Platon

VERDENS LITTERATUREN

ved

NIELS MØLLER

 

GYLDENDALSKE BOGHANDEL

NORDISK FORLAG

1928

 

PLATON

 

Citat: side 430

 

Ved indførelsen af atomerne nødes Platon til at fastslaa to slags aarsager i verden: de fra den guddommelige fornuft udgaaende

hensigts aarsager og de naturlige aarsager, der virker i kraft

af den i atomverdenen raadende nødvendighed.

 

Og det er ikke altid, de sidste aarsager vil læmpe sig efter de første.

Det faar betydning for hans opfattelse af det onde i verden.

I sine yngre aar dvælede han ikke indtrængende derved, det

var noget negativt, blot vildfarelser.

 

Nu i alderdommens skygger grubler han over, hvor det onde kan være kommet ind i verden.

 

Det kan jo ikke stamme fra Guddommen, det evig gode og fuldkomne.

Den atomistiske nødvendighed bød ham en løsning:

 

det onde kommer ved, at Guds vilje brydes mod materiens træge modstand.

 

I ”Lovene” nøjes han ikke dermed,

men indfører en ond verdenssjæl ved siden af den gode.

 

 

Platon om det onde.

Staten:

 

Altså kan heller ikke Guddommen, da den jo er god, være årsag til alt, som de fleste siger, men kun til lidt er den årsag for menneskene og uskyldig i det meste.

 

Der findes jo langt mindre godt end ondt hos os; og hvad det gode angår, må man ikke føre det tilbage på nogen anden årsag; men til det onde må man finde andre årsager og ikke Guddommen.

 

Men dersom de vil sige, at de onde behøver straffen, som de usalige,

de er, og at de ved at lide straf bliver hjulpet af Guddommen, så kan

det gå an.

 

Men at påstå, at Guddommen er blevet årsag til ondt for nogen, selv om den er god, det må man på enhver måde forhindre, at nogen siger i en stat, dersom den skal styres godt, eller at nogen hører, hverken ung

eller gammel og hverken på vers eller uden vers, eftersom det

hverken vil være fromt, at nogen siger det, eller godt for os,

og heller ikke i overensstemmelse med sig selv.

 

Theaitetos:

 

Sokrates: Onderne, Theodoros, kan aldrig udryddes, for der må altid findes noget, der er modsat det gode. Ej heller kan de have sæde hos Guderne; men her i den dødelige naturs region udfolder de sig; og derfor må vi med al hast hæve os fra denne verden til den anden.

 

Vejen dertil er at blive lig med Guddommen, så meget vi kan, og det

vil igen sige at blive retfærdig og from gennem visdom.

 

Der er to forbilleder, kære ven, i tingenes uforanderlige natur, et af guddommelig salighed, et andet af ugudelig elendighed, men dette forhold er de i deres tåbelighed ganske blinde for, ubevidste om, at

de ved at gøre uret bliver mindre lig det første forbillede og mere

lig det andet. Straffen, de betaler, er det liv, de fører, svarende

til det forbillede, de ligner.

 

Platon:

 

I dialogen Statsmanden forklarer den fremmede, at i den første tid

(under Kronos’ regimente), hvor Gud som sagt ledede universets kredsløb i den modsatte retning af, hvorledes det forløber nu,

opstod menneskene ved en forening af elementerne i Jorden

(heraf ”den jordfødte slægt”).

 

De fremstod som et aldersmæssigt modent væsen og livsprocesserne forløb omvendt, således at de blev yngre og yngre, og deres liv afsluttedes med, at de igen svant hen i Jorden som sædekorn,

for derefter atter at spire.

 

Dengang levede mennesker og dyr under Gud og gudernes lederskab

i en paradistilstand uden vildskab, fjendskab, skiftende årstider

eller mangler m.h.t. livets ophold.

 

Mennesket havde derfor god tid til at dygtiggøre sig i filosofi.

 

Men efter en periode, hvor den jordfødte slægt havde gennemgået et bestemt antal genfødsler, slap verdensaltets styrer sit greb i roret,

og guderne trak sig tilbage fra verden, der under en vældig

omvæltning begyndte at bevæge sig i den modsatte retning.

 

I Dennne tidsalder (Zeus’ tidsalder) måtte mennesket selv avle,

føde og opfostre menneskelige væsner.

 

Det var begyndelsesvist hjælpeløst i forhold til dyrene, hvorfor guderne (Prometheus, Hefaistos, Demeter) efterlod sig gaver til menneskene i form af hjælpemidler og færdigheder ( ild, kunstarter, sædekorn),

så de kunne drage omsorg for og regere over sig selv ud fra mindet osv.