Hans S. Vodskov

Hans Sofus Vodskov

Født 16 sep. 1846 - død 16 marts 1910.

Æstetiker, Religionshistoriker.

Født i Aakirkeby.

Forældre:

Fabriksbestyrer Frederik (Frits) Christian Rubeck Vodskov

og Ivare Sofie Caroline Saabye.

 

Deltog som frivillig i Krigen 1864 og blev først Student 1865.

Uden at tage nogen Embedseksamen drev han vidtrækkende Studier

paa forskellige Omraader: Æstetik, Filosofi og Religionshistorie.

 

Hans Krav til Livet var kun smaa, og i mange Aar levede han ved Privatundervisning, Manuduktion til Filosofikum og litterær Journalistik. I nær Føling med flere af Samtidens ledende Aander, J.P.Jacobsen, Vilh.Topsøe, hindredes han dog af sin ensomme, sære Grublenatur i at kaste sig direkte ud i døgnets politiske og litterære Strid. Afvist af ”Fædrelandet” (Carl Ploug) fik han sine Kritikker optaget i ”Dagbladet” (Vilh. Topsøe), senere i ”Illustreret Tidende” og oversatte i disse Aar den franske Kritiker Taines ” Den engelske Litteraturs Historie” (4 Bind. 1874-77).

 

I en lille Bog ”Spredte Studier” (1884) samlede han sine nordiske Digtere og Forfattere (Grundtvig, Strindberg, Brandes, Herman Bang, J.P. Jacobsen, Gjellerup, Drachmann osv.),skrevne i et ypperligt Sprog baade med dyb forstaaelse og med det ham egne ejendommelige, til Tider ætsende Lune; særlig maa nævnes Undersøgelserne af Søren Kierkegaards og Grundtvigs Udvikling samt Afhandlingen ”Guder og Gloser” der bidende vittig blottede Overdrivelserne i den sammenlignende Myte og Religionsforsknings Metode, særlig hos Sophus Bugge.

 

Trods sine fremragende Evner som Stilist og Kritiker vandt Vodskov dog ikke fem til nogen sikker Position; ved Siden af Brandes var der ingen Plads for ham. Vel tilbød Kultusminister Jacob Scavenius ham Professoratet i Æstetik, men Vodskov afslog Tilbudet, og efter at have faaet en fast Understøttelse fra Staten (senere ogsaa fra Carlsbergfondet) til mytologiske religionshistoriske studier bosatte han sig 1887

paa et øde Sted i Sydsverige, hvor han i Ensomheden kunde søge Ro for sit

nervøse Gransker og Grublerliv.

 

Herfra udgav han sit Hovedværk: ”Sjæledyrkelse og Naturdyrlelse.

 

Bidrag til Bestemmelsen af den mytologiske Metode. I Rig Veda og Edda (1890-97),

hvis aandfulde og samtidig ensidige Indledning vakte stor Opsigt, navnlig ved Fremsættelsen af den saakaldte ” Udbredelsesteori” (at Mennesket spredtes over Jorden paa ”Samlerstadiet”) medens han i selve Værket med megen Lærdom og skarpsindighed paaviser Rig Vedas relativt unge alder som professionel Præstedigtning.

 

Vodskovs ensidige Raceteorier om Indogermansk - Semitisk sat i Relation til Natur og Sjæledyrkelse og kritiseredes med Rette af Th.A.Müller i ”Dania”.

 

Vodskov var en fin og nobel Personlighed, en ensom Grublernatur med stærkt særprægede Meninger, der i Forbindelse med en vis Indesluttethed og Stejlhed bragte ham til at sky Menneskenes forvirrede Samfund.

 

Som Tænker staar han ret ene i dansk Aandsliv, hans videnskabelige Indsats er præget af en skarp Tankens Stringens mærkelig forbundet med blindt ensidige Synspunkter.

 

Død i København – Ugift.