Statsordningens opståen.

PLATONS SKRIFTER

 

I OVERSÆTTELSE

 

UDGIVET VED CARSTEN HØEG OG HANS RÆDER

 

NIENDE BIND

KØBENHAVN 1940

LOVENE – (TREDJE BOG)

 

Citat fra side 83.

Athenæren: Lad det nu være godt med det. Men spørger vi om Oprindelsen til en Statsordning, hvorledes skal vi saa sige at det er gaaet til med den ? Mon man ikke baade lettest og rigtigst vil kunne faa  Øje derpaa paa følgende Maade ?

 

Kleinias: Paa hvilken Maade ?

 

Athenæeren: Paa samme Maade, som man i givet Fald bør undersøge, om Staterne udvikler sig i Retning af det bedre eller af det værre.

 

Kleinias: Hvorledes er det da du mener ?

 

Athenæeren: Jeg tænker ud fra en Betragtning af et uendelig langt Tidsrum og de Omskiftelser, der finder Sted i dette.

 

Kleinias: Hvad mener du ?

 

Athenæeren: Nu vel ! Fra det Øjeblik, der har eksisteret Stater og Mennesker, der har ført et politisk Liv - tror du, at du nogensinde vil kunne fatte, hvor lang en Tid der er gaaet ?

 

Kleinias: Det er i hvert Fald ingenlunde let.

 

Athenæeren: Men at det maa være en umaadelig lang Tid, der ikke er til at beregne ?

 

Kleinias: Ja, det er i alt Fald ganske vist.

 

Athenæeren: Er der nu ikke i Løbet af denne Tid opstaaet Tusinder og atter Tusinder af Stater, og er det ikke et ligesaa stort Antal der er gaaet tilgrunde ? Og har de ikke i hvert enkelt Tilfælde mange Gange prøvet alle Slags Forfatninger ? Og er de ikke undertiden fra mindre vokset til at blive større, undertiden fra større blevet mindre, og blevet daarligere efter at have været bedre, og bedre efter at have været daarligere ?

 

Kleinias: Jo, nødvendigvis.

 

Athenæeren: Skal vi da ikke, hvis vi ellers er i Stand dertil, se at faa fat paa Aarsagen til denne Forandring ? For derved vil vi maaske faa Klarhed over Statsforfatningernes første Tilblivelse og over deres Omdannelse.

 

Kleinias: Det har du Ret i; det maa vi bestræbe os for, saaledes at du fremsætter dine Tanker derom, og vi følger din Udvikling.

 

Athenæeren: Finder I nu, at de gamle Fortællinger indeholder nogen Sandhed ?

 

Kleinias: Hvilke Fortællinger ?

 

Athenæeren: Om, at Mennesker i mange Tilfælde er gaaet tilgrunde ved Oversvømmelser og Epidemier og paa mange andre Maader, saa at der kun er blevet en lille Stamme af Menneskeslægten tilbage.

 

Kleinias: Jo, særdeles troværdige er jo alle den Slags Fortællinger for hvem som helst.

 

Athenæeren: Naa, lad os nu tænke os een bestemt af de mange Ødelæggelser, som engang har fundet Sted som Følge af Oversvømmelse.

 

Kleinias: Hvad skal vi da tænke os om den ?

 

Athenæeren: At de, der dengang undgik Døden, mest har været Hyrder paa Bjergene, ligesom nogle smaa Emmer, der paa forskellige Bjergtoppe er blevet tilbage af Menneskenes slægt.

 

Kleinias: Ja, det er klart.

 

Athenæeren: Saa maa altsaa saadanne Mennesker nødvendigvis foruden alle andre Færdigheder have manglet Kendskab til de Metoder, der anvendes i Byerne, naar det gælder om at vinde Fordel paa andres Bekostning og holde dem nede og i øvrigt gøre dem al den Fortræd, som Folk kan finde paa at udøve imod hverandre.

 

Kleinias: Det er i ethvert Tilfælde rimeligt.

 

Athenæeren: Skal vi saa sætte, at de Byer, som laa nede i det flade Land og ved Kysten, ved den Lejlighed fuldstændig gik tilgrunde ?

 

Kleinias: Ja, lad os sætte det.

 

Athenæeren: Skal vi saa desuden sige, at alle Redskaber er gaaet tabt, og alt, hvad der var af vigtige Opfindelser, som havde Forbindelse med et eller ande Fag, hvad enten det nu var Politik eller en hvilken som helst anden Indsigt, at det alt sammen ved den Lejlighed forsvandt ? For hvorledes vilde det have været muligt, min kære, dersom dette var blevet bevaret hele Tiden, saadan som det nu er indrettet, at der saa nogensinde havde kunnet finde nogen ny Opfindelse Sted ?

 

Kleinias: Det lader altsaa til, at det i en uendelig lang Række af Aar har været ukendt af de dalevende Mennesker, men for tusinde eller dobbelt saa mange Aar siden er noget af det gaaet op for Daidalos, andet for Orfeus, atter andet for Palamedes, Musikken for Marsyas og Olympos, Lyrespillet for Amfion, og mange andre ting for andre – noget, der, om jeg saa maa sige, er fra i Gaar eller i Forgaars.

 

Athenæeren: Er du klar over, Kleinias, at du sprang din Ven over, ham, der bogstavelig talt er fra i Gaar ?

 

Kleinias: Sigter du monstro til Epimenides ?

 

Athenæeren: Ja, ham er det, jeg mener. Han har jo hos jer, min kære Ven, vist sig overlegen overfor alle tilsammen, hvad den Kunstfærdighed angaar, som Hesiodos i sin Tid har antydet i Ord, men som han har virkeliggjort ved sin Gerning; det paastaar i alt Fald I.

 

Kleinias: Ja, det gør vi virkelig.

 

Athenæeren: Skal vi saa ikke sige, at, dengang da Ødelæggelsen havde fundet Sted, stod det saadan til med Menneskenes Forhold, at der herskede frygtelig Mangel i overordentlig Grad, men der var rigeligt af Jord i uhyre Mængde, og medens alle andre Dyr var forsvundne, var der dog noget Kvæg og hist og her en Rest af Geder tilbage, men ogsaa disse i saa ringe Mængde, at Hyrderne i den først Tid knapt kunde leve af dem ?

 

Kleinias: Jo, hvordan skulde det ellers være ?

 

Athenæeren: Og nu Stat og Statsordning og Lovgivning, som for Øjeblikket er vort Sataleemne: kan vi tænke os, at de overhovedet havde nogen som helst Erindring derom ?

 

Kleinias: Nej, paa ingen Maade.

 

Athenæeren: Er det altsaa ikke den Tilstand, som ligger til Grund for alt det, vi nu har faaet, Stater og Statsforfatninger,Opfindelser og Love, og baade meget ondt og meget godt ?

 

Kleinias: Hvorledes mener du ?

 

Athenæeren: Kan vi tænke os, at de dalevende Mennesker, uerfarne som de var i meget af det, der er smukt indenfor Bylivet, saa vel som i meget af det modsaatte, havde naaet fuldkommenheden enten i Retning af det, som er godt, eller i Retning af ,som er ondt ?

 

Kleinias: Du har Ret; vi forstaar, hvad du mener.

 

Athenæeren: Efterhaanden som nu Tiden skred frem, og vor Slægt formeredes, har saa ikke alting i enhver Henseende udviklet sig til den nuværende Tilstand ?

 

Kleinias: Jo, det er ganske rigtigt.

 

Athenæeren: Men ikke paa én Gang, som naturligt er, men lidt efter lidt i Løbet af meget lang Tid.

 

Kleinias: Ogsaa dette tager sig ganske rimeligt ud.

 

Athenæeren: Ja, for de nærede vistnok alle en levende Frygt for at stige fra Højderne ned i det flade Land.

 

Kleinias: Ja, naturligvis.

 

Athenæeren: Saa var de vel glade ved at se deres Nærmeste under de daværende Forhold, fordi de var saa faa, og da Transportmidlerne tilligemed de forskellige Haandværk saa godt som alle var gaaet tilgrunde, kunde de dengang ikke foretage Rejser til hinanden hverken til Lands eller til Søs. At have Samkvem med hverandre var altsaa slet ikke muligt for dem, kan jeg tænke; for Jern og Kobber var forsvundet, og alle Minerne var utilgængelige, saa at det var ganske umuligt at udvinde saadanne Metaller, og Tømmer var der ogsaa Mangel paa. For selv om der ogsaa muligvis var blevet noget Værktøj tilbage paa Bjergene, saa var det hurtig blevet slidt op og gjort ubrugeligt, og der kunde ikke fremstilles noget nyt, før end Bjergværksdriften igen var blevet indført hos Menneskene.

 

Kleinias: Nej, hvorledes skulde det kunne gaa til ?

 

Athenæeren: Hvor mange Slægtled senere skal vi da tænke os at dette er blevet Tilfældet ?

 

Kleinias: Det maa aabenbart have været en uhyre stor Mængde.

 

Athenæeren: Maa saa ikke ogsaa alle de Haandværk, som har Brug for Jern og Kobber og alle den Slags Ting, have været forsvundet ligesaa længe, ja endnu længere, i den Tid ?

 

Kleinias: Jo, naturligvis.

 

Athenæeren: Saa var altsaa ogsaa Partistrid og Krig ophørt mange Steder i de Tider.

 

Kleinias: Hvorledes det ?

 

Aathenæeren: For det første holdt de af hinanden og var venlige mod hinanden, fordi de var saa faa, og dernæst kom de ikke i Strid om Fødemidlerne. Kvæghjorde var der nemlig ikke Mangel paa – undtagen maaske for nogles Vedkommende i den første Tid, og dem levede de saa for Størstedelen af i de Tider; Mælk og Kød manglede de jo ikke, og dertil kom, at de ved Jagt skaffede sig Føde, der hverken var daarlig eller knap. Klæder og Tæpper og Boliger og Husgeraad, baade det, som forarbejdes ved Hjælp af Ild, og det, som forarbejdes uden Ildens Hjælp, havde de nok af; for Pottemagerkunsten og Vævekunsten har ikke Brug for Jern, og disse to Kunster har Gud skænket Menneskene med det Formaal at skaffe dem alle disse Ting, for at Menneskeslægten, naar den kommer ud for saadanne Vanskeligheder, skal kunne vokse frem og blive stor og stærk.

 

Fattige var de altsaa af disse Grunde ingenlunde, og Fattigdom nødte dem ikke til indbyrdes Strid; rige kunde de heller aldrig blive, da de manglede Guld og Sølv; saadan var Tilstanden dengang iblandt dem. Men i det Samfund, hvor hverken Rigdom eller Fattigdom fæster Bo, vil der i Reglen opstaa de ædleste Karakterer; thi hverken Vold eller Uret, hverken Kappestrid eller Misundelse finder Indgang der. Gode var de altsaa saa vel af disse Grunde som paa Grund af den Egenskab, man kalder Enfoldighed; thi naar de hørte, at noget blev kaldt smukt og stygt, var de saa enfoldige at mene, at det blev kaldt saaledes i fuldeste Overensstemmelse med Sandheden, og de troede derpaa. At anse noget for usandt var ingen klog nok til at forstaa sig paa, saaledes som Nutidens Vismænd; men hvad der fortaltes om guder og Mennesker, ansaa de for sandt, og de levede i Overensstemmelse dermed; derfor var de Mennesker akkurat af den Slags, som vi lige har beskrevet dem.

 

Kleinias: Det er virkelig baade jeg og han her enige med dig i.

 

Athenæeren: Var det ikke det, vi sagde, at mange Slægtled, som har levet paa denne Maade, maa have været mindre kunstfærdige og haft mindre Indsigt end de, der levede før Oversvømmelsen, og mindre end de nulevende, og det saa vel i alle andre Henseender som særlig med Hensyn til Krigsførelsen, og det ikke alene den, der finder Sted til Lands og til Søs nutildags, men ogsaa den, der foregaar indenfor selve Byens Grænser under Navn af Retssager og Partistridigheder, hvor man i Ord og Gerning anvender alle Midler til at gøre Fortræd og Uret imod hverandre - og paa den anden Side mere enfoldige og tapre og tillige besindigere og i enhver Henseende mere retskafne ? Men Grunden hertil har vi allerede forklaret.

 

Kleinias: Det er rigtigt, hvad du siger.

 

Athenæeren: Saa lad da dette – og alt, hvad deraf følger- være sagt med den Hensigt, at vi kan forstaa, hvorvidt de dalevende Mennesker havde Trang til Love, og hvem de havde til Lovgiver.

 

Kleinias: Det er ogsaa rigtigt sagt af dig.

 

Athenæeren: Var Forholdet nu ikke det, at disse Mennesker ikke have Brug for Lovgivere, og at saadan noget som Love endnu ikke plejede at komme frem paa de Tider ? For ikke engang Skrift er endnu kendt af de Mennesker, som er vokset op indenfor dette Afsnit af Perioden, men de retter sig i deres Liv efter Sædvaner og det, man kalder overleverede Vedtægter.

 

Kleinias: Hvad er det da for en ?

 

Athenæeren: Det forekommer mig, at alle Mennesker om den Statsforfatning, som raadede i de Tider, bruger Betegnelsen patriarkalsk Regimente, et saadant, som endnu den Dag i Dag forekommer mange Steder baade blandt Hellenere og hos Barbarer. Ogsaa Homer siger jo, at det fandtes i Kyklopernes Samfund, hvorom han bruger de Ord:

”Intet de kende til Love, ej Raad de holde paa Tinge; men i de hvælvede Huler omkring paa Bjergenes Rygning have de Bolig og Hjem, og hver Mand raader som Dommer selv over Kvinder og Børn og bryder sig ej om de andre”.

 

Kleinias: Det ser ud til, at denne Digter har vundet stor Yndest hos jer. Vi har ogsaa stiftet Bekendtskab med andre meget fine Vers af ham, dog ikke særlig mange; for vi Kretere gør ikke megen Brug af de udenlandske Digterværker.

 

Megillos: Vi gør derimod nok Brug af dem, og jeg skulde tro, at han er den bedste af den slags Digtere; dog er det ikke en lakonisk, men snarer en ionisk Levevis, han plejer at beskrive. Men her forekommer det mig, at han ved sit Vidnesbyrd giver en god Bekræftelse paa dit Udsagn, idet han i sin Fabeldigtning begrunder deres primitive Skikke med deres Liv i den vilde Natur.

 

Athenæeren: Ja, han bekræfter det virkelig, og lad os tage ham til Vidne paa, at saadanne Samfundsordninger undertiden opstaar.

 

Kleinias: Det er rigtigt.

 

Athenæeren: Det er vel hos dem, der som Følge af den Mangel, der skyldes Ødelæggelserne, lever spredte i enkelte Familier, hver med sin Husstand, at saadanne Samfundsordninger opstaar, hvor overalt den ældste hersker, fordi han har faaet Herredømmet fra Faderen og Moderen, medens de andre følger ham og ligesom Fugle kommer til at danne een Flok, under en patriarkalsk Styrelse og et Kongedømme, der har mere retslig Begrundelse end nogen anden Regeringsform.

 

Kleinias: Ja, det er ganske sikkert.

 

Athenæeren: Dernæst kommer de sammen i større Tal og danner i Forening større Samfund og giver sig til at dyrke Jorden, først den paa Bjergskraaningerne, og de laver sig Indhegninger i Form af en Hæk, der skal værne dem ligesom Mure, af Hensyn til de vilde Dyr, og saaledes danner de een stor fælles Boplads.

 

Kleinias: Det er i alt Fald rimeligt, at det gaar saaledes til.

 

Athenæeren: Men hvad mener du saa ? Er det maaske ikke rimeligt, at-

 

Kleinias: Hvad er rimeligt ?

 

Athenæeren: At, naar disse Samfund vokser og bliver større  -de, som fra først af var smaa -, saa bringer hvert af de smaa Samfund – hver Familie for sig – den ældste med sig som Leder og medfører sine egne særlige Sædvaner, fordi det har boet adskilt fra de andre. Forskellige er de Sædvaner, de har tilegnet sig, med Hensyn til deres Forhold til Guderne og til hverandre indbyrdes, fordi de Forældre og Opdragere, de har faaet dem fra, var forskellige; og disse Sædvaner vil være præget af god Orden og af Mandsmod, alt efter som Forældrene har besiddet disse Egenskaber, og idet hver enkelt, som det bør sig, paa den Maade har kunnet præge sin egen Aand ind i sine Børn og Børnebørn, kommer de, som sagt medbringende deres egne Love, ind i det større Samfund.

 

Kleinias: Ja, naturligvis.

 

Athenæeren: Men nu maa jo dog nødvendigvis hver enkelt fra først af synes bedst om sine egne Love og først i anden Række føle sig tiltalt af de andres.

 

Kleinias: Ja, saaledes maa det gaa.

 

Athenæeren: Det lader altsaa til, at vi uforvarende har faaet ligesom et Indblik i Begyndelsen til en Lovgivning.

 

Kleinias: Ja, det er vist.

 

Athenæeren: Derefter maa i alt Fald de, der er kommet sammen, nødvendigvis vælge nogle Repræsentanter, som, naar de har betragtet de Lovregler, der gælder hos dem alle, maa stille dem, de synes bedst om, klart frem for en Forsamling af Lederne og af dem, der styrer de enkelte Folk med kongelig Myndighed, og de maa for dem forelægge Lovreglerne til Stadsfæstelse, og selv vi de saa faa Navn af Lovgivere; men de andre vil de indsætte som Regenter efter at have omdannet de patriarkalske Styrelsesformer til et Aristokrati – eller maaske til et Kongedømme -, og under denne Omdannelse af Statsordningen vil de komme til at udøve deres Virksomhed.

 

Kleinias: Gradvis i det mindste vil Udviklingen foregaa paa denne Maade.

Athenæeren: Saa lad os da nævne endnu en tredje Form for Statsordning, hvorunder der plejer at forekomme alle Slags Afskygninger af Statsforfatninger, og hvorunder Staterne plejer at udsættes for allehaande Hændelser.

 

Kleinias: Hvad er da det for en ?

 

Athenæeren: Det er den, som ogsaa Homer har antydet næst efter den anden, der hvor han siger at den tredje er blevet til paa denne Maade. Hans Ord lyser saaledes:

”Han er Dardanisa Stifter; den Tid var Illios’ Kongstad end ej bygget paa Sletten til Menneskers Hjem; og man boede nede ved Foden endnu af det kildebesprundlede Ida”:

For baade de Ord, han her siger, og de, han har sagt om Kykloperne, har vel nok guddommelig Autoritet og stemmer med Naturens Gang; guddommelig er jo dog ogsaa Digternes Slægt, inspireret som den er, naar den synger, og med Chariters og Musers Hjælp aabenbarer den til alle Tider meget af det, der sker i Virkelighedens Verden.

 

Kleinias: Ja, det er vist.

 

Athenæeren: Lad os saa gaa endnu videre i den Fabel, som nu er kommet til at beskæftige os. Maaske vil den klargøre noget af vor Tanke. Skal vi ikke ?

 

Kleinias: Jo vist.

 

Athenæeren: Illion blev altsaa, som vi fremstiller det, flyttet oppe fra Højderne ned paa en stor og smuk Slette, op imod en ikke særlig høj Bakke og ved en Mængde Floder, der strømmede ned fra Idabjerget.

 

Kleinias: Ja, saaledes fortælles det jo.

 

Athenæeren: Maa vi nu ikke antage, at det skete lang Tid efter Oversvømmelsen ?

 

Kleinia: Jo, det maa sikkert have været lang Tid efter.

 

Athenæeren: I ethvert Tilfælde lader det til, at de dengang i en forfærdelig Grad havde glemt den Ødelæggelse, vi taler om, siden de lagde Byen paa et Sted, hvor den blev truet af en Mængde Floder, der strømmede ned fra Højderne, og satte deres Lid til nogle Bakker, der ikke var særlig høje.

 

Kleinias: Saa er det virkelig klart, at de maa have levet meget lang Tid efter denne store Ulykke.

 

Athenæeren: Og jeg antager, at der dengang var mange andre Byer, som laa nede i Lavlandet, da Befolkningen tiltog.

 

Kleinias: Ja, naturligvis.