Kapitel 28

Bundahishn

 

Oversættelse af E.W.WEST, fra ”Hellige Bøger fra Østen”,

 

Bind 5,

 

Oxford Universitets Forlag 1897.


GENGIVET PÅ DANSK AF LARS MYHRE

 

 

 Kapitel 28

 

Om Ahriman’s onde gerninger og dæmonerne.

 

Om Ahriman’s onde gerninger og dæmonerne står der i åbenbaringen,

om det onde, ”som den onde ånd har skabt mod Ohrmazd’s skabelse”,

at om denne vinter er det muligt at give beretning;

samt at hans krop er som af en øgles, hvis plads er i snavs.

 

Han tænker ikke, ej heller taler, ej heller handler til velfærd for Ohrmazd’s skabninger,

og hans virksomhed er ubarmhjertighed og ødelæggelse af denne velfærd,

således vil han ødelægge de skabningerne som Ohrmazd skal forøge;

og hans øjesyn afholder sig ikke fra at gøre skabningerne skade.

 

Som der står, at lige siden en skabning blev skabt af os, har Jeg,

som er Ohrmazd, ikke hvilede roligt, som følge af beskyttelse for mine egne skabninger;

og heller ikke engang han, den onde ånd,

som følge af at udføre ondskab mod skabningerne.

 

Og ved sin hengivenhed til trolddomskunst *(yatuk-dinoih)

forfører han menneskeheden til kærlighed for sig selv,

og til fremmedgørelse for Ohrmazd,

så de forlader Ohrmazda’s religion og udøver den af Ahriman.

 

*yatuk bet. trold, trolddom: samme betydning som i nordisk mytologi’s jætte, oprl. jøtun senere jutun.

 

Han kaster dette ind i menneskers tanker, at denne religion af Ohrmazd er intet,

og det er ikke nødvendigt at være urokkelig i den.

 

Den der giver det menneske noget, i hvis lov disse ord er gældende,

da vil herefter den onde ånd være forsonet af ham, det vil sige,

det (menneske) har handlet til hans tilfredsstillelse.

 

Akoman’s virksomhed er denne,

at han gav vildfarende tanker og uenighed til skabningerne.

 

Dæmonen Andar’s virksomhed er denne, at han begrænser skabningernes tanker

fra dydens gerninger, ligesom en leder der bevirker megen tvang;

og han kaster dette ind i menneskets tanker,

at det ikke er nødvendigt at bære den hellige skjorte og trådbælte.

 

Dæmonen Savar’s virksomhed, ”som er leder af dæmonerne”,

en denne, dårlig regering, tyrannisk anarki, og fuldskab.

 

Dæmonen Naikiya’s virksomhed er denne, at han giver utilfredshed til skabningerne;

som det siges, at skulle denne give noget til de mænd, hvis mening er dette,

at det ikke er nødvendigt at bære den hellige skjorte og trådbæltet,

da er Andar, Savar og Naikiyas forsonet af ham.

 

Dæmonen Taprev er den, der blander sig med planter og skabninger, som det således siges:  ”Taprev frustreren, og Zairich fremstilleren af gift.”

 

Alle disse seks er ”som det siges” ivrige tilhængere af dæmonerne;

resten er samarbejdsvillige og forbundne med dem.

 

Også dette siges der, at bør man give noget til en mand der siger,

at det er korrekt at have kun en støvle på, og i hvis lov,

det at gå med kun en støvle er anerkendt,

i så tilfælde er djævlen Taprev en formidler af ham.

 

Dæmon-Taromat er den der frembringer ulydighed;

dæmonen Mitrokht er den onde ånds løgner (drojan);

dæmonen Arashk (ondskab) er den ondskabsfulde tilhænger af det onde øje.

 

Disse har de samme redskaber som dæmonen Eshm, som det hedder,

at syv kræfter er givet til Eshm,

for at han fuldstændig kan ødelægge skabningerne dermed;

med disse syv kræfter vil han ødelægge syv af de Kayanske helte i sin egen tid,

men en vil forblive.

 

Der hvor Mitrokht (falskhed) ankommer, bliver Arashk velkommen

(og der hvor Arashk er velkommen) anlægger Eshm et fundament,

og der hvor Eshm har et fundament, omkommer mange skabninger,

og han forårsager meget ikke-iranisme.

 

Eshm udtænker hovedsagelig alt ondt for Ohrmazd's skabninger,

og de onde gerninger mod de Kayanske helte,

har for det meste været gennemført via Eshm, som det siges, at Eshm,

den voldsomme angriber, forårsager det meste.

 

Dæmonen Vizaresh er den, der kæmper med de afdøde menneskers sjæle,

de dage og nætter, hvor de endnu er i verden;

han udsætter dem for rædsels angreb og sidder ved helvedes port.

 

Dæmonen Uda er den der, når en mand sidder på et privat sted,

eller når han spiser måltid, rammer hans knæ åndeligt på ryggen,

så han råber han må rømme sig, og snakker løs om at han har vandladning,

således at han ikke kan nå frem til den bedste eksistens.

 

Dæmonen Akatash er perversionens dæmon,

som skaber uvilje i væsenerne til rette ting; som det siges;

at den, der har givet noget til den person hvis mening er denne,

at det ikke er nødvendigt at have en ypperstepræst,

da er dæmonen Eshm forsonet af ham.

 

Den, der har givet noget til den person, hvis mening er denne, og som siger,

at det ikke er nødvendigt at have en slangedræber, derefter vil Ahriman,

med de foregående dæmoner blive forsonet af ham;

som af hvem dette er sagt,

når du ser et skadeligt væsen, så dræb det ikke.

 

En slangedræber er en stav hvorpå i enden en lædersnor er forsynet;

og det er erklæret, at hver af de gode religioner skal have en,

så de kan slå og dræbe skadelige væsner og syndere som i høj grad er fortjent til det.

 

Zarman er dæmonen som skaber affældighed, den man kalder alderdom.

 

Chishmak er den, der skaber katastrofer, og forårsager også hvirvelvinden,

der passerer med forstyrrelser.

 

Dæmonen Vareno er den, der forårsager ulovligt samleje,

som det således siges: ”Vareno den vanhellige.”

 

Dæmonen Bushasp er den, der forårsager dovenskab;

Sej er den dæmon (druj) der forårsager tilintetgørelse;

og dæmonen Niyaz er den, der forårsager nød.

 

Dæmonen Az (grådighed) er den, der slukker alt,

og når igennem fattigdom intet er kommet, spiser han sig selv;

han er den djævelske, som, selv om hele verdens rigdom er overgivet til den,

ikke mættes og er ikke tilfreds;

som det siges, at begærlighedens øje er et galgenreb, og i den er verden intet.

 

Push er dæmonen som pure sammen, uden at gøre brug af det,

og giver ikke noget til nogen; som det siges, at dæmonen Az’s magt skyldes den person, som, ikke tilfreds med sin egen hustru, men af disse snupper væk af andres.

 

Dæmonen Nas er den, der forårsager forurening og besmittelse (nisrushtih),

som de kalder nasai (død materie).

 

Dæmonen Friftar (bedrager) er den, der forfører menneskeheden.

 

Dæmonen Spazg er den, der bringer og fremfører foredrag, og som han siger,

at der intet er som ankommer eller bliver synligt;

og han viser at menneskeheden kæmper og undskylder, person over person.

 

Dæmonen Arast (usand) er den der taler løgn.

 

Dæmonen Aighash er den ondsynet djævel, som rammer menneskeheden med sit øje.

 

Dæmonen But er den, som de tilbeder blandt Hinduerne,

og hans dyrkning er fæstnet i afguder, ligesom man dyrker hesten som et gudebilled.

 

Astwihad er den onde flyver (vae-i saritar), som pågriber livet;

som det siges, at, når hans hånd slår en mand, er det sløvhed,

når han kaster den på den syge, er det feber, når han ser i hans øjne,

driver han livet væk, og man kalder det døden.

 

Dæmonen af ondskabsfulde øjne, er den der vil ødelægge hvad som helst som

mennesker beder om, når de ikke siger det ”i Guds navn”(yazdan).

 

Med hver enkelt af dem er mange dæmoner og djævle samarbejdende,

atter engang at beskrive dem nærmere ville være trættende;

også dæmoner, som er vrede, er i stor mangfoldighed, er det sagt.

 

De er dæmoner af ødelæggelse, smerte og tiltagende alderdom,

frembringere af forgiftning og galde, genoplevelse af sorg,

efterkommere af dysterhed, og føre med sig stank,

opløsning, og elendighed, og som er mange, meget talrige og meget berygtede;

og en del af alle disse er blandet op i menneskers legemer,

og deres karakteristik er særlig iøjnefaldende i menneskeheden.

 

Dæmonen Apaosh og dæmonen Aspenjargak er dem, der forbliver i kampen over regnen.

 

Af den onde ånd er løgnens lov, trolddommens religion,

det djævelske våben, samt forvrængning af Gud’s værker;

og hans ønske er dette, som er således:

”Spørg ikke om mig, og forstå mig ikke ?

thi hvis i spørger om og forstår mig, vil i ikke tilstræbe mig”.

 

Det siges også; at den onde ånd forbliver på afstand af et skrig,

selv fra gråden af en tre år gammel hane, endogså fra gråden af et æsel,

også fra en retfærdig mands gråd,

når han ufrivilligt rammes af nogen og han udsender en gråd.

 

Dæmonen Kundak er den som er en heksemesters stridshest.

 

Forskelligartet dæmoner som opstår igen, stammer fra de forskellige forøgede synder,

som skabningerne er forpligtiget til at yde, og er fremstillet til sådant formål;

hvem endda gør stormkur til disse planeter som ligger i det himmelske område,

og de står meget talstærkt i striden.

 

Deres anførere (kamarikan) er de syv planeter, samt Gochihr’s hoved og hale,

og Mushpar, som forsynet med en hale, hvilke er ti.

 

Og af dem, er disse ti materielle skabninger, "det vil sige;

”himlen, vandet, jorden, vegetationen, dyrene, metallerne, vinden, lyset, ilden,

og menneskeheden”, af al denne ækelhed demoraliseret;

og fra dem kommer, "ulykke, fangenskab, sygdom, død,

og anden ondt samt moralsk fordærv,"bestandigt til vandet,

vegetationen, og de andre skabninger der eksisterer i verden,

som følge af djævelskheden fra disse ti.

 

Dem hvem jeg her har opregnet er udstyret med Ahrimans hjælp

(afzar-homand) og snedige natur.

 

Med hensyn til det kolde, tørre, stenede og mørke indre

af det hemmelighedsfulde

(tarik den afraj-pedak) helvede siges der,

at mørket er ligesom til at gribe om med hånden,

og stanken er som til at skære i med en kniv;

og hvis de påfører et tusind menneskers straf inden for et enkelt tidsrum,

tænker disse (menneskene) på denne måde, at de er alene;

og at ensomheden er værre end deres straf.

 

Dets forbindelse er med de syv planeter, og forbliver meget kold ligesom Saturn,

eller befinder sig i stor hede ligesom Ahriman;

og deres føde er svovl, og af saftplanter øgler og andet ondt og elendighed.








Fakta om Saturn:


Gennemsnitlig temperatur ved skytoppe, minus 1890 C