N.L.Westergaard

Niels Ludvig Westergaard

(27 okt. 1815 – 9 sep. 1878), Orientalist. Født i København.

Forældre: Tømrermester Niels Nielsen Westergaard og

Sophie Magdalene Nyborg.

Gift 1845 Orpheline Christiane Frederikke Octava Ryge, d. 1856.

Blev Student 1833 og begyndte straks sproglige studier, tilskyndet af en allerede i Skoletiden næret Beundring for Rasmus Rask, hvis Værk han paa flere Maader skulde komme til at fortsætte. Som denne drev han først saa vel nordiske som orientalske Studier; snart blev dog Sanskrit og de dermed nærmest beslægtede Sprog hans Hovedinteresse.

 

Efter Forberedelse heri hos Prof. C. Th. Johannsen fortsatte han de indiske Studier paa en Rejse 1838-39 dels hos Prof. Chr. Lassen i Bonn, dels paa Bibliotekerne i Paris, London og Oxford.

Lysten til ret at kunne udnytte de af Rask hjembragte Zend og Pali Haandskrifter førte ham dernæst 1841-44 ud paa en stor og besværlig Rejse til Indien og Persien; i Indien undersøgte han dels gamle Indskrifter i Bombays Omegn, dels i selve bombay Parsernes traditionelle Sprog Zend og Pehlevi; i Persien lykkedes det ham baade at opdage og afskrive Kileskrifter ved Darius’ Grav og at finde Spor af Zarathustras gamle Religion.

 

Ved sin Hjemkomst blev Westergaard udnævnt til Lektor i indisk-østerlandsk Filologi; han udgav fortræffelige Hjælpemidler for Undervisningen i Sanskrit (Formlære og Læsebog 1846) og virkede (fra 1845 som ekstraordinær, fra 1850 som ordinær Professor) i dette Kald til sin Død.

 

Udenfor sit egl. Fag var han Medstifter og Formand for det nordiske Litteratursamfund og en Tid Redaktør af ”Historisk Tidsskrift; 1848-49 var han Medlem af den grundlovgivende Rigsforsamling.

 

Westergaard’s Arbejder beskæftiger sig næsten alle med det gamle Indiens og Irans Indskrifter, Sprog og Historie.

 

Til Tydningen af Perserkongernes gamle Indskrifter, specielt den vanskelige, saakaldte 2. Art har han to Gange givet meget vigtige Bidrag (”Zur Entzifferung der Achämenidischen Keilschrift 2. Gattung” 1845; ”Om den 2. eller sakiske Art af de Achæmenidiske Kildeskrifter” 1854).

 

Som Udgiver af oldiranske Haandskrifter indtager han en meget høj Rang

(”Bundehesh” 1851; ”Zendavesta” I, 1852-54).

 

Og til Studiet af de gamle Indieres Historie har han leveret banebrydende Forarbejder

(bl.a. ”Om det ældste Tidsrum i den indiske Historie”, ”Om Buddhas Dødsaar”, begge 1860; ”De indiske Kejserhuse” 1867-69).

 

Westergaard er maaske den ypperste danske Orientalist, og kun den Omstændighed,

at saa stor en Del især af hans senere Produktion kun foreligger paa Dansk, har hindret

ham i ogsaa i den internationale Videnskab at naa en Plads i allerførste Række.