R.Rask

Rasmus Kristian Rask Nielsen

Født 22 nov. 1787 – død 14 nov. 1832, sproggransker.

 

Født i Brændekilde ved Odense.

Forældre: Skrædder og ”klog mand”

Niels Hans Christiansen Rasch og Birthe Rasmusdatter.

Døde i København - Ugift.

Ligger begravet på Assistens Kirkegården i København.

 

 

Blev Student 1807, Volontær ved Universitetsbiblioteket 1808, Amanuensis 1812, Underbibliotekar 1814, titular Professor 1818, ekstraordinær (ulønnet) Professor 1825, Universitetsbibliotekar 1829, lønnet Professor i østerlandske Sprog 1831.

 

1812 foretog han sin første videnskabelige Rejse til Sverige sammen med Nyerup, Sommeren 1813 – Januar 1816 den anden til Island og Efteraaret 1816 – Maj 1823

den tredje over Sverige, Finland, Rusland, Kaukasus, Persien til Indien og ad

Søvejen hjem til Danmark.

Sine selvstændige Sprogstudier havde han allerede begyndt i Odense Skole, opmuntret af Skolens Lærere ( Rektor L.Heiberg, Konrektor Bloch) og Landsdommer G.L.Baden; ligeledes mærkes allerede da hans Evne til at gøre sin Indflydelse gældende paa andre, idet han blev Midtpunktet i en videnskabelig interesseret Kammeratkreds.

 

Straks efter Studentereksamen benyttede Nyerup ham som Hjælper ved sin Oversættelse af ”Den yngre Edda” (1808), og han indlod sig i sproglig Polemik

med Molbech og Grundtvig.

 

1811 kom hans ”Vejlidning til det islandske eller gamle nordiske Sprog”, bygget væsentlig paa hans Studier i Skoletiden, som med eet Slag grundlagde et virkeligt Kendskab til det oldislandske Sprogs Bygning og skaffede den unge Forfatter en saadan Anseelse, at H.C.Ørsted raadspurgte ham med Hensyn til sine nydannede kemiske Navne.

 

Han hjalp ogsaa til ved Udgivelsen af Björn Halldorssons islandske Ordbog

(afsluttet 1814) og besvarede en af Videnskabernes Selskab udsat Prisopgave.

 

Efter sin Hjemkomst fra Island 1816 var han nogle Maaneder i København og gennemgik i denne Tid sammen med Grundtvig en stor Del af Beowulf.

 

Et Resultat heraf (og af Studier, der gaar tilbage til Skoletiden) er det banebrydende Værk ”Angelsaksisk Sproglære”, som han udgav i Stockholm 1817, og hvori han atter klarlægger et Sprogs Bygning; denne Bog er desuden den første, hvor han gennemfører og motiverer Brugen af danske Benævnelser paa grammatiske Begreber.

Medens han var i Stockholm, underviste han paa Foranstaltning af det götiske Forbund i Islandsk og udgav sin forbedrede Udgave af den islandske Sproglære: ” Anvisning till Isländskan”, en islandsk Læsebog ( ”Synishorn”) og (med Afzelius) den ældre og yngre Edda i Oldsproget.

Samtidig kom i København den fire Aar gamle Prisafhandling ” Undersøgelse over det gamle nordiske eller islandske Sprogs Oprindelse” (1818), som sammen med Bopps Afhandling om Verbalbøjningen i Sanskrit (1816) grundlægger den historiske Sprogvidensakab (to Aar senere udkom en 1815 udarbejdet Afhandling: ” Den danske Grammatiks Endelser og Former af det islandske Sprog forklarede”, som førte Undersøgelsen op til Nydansk).

 

Endnu samme Aar (1818) skabte Rask den finske Sproglæres System i Samarbejde med Renvall, og n. A. skaffede han i Petersborg Midler til Veje, saa Renvall kunde udarbejde og udgive en finsk Ordbog.

 

I Petersborg virkede han desuden ivrig for Udbredelsen af Kendskab til nordisk Litteratur, samtidig med at han selv studerede slaviske og østerlandske Sprog.

Paa sin Rejse sydpaa forvissede han sig om, at der ikke længer var nogen Rest

af Goterne tilbage paa Krim, og i Persien aftegnede han Kileindskrifter.

I Indien skrev han paa Engelsk sin vigtige Afhandling om Zend-sprogets og Zendavestas Ælde og Ægthed (trykt paa Dansk 1826) og lod i Colombo (paa Dansk) trykke en singalesisk Skriftlære (1821, men først udkommet efter hans Død), et Led

i hans Arbejde paa at finde en fælles Lydbetegnelse for alle Sprog.

 

Fra sin rejse til Indien, fik Rask i Bombay 1820 udleveret håndskrifter til bla. Vendidad og Bundahishn, som indeholder tabte dele af den oprindelige Avesta;

disse hjembragte Rask til Danmark og ligger idag til opbevaring på Universitetsbiblioteket (Kgl. Bibliotek) i København.

 

Efter Hjemkomsten udgav han Sproglærer i Spansk (1824), Frisisk (1825), Italiensk (1827), Akra-Sproget i Guinea (1828), Dansk (paa Engelsk, 1830), Oldnordisk og Engelsk, 1832), men havde desuden mere eller mindre fuldstændig udarbejdet saadanne i en Række andre Sprog.

 

Hans Arbejde med at skabe fælles Lydbetegnelse fik endnu et Udtryk i hans Universitetsprogram fra 1832 (hans sidste trykte Arbejde) og i et Par uudgivne Afhandlinger paa Engelsk.

 

Men desuden fandt han som Formand for det nordiske Oldskriftselskab

Tid til at udgive en Række Sagaer og Selskabets Tidsskrift,

hvor bl.a. hans Retskrivningslære udkom (1826).

 

Han tilbød Videnskabernes Selskab at skrive en dansk etymologisk Ordbog,

men Selskabet nægtede at trykke noget med hans Retskrivning, og hans

Samlinger til Ordbogen er forsvundne fra Selskabets Arkiv.

 

Og dette Arbejde, og mere til, udførte han, skønt han kæmpede med legemlig og sjælelig Sygdom, Pengetrang og Menneskers Vrangvillie. I den allersidste Tid af

hans Liv lysnede dog Forholdene, og hans Sind kom igen i Ligevægt.

 

Som Sprogforsker er Rask banebrydende; sine lige saa omfattende som grundige Kundskaber satte han i et System, der tillod ham fuldstændig at beherske dem.

 

Langt forud for sin Tid var han ved sin Trang til ikke at nøjes med Skriften, hvorfor han ogsaa med særlig Forkærlighed syslede med levende Sprog, og ved sin skarpe Skelnen mellem Kendsgerning og Hypotese.