Mithra

Religionsblandinger i

Romerriget.


Østerlandske Frelserguder.



ALMINDELIG RELIGIONSHISTORIE


af


NATHAN SÖDERBLOM


SVERIGES ÆRKEBISKOP


AUTORISERET OVERSÆTTELSE AF HELGE HAAR

M.P.MADSENS BOGHANDEL

KØBENHAVN MCMXXI


De østerlandske Frelserguder.


Mitra: Pagten’s Gud.


Citat: Side 76.

Af de østerlandske Mysterieguder vandt de to lilleasiatiske,

”den store Moder” og Sønnen Attis, mest Indpas i Vesten.

Ogsaa de ægyptiske Mysterier blev ret populære.


Den persiske Gud Mithras Dyrkelse var sammenknyttet med babylonisk Dyrkelse af Himmellegemerne og Lære om Himmellegemerne (Astrologi).


Den udbredte sig hovedsagelig kun blandt Soldaterne og de kejserlige Embedsmænd.


Ifølge Myten steg Mithra i ældgamle Dage ned fra Himlen og fældede til Menneskenes Gavn en vældig Tyr, af hvis Krop Sæden og Vinranken opstod.


Efter videre Bedrifter og Hændelser forlod Mithra med sine Fæller atter Jorden.


Hans Dyrkere gennemgik syv Grader, inden de naaede til den højeste Værdighed, ”Fædrene”, hvortil i Reglen Præsterne hørte.

Gudstjenesterne holdtes i underjordiske Kapeller, hvor de, der skulde optages i Mysterierne, efter Halvmørke udsattes for blændende Lys.

 

Et helligt Maaltid holdtes med Brød og Vin, som Mithra havde skænket

ved at fælde Tyren. Efter Døden ventede der den indviede Opstandelse Ifølge den persiske Lære.


Henimod Hedenskabets slutning overfløjedes alle andre Kulter af soldyrkelsen. Eller de søgte at vinde ny Livskraft ved i sig at

indoptage ”den uovervindelige Sols” (Sol invictus) Guddom.


Saaledes forenedes Mithra med Sol invictus.


Samtidig skabtes den første videnskabelige Teologi i Form af Astrologi. Man lærte, at alt er en lovbunden Sammenhæng, inden for hvilken Himmellegemerne indvirker paa Menneskenes Skæbne.


Sjælene er Gnister, der er udstraalet fra den guddommelige Sol og har forenet sig med Legemer. Naar Legemet opløses, stiger sjælen paa en Solstraale op til sit guddommelige, glædende Udspring og renses

undervejs i Maanens Region.


Paa”den uovervindelige Sols” Dag fejredes Frelserens Fødsel. (25 dec.)






Altertavle:

fra en Mithrahelligdom ved Heddernheim

mellem Frankfurt am Main og Homburg.

Ravnen, der ses over  Mithras flagrende Kappe, bringer ham Befaling til at dræbe Urtidens  Okse til Menneskenes Gavn. Den Ondes (Angra Mainyu’s eller Ahriman’s)

Dyr anfalder den døende Okse nedenfra.

Men Mithras Hund passer paa, at Oksens sjæl uskadt kan hæve sig til Himlen.

Af Oksens Krop opstod siden Sæden, Vinranken og andre gode Vækster,

samt nyttige Dyr.


Oven over Billedet af Oksens Drab ses to  Rækker andre Scener af Mithras og hans Fælle Solgudens Liv.


Øverst til venstre ser man Mithra opmuntre Solguden til at begynde sin færd henover Himmelhvælvingen.


Til højre derfor stiger Natten ned.

Mithra


Citat: Salmonsen's Leksikon.


Mitra, en hellenistisk Guddom, hvis Mysterier fra Lilleasien vandt Indgang i Romerriget henimod Slutningen af det 1. Aarh. e. Kr. Udbredelsen skete gennem den romerske Hær, til hvilken Mitra

altid forblev knyttet.


Navnet Mitra er indo-eransk, og baaade i Persien og i Indien findes Guddomme benævnt saaledes.


Med denne indo-eranske Mitra har den hellenistiske Mitra antagelig

en historisk Forbindelse, men indirekte og gennem talrige Mellemled, formidlet gennem de lilleasiatiske Kulturer, hvor Elementer af helt

antikt Kultvæsen, af kaldæisk Religion og af babylonisk Teologi

og Astrologi er tilføjet.


Gudstjenesten for Mitra var knyttet til nogle ejendommelige Kapeller.

De var underjordiske – hvad der maaske gaar tilbage til, at den opr. antikke Mitra-Kult i Lilleasien har fundet Sted i Klippegrotter – og

bestod af et langstrakt firkantet Rum med Tøndehvælving.


Langs Siderne var Stenbænke, i Midten en bred Gang ved Enden af

hvilken der stod et eller to Stenaltre, op paa Endevæggen i en Nische

en Altertavle, et Relief, hvor man i Midten saa Mitra fremstillet som

en ungdommelig mandlig Skikkelse i orientalsk Klædedragt stødende

sit Sværd i en Tyr, han har tvunget i Knæ.


Kulten var kun for Mænd; Kvinder henvistes til Magna Mater,

med hvilken der bestod et Slags Forbund.


De Indviede gennemgik 7 Trin eller Grader, der var benævnt:

Corax (Ravn), Cryphius (Indiviet), Miles (Soldat), Leo (Løve),

Perses (Perser), Heliodromus (Sol Løber), og Pater (Fader);

over dem alle stod en Ypperstepræst, Pater Patrum.


Optagelserne i disse Grader foregik ved en Række Indvielser, der formede sig som haarde Prøvelser, dels af legemlig Natur (Hede, Kulde, Sult, Tørst o.a.) dels af sjælelig (Forsagelse, Mod o.s.v.). Disse Prøvelser gaar sikkert tilbage til en antik Manddomsvielse, og i Forbindelse hermed har i hvert Fald nogle af Graderne Navn efter et antikt Samfunds Aldersklasser, hvoraf denne særlige Institution maa have udviklet sig.


De ledte op til den største Prøve:

den indviede skulle dø, for derefter at blive genfødt til et nyt og evigt Liv.

 

Det skete ved et symbolsk Drab, dramatisk udført af Pater Patrum,

der repræsenterede Gud Mitra.


Derved var erhvervet Ret til at deltage i det hellige sakramentale Maaltid, der holdtes i Erindring om det sidste Maaltid Mitra indtog paa Jorden

før sin Himmelfart, og sikrede de troende aandelig og legemlig Sundhed og Udødelighed.


De indviede dannede et Menighedssamfund, der var fast sammentømret, fordi Strukturen i det var en Gengivelse af Hæren. Der var en barsk Etik inspireret af Soldateraand over Mitra Kulten, et Krav om Uselviskhed

der appellerede stærkt til Romersindet, der regnede Pligttroskab for

den største af Dyder.


Henimod Aar 200 e. Kr. under Kejser Commodus fandt et stort Opsving Sted, omkr. Aar 300 var det den fornemste Kult i Rom, Mitra blev af Diokletian hyldet som ”Rigets Beskytter”, og fik Solgudens Plads

med Navn af Deus Sol invictus ”den ubesejrede Sol”.


Fra Begyndelsen har Mitra været opfattet som Solgud, men her har Titlen til Baggrund hellenistisk Teologi inspireret af Orienten, efter hvilken Solen regnedes for den øverste og mest omfattende af Guddomme.


Mitra Kulten førtes om til de yderste Egne af Romerriget; Ruiner af Kapeller er fundne helt oppe omkring Donau, i Rhinlandene, endog

i Syd England.


Omkr. det 4 Aarh. var Mitra Kristendommen overmægtig.


Men Konstantins Sejr bevirkede dens Tilbagegang.

 

Den havde sit sidste Tilhold hos det romerske Aristokrati, og fik en kort Opblomstring under Julian Apostata.

Men med Slutningen af det 4. Aarh., da de ikke kristne Templer lukkedes, forsvandt den hurtigt fra Europa, nidkært forfulgt af den sejrende Kirke.


I øvrigt har Mitra Kulten direkte og indirekte spillet en stor Rolle for Kristendommens Udvikling, idet denne optog Elementer fra Mitras Kultus og Lære for at kunne tage Konkurrencen op.


Saaledes spiller Mitras Soltegn, Hagekorset, ind i Korsets Historie,

og i Syden er Julen indtraadt som en Afløsning af Mitra Tilhængernes Solhvervsfest den 25. Dec.; ofte byggedes de kristne Kirker oven paa

Mitra Kapellerne, der da blev staaende som en Krypt under Kirken (St.Clemente i Rom).