Arisk sprogæt

 

 

VOR

HISTORIE

 

DEN NORDISKE FOLKESTAMME

 

GENNEM TIDERNE

 

AF

 

JOHAN OTTOSEN

 

DET NORDISKE FORLAG

 

KØBENHAVN 1899

 

DEN ARISKE SPROGÆT.

 

Det er ikke 100 Åar siden, at man gjorde den mærkelige og betydningsfulde Opdagelse, at de fleste sprog i Europa og nogle asiatiske – navnlig i Persien og Indien – er Grene paa et og samme Træ.

 

Med denne vigtige Opdagelse grundlagdes den nye Sprogvidenskab,

som er en af det 19de aarhundredes største aandelige Bedrifter.

 

Den ydre Aarsag til, at denne videnskabelige Erobring blev gjort netop da, var en politisk Erobring. I Slutningen af det 18. Aarhundrede havde Engelskmændene underlagt sig største Delen af Indien.

 

Indien ejer en ældgammel Literatur, skrevet i sprogformer, som nu er uddøde; den vigtigste af dem er Sanskrit. Idet lærde Mænd nu kastede sig over denne Literatur, fængsledes de først af dens store poetiske Værdi og oversatte dens ypperste Værker, f. Eks. Skuespillet Sakuntala, paa Engelsk og andre europæiske Sprog; men snart blev det selve Sprogformen der drog Forskernes Opmærksomhed til sig.

 

Da Sproggranskerne, i Forvejen skolede ved Studiet af Græsk, Latin og Islandsk, lærte Sanskrit at kende, saa de med Forundring, hvorledes hele Latinens, Græskens og Islandskens Sprogbygning genfandtes i Sanskrit, men ligesom gennemsigtigere og tydeligere. Det var aabenbart, at man her havde en Nøgle til at løse Gaaden; alle disse sprog maatte være af samme Slægt.

 

I den første Opdagelses Begejstring tænkte man sig, at Sanskrit var selve den Moder, som de europæiske Sprog nedstammede fra. Senere blev man klar over, at dette ikke var helt rigtigt: Sanskrit var ikke det fælles Modersprog, men syntes dog blandt alle Døtrene at være den,

som lignede den ukendte Moder mest.

Fremmest mellem Opdagerne af denne store Sprogæt, der naar fra Ganges til Atlanterhavet, maa nævnes Tyskeren Bopp og Danskeren Rasmus Rask.

 

Det kunde imidlertid lyde som mørk Tale, at Sprog er i Slægt, og at et Sprog nedstammer fra et andet, hvis vi ikke gør os klart, hvad det vil sige. Sproget deler Kaar med alt andet menneskeligt, ja med alt i Naturen. Intet i Verden er uforanderligt Selv Granitfjældene har i

Løbet af umaalte Tidsrum været Forandringens Lov underkastet,

har slaaet Revner, har smuldret bort og med Urtidens Bræer sendt Mængder af rullesten ned over Lavlandet.

Heller ikke sproget staar nogensinde stille; snart forandrer det sig hastigere, snart utrolig langsomt, men helt uberørt af Tiden bliver det aldrig. Enhver ny Slægt, som vokser op, taler vel sine Fædres Sprog, men en Smule anderledes. Forskellen er for det meste saa ringe, at

kun de allerfineste Ører kan høre den. Men sker der for hver ny slægt blot en ganske lille Ændring i Udtalen, kan Forskellen i Tidens Løb

blive tydelig.

 

Det Træ, som Danskerne nu kalder en Eg, kaldte deres Forfædre for

5-600 Aar siden ek (langt e), som man endnu siger paa norsk Rigsmaal og paa svensk; men atter nogle Hundrede Aar tidligere sagde Danske

og Svenske ikke ek, men eik, som Islændingerne gør endnu.

 

Ingensteds i Mellemtiden har der været et Øjeblik, da man kunde sige:

i Gaar hed det eik, i Dag ek, hele Overgangen fra eik til dansk eg er summen af en Mængde smaa, umærkelige Ændringer. Ogsaa Islandsk, som dog i de fleste Ting har været konservativt og bevaret det gamle, har undergaaet forandringer. Naar svenske og danske siger; hun er vred, siger Islandsk reid, uden v; men for 1000 Aar siden sagde ogsaa Islændingernes Stamfædre vreid.

 

Som almindelig Regl kan det siges, at hvor et Folk i lange Tider vedbliver at leve under de samme forhold og i de gamle Vaner, der ændres Sproget langsomt,saaledes er det paa Island og med svensken i Finland eller i dalarne, men hvor der i Folkets Liv er store Omskiftelser, nye sociale Tilstande, nye Paavirkninger, nye Tanker og Forestillinger, der æandrs Sproget raskere, ja under meget ændrede Forhold kaster man det bort for at tilegne sig et nyt. Saaledes har i Løbet af 1-200 Aar Befolkningen rundt om i Nordens Købstæder nærmet sit Landsmaal til Rigssproget, de boglærdes Sprog, eller helt antaget dette.

 

Vi har saaledes inden for Nordens grænser og inden for et Tidsrum af 1000 Aar en god Prøve paa, hvad sprogslægtskab og sprogudvikling er. Nutildags kan enhver høre forskel paa Vestnorsk og Østnorsk, paa Jysk og sjællandsk. Ja, vi kan skelne endnu finere, f, Eks. mellem Malet i de sjællandske fiskerlejer ved Øresund – det nærmer sig Skaansk og det rent sjællandske i Bondebyerne inde i Landet. Overalt i Norden kan den stedkendte Mand afgøre, om det Maal, han hører, er fra hans egen Bygd eller fra Nabo bygden.

 

Og dog er hele denne Vrimmel af smaa og store Forskelle opstaaet i forholdsvis kort Tid: for 1000 Aar siden talte alle Nordboer ens, da havde vi et fællesnordisk Sprog.

 

Gaar vi nu længer tilbage, ser vi, at heller ikke dette nordiske Sprog

var noget stillestaanede, der uforandret havde været til fra Verdens Skabelse.

 

Blot 1000 Aar tilbage igen finder vi Nordboernes Sprog paa et saa gammelt Trin, at det ikke er blot skandinavisk, men tillige tysk,

det er fællesgermansk. Dette Germanernes Ursprog har levet

nogenlunde samtidig med Sanskrit, Gammelgræsk og Latin.

 

Og engang i fortiden, maaske for 5000 Aar siden, maaske endnu fjernere, maa der nødvendigvis have levet et Sprog, som ikke er

særlig germansk eller græsk eller indisk, men som er alt dette under et.

 

Fra dette Oldtidssprog har alle de nævnte i forskellige Retninger udviklet sig gennem smaa Ændringer, som i Tidens Løb er blevet store.

 

Allerede i Aarhundrederne før Kristi fødsel finder vi denne vor Sprogæts forskellige Grene spredt over et meget udstrakt Landomraade. I Asien var store Dele af Forindien og Iran m.m. beherskede af den. Paa Lilleasiens Kyst og i Grækenland boede Hellenerne, allerede da splittede i en Mængde Landsmaal, i Italien taltes en anden Gruppe folkesprog, af hvilke det vigtigste blev Latin i Norditalien, Sydtyskland, Frankrig, de britiske Øer og til Dels ogsaa i Spanien havde Kelterne dengang Magten. Syd og Nord for Østersøen træffer vi Germanerne, og Øst for dem rimeligvis den litaviske og den slaviske Sprogklasse.

 

Det er hele dette udstrakte Sprogrige, hvis fælles Oprindelse fra et Ursprog blev opdaget for mindre end hundrede Aar siden. Denne vor store Sprogæt kaldes af nogle den indoeuropæiske af andre den indogermanske. Engelskmænd og Franskmænd kalder den som oftest den ariske Sprogæt.

 

Da først Slægtskabet var opdaget, satte dette selvfølgelig Fantasien i Sving. Straks vilde man gætte, hvor vel paa Jordkloden vort fælles ariske Urfolk havde haft sit Hjem. Man lagde mærke til, hvilke Ord der var fælles for alle eller dog de fleste af de kendte ariske Sprog, og sluttede der ud fra, at disse Ord maatte have eksisteret i Ursproget.

Og naar man ad den Vej havde udregnet, hvilke Træer, Dyr, geografiske Forhold Urfolket havde kendt, troede man at kunne finde det Sted paa Jorden, hvor alt dette passede.

 

Men her er endnu ikke naaet noget sikkert Resultat.

 

Det, som er nogenlunde bevist angaaende det oprindelige Ordforraad, er ikke meget. Der har været Udtryk for Sne og Is. Man har haft Navne for tre Aarstider: Vinter, Vaar og Sommer. Af Dyrenavne kan paavises Ulv og Bjørn: af Plantenavne Birk, muligvis Bøg og det Ord, som hos os hedder ”Træ”, hos Grækerne ”Drys”, og hvis oprindelige Betydning maaske er Gavntræ.

 

Dette tyder paa et ikke videre Sydligt Hjem. I den første Tid gættede Forskerne mest paa et eller andet Sted i Asien; nu er man mest tilbøjelig til at søge Urfolkets Hjem i Mellem eller Østeuropa.

Nogle har tænkt sig Østersølandene Danmark skaane Nordtyskland. Andre henviser til, at Litaverne ved Østersøens sydøstlige Krog endnu har et Sprog med saa gammeldags en Bygning, som Græsk havde for næsten 3000 Aar siden; det kunde tyde paa, at naar de har holdt fast ved gammel Talebrug og gamle Skikke, er det, fordi de er blevet siddende i den gamle Hjemstavn.

Fremtiden vil maaske løse dette Spørgsmaal, som Videnskaben hidtil ikke har magtet.