Kommentar til Vendidad Kap. 2

ZARATHUSTRA

 

EN BOG OM

PERSERNES GAMLE TRO

 

af

 

Dr. EDV.LEHMANN (1899)

 

 

Om Yima

Citat: Fra side 94.

 

At Yima tænkes som gammel konge viser den udvidede form af hans navn Yima xaeta, der har fortættet sig til det nypersiske Djemschid og betyder ”herskeren Yima”;

hans symboler, ring og stav, der i hans hænder får en magisk virkning,

tyder i samme retning.

 

Hans herskertid ligger tilbage i en længst forsvunden old, da der var idel lykke

på jorden; han er guldalderfyrsten, folkefaderen i hin uskyldige hyrdetid,

som den stridende menneskeslægt skuer tilbage imod med et suk.

 

Og guldaldersagnet hæfter uløseligt ved Yimas navn.

 

Taler Bundehesh om bjærget Bakyir (12,20), som nu står øde, forsømmer den

ikke at tilføje, at i Yimas tid var det helt bedækket af byer og stæder.

 

I Yimas tid blev alle pligter udført mere fuldkomment (Bund. 17,5).

I denne ånd beretter Firdusi også Djemschids saga.

 

Avesta giver omstændelig besked om sagen og tegner billedet af Yimas

tid med usædvanlig tydelighed.

 

Da Ormuzd, hedder det i Vend.2, havde overdraget Yima,

der altså ikke vilde være profet, at røgte jorden og dens skabninger, svarede Yima:

 

”Vel, jeg skal fremme din verden, jeg skal værne din verden, jeg skal tage fat

og nære og mætte og vogte dine skabninger.

Og ikke skal der i mit rige blive frostvind eller hede eller sygdom eller død”.

 

Hvor Yima omtales i den berømte Homyasht (Yasna 9, 4-7), hedder det:

 

”Yima, herskeren, den gode hyrde, den herligste af de fødte, mennesket med soleøje; han, der under sit herredømme gjorde kvæg og mænd udødelige, vand og urter evig friske, han bevirkede, at man spiste føde, som ikke formindskedes.

 

Under den mægtige Yimas herredømme var der ikke kulde og ikke hede og ingen alderdom og ingen død og ikke den djævleskabte avind;

som femtenårige af væxt vandrede både fader og søn, sålænge Yima, den gode hyrde, Vivanhas søn, monne herske”.

 

”Således”,fortsætter Vendidad (2,8),”forløb tre hundrede vintre under Yimas herredøme, og denne jord blev fuld for ham af småkvæg og storkvæg og mennesker

og hunde og fugle og brændende, lysende bål, og ikke kunde kræ eller kvæg eller mennesker få plads derpå.

 

Da gik Yima frem mod lyset, mod syd, mod solens vej og trykkede sin guldring mod jorden og stødte sin stav imod den og sagde:

”Udstræk dig venligt, o jord, og udvid dig,

at du kan bære kræ og kvæg og mennesker”.

 

Således udvidede Yima ”denne jord”, så den blev en trediedel større end tilforn,

og der gik nu kvæg og mennesker omkring efter eget tykke sådan og så mange,

som han ønskede”.

 

Derefter gentager sig nu to gange, efter 600 og efter atter 900 års forløb,

så Yimas rige bestandig øgedes.

 

Til denne ganske klare fortælling om Yima føjer Vendidad

i det samme kapitel en temmelig dunkel legende.

 

 

Om Vara’en

 

Westergaard har behandlet den svære text og refererer den således:

 

”Ormazd mødes med de hellige ånder og Yima med de bedste dødelige i den gode Daityas ariske kildeland.

 

Da åbenbarer Ormazd ham, at over den legemlige verden skulle landene lide nød, såvel ved den strænge, stivnende vinter og heftige snefog, som derefter ved oversvømmelser, tøbrud og regnskyl.

 

Som Ormazd byder, planter Yima da en firsidet indhegnet have;

did bringer han spirerne af levende væsener og af de røde, lysende ildflammer;

han gør haven skikket til bolig for mennesket og til græsgang for kvæget og lader vandet flyde rigeligt.

 

 

Did bringer han de største, bedste og fortrinligste spirer af alle mænd og kvinder

og af alle kvægets arter, de største og mest duftende spirer af alle træer og de

mest velsmagende af alle spiser; han gjorde dette parvis og uforgængeligt,

sålænge mennesket var i denne have.

 

Der var ikke bagtalelse og dadel, ej trætte og fjendskab, hovmod og bedrag, usselhed og lumskhed; heller ikke fandtes der nogen vanførhed eller overhovedet noget af de slemme kendetegn, hvormed en onde ånd har mærket mennesket.

 

Herefter følger en videre beskrivelse af havens indretning og af menneskenes fordeling deri, som imidlertid er yderst dunkel.

 

Men livet der er forskelligt fra det jordiske.

 

Lyset stråler bestandig; sol, måne og stjerner viser sig tilsammen;

det hele år er kun en dag; hvert 40de år fødes af to par mennesker et par,

og således også blandt dyrenes slægter”.

 

Et tegn på dette sagns ælde er den omstændighed, at det ikke er Zoroaster,

som her forkynder Mazdatroen (men fuglen Karshipta), og at Zoroaster kun

hersker over dette sted i forbindelse med sin søn Urvatat-nara.

 

I denne fortælling har man ofte villet se et sinflodssagn

og har altså gjort Yima til en Noah.

 

Lighedspunkterne er dog for få og uvæsentlige.

 

Westergaard har sikkert ret i udelukkende at finde en verdensundergang

ved kulde deri og en påfølgende nyskabelse eller paradisdannelse

til frelse for den levende verden.

 

Den ”Vara”, Yima bygger, er ikke nogen ark, men snarer en fold,

og beskrives som en vidtløftig have;

af dens firkantede form slutter Westergaard,

at Vara’en i virkeligheden er en hel verden med fire verdenshjørner.