Om Bundahishn

 

 

 

BUNDAHISHN

 

af

 

Prof. Dr. Phil.

Arthur Christensen

 

 

Med det sasanidiske Dynastis Tronbestigelse i 226 e.K.

begynder Mazdah troens egentlige Stortid.

Med den persiske nationale Renæssance fulgte den religiøse.

 

Allerede den første Sasanidekonge, Ardashir I, indledede Arbejdet paa at skabe en kanonisk Tekst, et Arbejde, der fortsattes af hans Efterfølgere og blev bragt til

Afslutning under Shapur II (309 -79 e.K.)

 

For at lette Forstaaelsen af Avestateksten udarbejdede lærde Teologer Oversættelser

og Kommentarer paa Datidens persiske Sprog, det saakaldte Pehlevi.

 

Saare vanskelige blev forholdene for de zarathushtriske Menigheder,

efter at Sasanideriget var styrtet sammen i Midten af det 7. Aarh. e.K.,

og Islam havde tiltraadt sit Sejrstog.

 

De zarathushtriske Menigheder i Persien smeltede mere og mere sammen;

en Del tilhængere af Mazdahtroen forlod deres Fædreland og slog sig ned i Indien,

hvor deres Efterkommere, Parserne i Bombay og Omegn,

endnu den Dag i dag bevarer deres gamle Tro.

 

I Persien er der i vore Dage kun faa og smaa Parser Menigheder tilbage;

de største findes i Byerne Jezd og Kirman.

 

I Trængselstiderne i Middelalderen gik Størstedelen af den sasanidiske Avesta tabt.

 

Men det gik her, som det var gaaet i Forvirringens Aarhundrede efter Alexander:

de ældste og vigtigste af de hellige Skrifter blev bevarede,

fordi de daglig brugtes ved Gudstjenesten.

 

I Persien forfattedes endnu i det 8. og 9. Aarh. Paa Pehlevisproget en Række

teologiske Skrifter, for en stor Del *Kompilationer af ældre Bøger.

* Skrift der væsentlig er sammensat af ældre skrifter.

 

Til de mest bekendte af disse Skrifter hører Bundahishn (”Ur-Skabelsen”),

der indeholder Brudstykker af de tabte Dele af Avesta i Pehelvioversættelse.