Kapitel 1

Bundahishn

 

Oversættelse af E.W.WEST, fra

 

”Hellige bøger fra Østen”,

 

Bind 5,

 

Oxford Universitets forlag 1897.

 

Dansk gengivelse af LARS MYHRE.

 

Kapitel 1

 

Ohrmazda’s oprindelige skabelse.

 

Den onde ånds fjendtlighed; Arten af universets skabninger.

 

I navn af skaberen Ohrmazd.

 

Zand-Akas (”Zand-viden eller viden ifg. traditionen”),

som først er om Ohrmazd’s oprindelige skabelse og den onde ånds fjendtlighed,

og bagefter om skabelsens natur fra den oprindelige skabelse til slutningen,

hvilket er den fremtidige eksistens.

 

Som åbenbaret i den Mazdayasniske religion, så erklæres det,

at Ohrmazd er øverste i alvidenhed og godhed, og uovertruffen i pragt;

lysområdet er stedet for Ohrmazd, som de kalder ”uendeligt lys” og den

uovertrufne Ohrmazd’s alvidenhed og godhed er det, de kalder ”åbenbaring”.

 

Åbenbaringen er forklaringen af begge ånder tilsammen;

den ene er den der er uafhængig af ubegrænset tid, fordi Ohrmazd

og lysområdet, religionen, og Ohrmazd’s tid, var og er og vil altid være;

mens Ahriman i mørket, med modstræbende forstand og ønske

om ødelæggelse, var i afgrunden, og det er ham ”der ikke vil være;”

og stedet for denne ødelæggelse og dette mørke,

er det de kalder uendeligt mørke.

 

Og imellem dem var et tomt rum, det vil sige, hvad de kalder luft,

i hvilket de nu mødes.

 

Begge er begrænsede og ubegrænsede ånder, den højeste er det,

som de kalder for endeløst lys, og afgrunden, for uendeligt mørke,

således at der imellem dem er et tomrum, og den ene er ikke forbundet med den anden;

og igen, begge ånder er begrænset til deres eget selv.

 

Og for det andet, på bekendtgørelse fra Ohrmazd’s alvidenhed,

er både det endelige og det uendelige, i opretholdelse af Ohrmazd;

for dette ved de, som følge af samtale mellem begge ånder.

 

Og igen, den fuldstændige suverænitet for Ohrmazd’s skabninger,

er i den fremtidige eksistens også ubegrænset for evigt og evigt værende,

og Ahriman’s skabninger vil omkomme på det tidspunkt,

hvor den fremtidige eksistens opstår, og det også for evigt.

 

Ohrmazd vidste ved sin alvidenhed, at Ahriman eksisterede, og uanset hvad han forordner, fordærver han med ondskab og grådighed indtil slutningen;

og fordi han gennemfører frem til slutningen på mange måder,

skabte han også åndeligt de skabninger, som var nødvendige, for disse måder,

og de forblev tre tusinde år i en åndelig tilstand,

således at de var uden tanke og ubevægelige, med immaterielle legemer.

 

Den onde ånd var på grund af begrænset indsigt

ikke klar over Ohrmazd’s eksistens;

derefter, stod han op fra afgrunden, og kom ind i det lys, som han så.

 

Begærlig efter at ødelægge, og på grund af hans ondsindede natur,

stormede han ind for at ødelægge Ohrmazd’s lys, som dog var uindtageligt for fjender,

og han så at dets mod og herlighed var større end hans egen;

så han flygtede tilbage til det dystre mørke og skabte mange dæmoner og djævle;

og ødelæggernes skabninger blev skabt til udøvelse af vold.

 

Ohrmazd,”af hvem skabningerne af den onde ånd blev set”, forfærdelige skabninger, korrupte og dårlige, betragtede dem også som ikke prisværdige.

 

Derefter, så den onde ånd Ohrmazd’s skabninger;

der var skabt mange sjæle af fryd, kuriøse skabninger,

og de syntes ham prisværdige og han roste skabningerne

og Ohrmazd’s skabelse.

 

Derefter gik Ohrmazd, med sin viden om, hvilken ende sagen ville få,

hen for at møde den onde ånd, og foreslog ham fred og talte således:

 

Ond ånd !

 

Vær behjælpelig for mine skabninger og udfør lovprisning !

således at, ”som belønning for dette”, du (i og jeres skabninger)

kan blive udødelige og ikke-forrådnelige, hungerløse og tørstløse.

Men den onde ånd råbte således:

 

Jeg vil ikke vige bort, jeg vil ikke være behjælpelig for dine væsner,

vil ikke udføre lovprisning blandt dine skabninger,

og jeg har ikke den samme mening som dig om hvad gode ting er.

 

Jeg vil ødelægge dine væsener for evigt og altid;

i øvrigt, vil jeg tvinge alle dine skabninger til fremmedgørelse for dig,

og til kærlighed for mig selv.

 

Og forklaringen herpå er denne, ”hvorfor den onde ånd tænkte på denne måde”,

at Ohrmazd, som venligt imødekom ham, ”var hjælpeløs”,

derfor tilbyder han fred; og han sagde ikke ja tak til det,

men bragte sig selv direkte i konflikt med ham.

 

Og Ohrmazd talte således:

 

Du er ikke alvidende og almægtig, O ond ånd !

så det ikke er muligt for dig at ødelægge mig, og det er ikke muligt for dig

at tvinge mine skabninger, så de ikke vender tilbage til min besiddelse.

 

Herefter erkendte Ohrmazd gennem alvidenhed, at:

Hvis jeg ikke tilbyder en kamp periode, så vil det være muligt for ham at handle således, at han kan forårsage forførelse af mine skabninger til sig selv.

 

Ligesom just i dag,

mange af menneskehedens sammenblanding udøver mere forkert end rigtigt.

 

Og Ohrmazd talte således til den onde ånd:

Udnævn en periode!

således at konfliktens sammenblanding kan få en tid af ni tusinde år.

 

For han vidste, at ved at udnævne denne periode

ville den onde ånd blive knækket.

Derefter var den onde ånd, ”ubevidst og på grund af uvidenhed,”

tilfreds med denne aftale;

ligesom når to mænd der skændes med hinanden, foreslår en tid således:

lad os udnævne denne eller hin dag for kamp.

Ohrmazd vidste også dette ved sin alvidenhed, at inden for disse ni tusind år,

vil alt i tre tusinde år gå efter Ohrmazd’s vilje,

i tre tusinde år er der en sammenblanding af Ohrmazd’s og Ahriman’s vilje,

og de sidste tre tusinde år er den onde ånd hæmmet,

og de holder modstanderen væk fra skabningerne.

 

Herefter foredrog Ohrmazd Ahunwar således:

Yatha ahu vairyo (”Som han er det overhovedet, der bør vælges”),

en gang og udtalt de enogtyve ord.

 

Han fremstillede også ”for den onde ånd” sin egen endelige triumf

og den onde ånds magtesløshed, dæmonernes udslettelse

og væsenernes opstandelse og den uforstyrrede fremtidige eksistens,

som for evigt og til evighed.

 

Og den onde ånd, der opfattede sin egen magtesløshed og udslettelsen

af dæmonerne, blev forvirret og faldt tilbage i det skumle mørke;

således som det er erklæret i åbenbaring,

at når en af dens (Ahunwaren’s) tre dele bliver udtalt,

vil den onde ånd krympe sin krop på grund af angst.

 

Og da den anden del af det blev udtalt, faldt han på sine knæ,

og da det hele blev udtalt, blev han forvirret og magtesløs

med hensyn til den skade han ville forårsage på Ohrmazd’s skabninger,

og han forblev tre tusinde år i forvirring.

 

Ohrmazd skabte sine skabninger i Ahriman’s forvirring:

 

Først skabte han Vohuman (”god tanke”),

af hvem fremgang blandt Ohrmazd’s skabninger blev udført.

 

Den onde ånd skabte først Mitokht (løgnen)

og derefter Akoman (ond tankegang).

 

Ohrmazd’s første skabelse i verdenen var himlen, og hans gode tanke (Vohuman)

ved god frembringelse, frembragte lyset i verdenen,

hvilket tilsammen var den gode Mazdayasniske religion;

dette skyldtes,

at genistandsættelsen som vil ske med skabningerne var kendt for ham !

 

Derefter opstod Ardwahisht, og derefter Shahrewar, og derefter Spandarmad,

og derefter Hordad og derefter Amurdad.

 

Fra Ahriman’s mørke verden opstod Akoman og Andar, og derefter Sovar,

og derefter Nakahed, og derefter Tairev og Zairik.

 

Af Ohrmazd’s skabninger i verdenen;

var den første himlen;

den anden, vand; den tredje, jord; den fjerde, planter;

den femte, dyr; den sjette, menneskeheden.