hvad angår dem står der, de er dem, som er udødelige, således er Narsih,

søn af Vivangha, Tus søn af Nodar, Giw søn af Gudarz, Ibairaz årsagen til strid,

og Ashavazd, søn af Pourudhakhsht; og de vil alle komme frem,

til Soshyant’s hjælp, ved indførelsen af universets genistansættelse.

 

Med hensyn til Sam siges der, at han blev udødelig,

men på grund af hans tilsidesættelse af den Mazdayasnian religionen,

sårede en Turk, som de kalder Nihaj,

ham med en pil mens han sov på Peshyansai sletten;

og det havde påført ham den unaturlige sløvhed (Bushasp),

der overvandt ham midt i varmen.

 

Og himlens herlighed står over ham med det formål at,

når Azi Dahak (Zohak) bliver løssluppet, vil han opstå og dræbe ham;

og de retfærdiges talløse beskyttende ånder er som en beskyttelse for ham.

 

Om Dahak (Zohak), som de kalder Bevarasp, siges det også, at Faridoon, da han fangede Dahak (Zohak) ikke var i stand til at dræbe ham, men bragte ham derefter til bjerget Damawand; og når han bliver løssluppet, opstår Sam og rammer og slår ham.

 

Med hensyn til Kangdez ligger det i retning mod øst, i mange længdemål (af ca. 5 km)

fra flodsengen (var) (dvs. Varaen), mod denne side af det vidtstrakte ocean.

 

Peshyansai’s sletten ligger i Kavulistan, som det siges,

at det mest bemærkelses-værdige højland (balist) i Kavulistan er der hvor Peshyansai ligger; der er det varmere, men på de mest højtliggende tinder er der ingen varme.

 

Eranvej er i retning af Ataro-patakan (Aserbajdsjan).

Saukavastans land ligger på vej fra Turkistan til Chinistan, i retning mod nord.

 

(Indhegningen) (dvs. Varaen) dannet af Yim (dvs. Jima) (Jamshed) er midt i Pars,

i Sruva; således siger de, at hvad Yim (Jamshed) dannede (Yim-kard)

er nedenfor bjerget Yimakan. Cashmere er i Hindustan.




For yderligere belysning af dette kapitel,

jfr.citat fra PLATON







Citat fra Platon.


Den unge Sokrates: Hvordan gik det dog saa med de levende Væseners Tilblivelsesmaade dengang, fremmede ? Hvordan fødtes de af hinanden ?

 

Den fremmede: Det er klart, at der under de da herskende Naturforhold

ikke kunde være Tale om, at det ene Menneske kunde fødes af det andet.


Men den ”jordfødte” Slægt, som efter Traditionen skal have eksisteret engang, var netop den, der paa den Tid vendte tilbage fra Jorden.

 

Mindet derom bevaredes af vore allerældste Forfædre, som fødtes i Begyndelsen af vor Verdensperiode og saaledes grænsede op til den foregaaende Omdrejningsperiodes

Slutning i den Tid, der fulgte umiddelbart efter.


Dem er det, der har overleveret os disse Fortællinger, som mange nu til Dags betvivler, men med Urette.


Man maa nemlig betænke følgende, mener jeg.

 

Den naturlige Konsekvens af, at de gamle vender tilbage til Barnets Natur, maa være,

at de døde, som allerede laa i Jorden, antog Skikkelse igen og fik nyt Liv.


Sammen med Universets almindelige Svingning slog nemlig ogsaa Tilblivelsesmaaden

om til sin Modsætning.


Efter denne Fremstilling maatte der da nødvendigvis opstaa ”jordfødte”.


Paa den Maade fik de deres Navn, og det er Forklaringen.


Undtagne var kun de af dem, som Gud førte til en anden Lod.

 

Den unge Sokrates: Ja, det følger ganske af det foregaaende.


Men sig mig, falder det Liv under Kronos’ Regimente, som du talte om, ind under den foregaaende Omdrejningsperiode eller under den nuværende ? For Forandringen i Himmellegemernes og Solens Løb finder aabenbart Sted i begge Perioder.

 

Den fremmede: Jeg ser, du har fulgt udmærket med i Fremstillingen.

Men den Tid, du spørger om, da alt voksede op af sig selv for Menneskene,

hører ingenlunde til det nuværende Kredsløb; ogsaa den hører til den foregaaende Periode.


For dengang overvaagede og ledede Gud for det første hele Universets Kredsløb,

og det samme gentog sig i de enkelte Regioner: alle de forskellige Dele af Verden

stod under forskellige Guders Herredømme.

 

Og ogsaa de levende Væsener var fordelt efter Klasser og Hjorder til guddommelige Væsener, der ligesom var deres Hyrder, idet hver enkelt Guddom alene havde Magt over

alle de enkelte Væsener i sin Hjord.


Følgen var, at Dyrene ikke var vilde, og at de ikke aad hinanden. Krig fandtes ikke, og der eksisterede overhovedet ingen Art af Strid. Og Tusinder af andre Ting kunde man opregne, som følger med en saadan Tingenes Tilstand.

 

Men Forklaringen paa dette Liv, hvor alt gik af sig selv, er følgende:

Gud var selv Menneskers Hyrde og vaagede over dem, ganske ligesom nu Mennesker

styrer andre laverestaaende Klasser, i Forhold til hvilke de har et andet og mere guddommeligt Væsen.