Kapitel 15

Bundahishn

 

Oversættelse af E.W.WEST, fra ”Hellige bøger fra Østen”,

 

Bind 5,

Oxford Universitets forlag 1897.

 

Dansk gengivelse af LARS MYHRE.

 

Kapitel 15

 

Menneskehedens Oprindelse.

Om arten af mennesker er følgende fortalt i åbenbaringen:

Da*Gajomard døde, udgød han sin sæd.

Denne sæd blev renset ved sollysets rotation, og**Nerjosang tog de to tredjedele

deraf under sin bevogtning, men Spandarmadh modtog en tredjedel.

*Gaya-maretan (dødeligt liv).

Androgynt urmenneske, menneskehedens stamfader, Han er skabt af Ohrmazd og dræbes af Ahriman.

**Nerjosang:

Engel, som er Auharmazds budbringer til menneskeheden, Spandarmadh (Sponta Armati), en af Amurta Spontaerne.

 

Og i løbet af 40 år voksede Masjagh og Masjanagh (Mand og Mandinde)

frem af jorden i form af en ribes plante med en eneste stængel og femten blade,

svarende til deres alder af femten år, og det således, at deres arme lå bagom skuldrene,

og deres kroppe var tæt sammen, og de var forbundne på en sådan måde,

at man ikke kunde skelne det mandlige fra det kvindelige,

og hvilket er det hvori Ohrmazd’s levende sjæl ikke er fraværende.

 

Som det således er sagt :

Hvilken er skabt først, sjælen eller legemet ?

 

Og Ohrmazd sagde at sjælen er skabt før, og kroppen efter,

for ham som var skabt;

det er givet i kroppen, at den kan producere aktivitet,

og kroppen er kun skabt for aktivitet;

dermed er konklusionen denne, at sjælen er skabt før og kroppen efter.

 

Derpå blev de begge forvandlet fra planteform til menneskeskikkelse,

og dette åndepust, gik ind i dem på åndelig vis, hvilke er sjælen (ruban);

Samtidig var desuden et træ på lignende vis vokset op

hvis frugt var de ti *afarter af mennesker.

 

*Dette refererer til et andet træ, som har frembragt de ti afarter af menneskelige uhyrligheder, jfr. sidst i dette kapitel.

 

Ohrmazd talte til Masjagh og Masjanagh således;

I er mennesker, i er verdens forfædre, i er blevet skabt af mig som de bedste,

hvad ur - fornuften angår. Øv troens værk, ledede af ur – fornuften.

Nær gode tanker, tal gode ord, gør gode gerninger og tilbed ikke dæmonerne.

De tænkte begge først, at de skulle behage hinanden, fordi enhver af dem var det eneste menneskevæsen for den anden; og den første gerning udført af dem var dette;

da de kom ud vaskede de sig grundigt; og deres første ord var dette:

Ohrmazd har skabt vandet, jorden, planterne og kvæget,

stjernerne, månen og solen og al velfærd,

hvis oprindelse og resultat kommer af retfærdighedens åbenbaring.

 

Men derefter angreb den onde ånds opposition deres sind og besmittede deres sind,

og de råbte, at den onde ånd havde skabt vandet, jorden, planterne

og kvæget og de andre ting som nævnt ovenfor.

 

Denne løgn blev talt gennem dæmonernes vilje, og den onde ånd var den første,

som glædede sig over dem af den grund.

 

Som følge af denne løgn blev de begge ugudelige,

og deres sjæle blev bestemt til helvede indtil opstandelsens dag.

 

Og de havde tilbragt 30 dage uden føde, idet de dækkede sig med klæder lavede af strå.

 

Efter de 30 dages forløb gik de ud i ødemarken.

 

De fandt en ged med hvid uld og sugede med munden mælken af dens yver.

 

Da de havde drukket mælken, sagde Masjagh til Masjanagh således:

 

”Jeg følte glæde, før jeg endnu havde smagt denne mælk, men min glæde er vokset nu,

da jeg har nedsvælget den i mit usle legeme”.

 

Denne anden*løgn forstærkede dæmonernes magt, og de berøvede føden dens smag,

således at kun en hundrededel deraf var tilbage.

 

* Nemlig at mælken gjorde dem godt. Nydelsen af dyrisk føde er begyndelsen til forfald for mennesket.

 

Efter andre 30 dages og nætters forløb kom de til et lam med hvide kæber,

og de slagtede det, og de antændte en ild af Kunar og Buksbomtræ

gennem vejledning fra de himmelske engle,

da disse træarter var mest anvendelige til ild for dem;

og de bragte ilden til at flamme op ved at puste dertil med munden;

og det første brændsel, der blev brændt af dem, var tørt græs,

kendar,lotos,daddel palme blade,og myrtle,

og de slagtede fåret.

 

De kastede tre håndfulde af lammets kød på ilden, idet de sagde:

 

”Dette er ildens part.”

 

Af det, der blev tilbage, kastede de et stykke op mod himlen, idet de sagde:

 

”Dette er englene’s part.”

 

Den fugl, som kaldes grib, fløj derhen og bortførte noget af kødet,

efter at en hund først havde spist lidt af det.

 

Først iførte de sig nu klæder af huder,

efterfølgende siges det,

at vævede klæder blev fremstillet af et stof vævet i ødemarken.

 

De gravede et hul i jorden og fandt jern og hamrede det med en sten,

og uden esse bearbejdede de det og lavede deraf en knivsæg,

hvormed de fældede træ,

og de byggede sig af træ et ly imod solen.

 

Som følge af den utaknemlighed de udviste, blev djævlene mægtigere,

og i ussel indbyrdes misundelse angreb de hinanden,

og rev hinanden i håret og i ansigtet.

 

Derpå råbte djævlene fra mørket således:

 

”I mennesker, tilbed djævlene, for at den ondskabsfuldhedens dæmon,

som har besat eder, kan falde til ro.”

 

Masjagh gik ud og malkede en kos mælk, og hældte mælken ud imod nord;*

derved blev djævlene mægtigere,

og de havde i 50 år ikke følt begær efter at parre sig,

og selv om de havde parret sig, kunde de ikke have fået børn.

 

* D.v.s. ofrede til djævlene. Nord er dæmonernes verdenshjørne.

 

Og da 50 år var forløbet opstod kilden til begær først i Mashye og derefter i Mashyane,

og Mashye sagde til Mashyane således:

 

”Når jeg ser din skam, opstår mine ønsker.

 

Så talte Mashyane således:

 

Broder Mashye ! ”når jeg ser dit store ønske, er jeg også ophidset.”

 

Derefter blev det deres fælles ønske,

at tilfredsstillelse af deres lyster skulle udføres;

de anstillede denne overvejelse:

 

”Dette havde været vor pligt i de forløbne 50 år.”

 

Ni måneder efter fødtes tvillinger, en dreng og en pige.

 

Børnene var lækre;

moderen fortærede den ene, faderen den anden.

 

Siden bevirkede Ohrmazd, at den tillokkelse,

som børnenes kød havde for dem ophørte,

så man kan ernære et barn og barnet kan forblive.

 

Og derefter fik de syv par tvillinger, hvert par bestående af en dreng og en pige;

alle var de brødre og søster - hustruer.

 

Og af hvert par fødtes børn i løbet af 50 år,

og Mashyane og Mashye selv, døde indenfor hundrede år.

 

Fra det ene af disse syv par var Siyakmak mandens navn, og Nasak kvindens;

og fra dem blev et par født,

hvoraf mandens navn var Fravak og kvindens Fravakain.

 

Fra dem blev femten par født, hvoraf hvert enkelt par blev en race;

og fra dem er i konstant fortsættelse verdenens generationer opstået.

 

På grund af forøgelsen til hele femten racer,

bevægede ni racer sig til bagsiden af oksen Sarsako,

igennem det vidtstrakte havområde,

til de øvrige seks regioner, og blev der;

og seks menneske racer forblev i Xwaniratha.

 

Af disse seks racer ”var af et par” mandens navn Taz, og kvindens Tazak,

og de gik til Tazikan’s sletten (Arabere);

og af et par, var mandens navn Hoshyang og kvindens Guzak,

og fra dem opstod Airanakan (Iranerne);

og fra et par er Mazendaran opstået.

 

Ud af mængden var det dem som er i Surak’s lande,

dem som er i Aner’s land,

dem som er i Tur’s lande,

dem som er i Salm’s land, hvilket er Arum,

dem som er i Seni’s land,

det som er Kinistan,

dem som er i Dai’s land,

og dem som er i Sind’s land.

 

Disse ”i sandhed” de syv er overalt, alle af afstamning fra Fravak,

søn af Siyakmak, søn af Mashya.

 

Da der var ti afarter af mennesker, og femten racer fra Fravak,

var der femogtyve racer, alle fra sæden af Gayomard;

*Afarterne er således som, de af jorden, af vandet, de bryst-øret, de bryst-øjet,

de et-benet, dem der også har vinger som en flagermus,

de fra skoven, med hale, og som har hår på kroppen.

 

* Ikke alle ti arter af menneskelige monstre er opregnet her,

redegørelse af de ikke nævnte synes at henvise til en art, aberne.