Verdensaldrene

Platon


Om naturens bevægelse - cirkel eller linie ?


Ifg. Platon bevæger alt i naturen sig i et kredsløb.


Hvis planeterne i vort solsystem bevægede sig lineært ( dvs. i en ret linie ) -

så ville modsætninger som ”lys mørke, årstidernes skiften m.m.” meget hurtigt ophøre med at eksistere.


Derfor; alt i naturen bevæger sig i et kredsløb – (i en cyklus) hvilket også er i overensstemmelse med erfaringen.

 

Dette medfører også, at enhver tanke om at noget i naturen skulle være opstået som følge af en evolution er et falsum, da evolutionstanken netop har den lineær opfattelse som grundlag.




Citat fra:


Neutzsky-Wulffs verdensalder model –

en analysemodel til mytologisk materiale

af

Chresteria Neutzsky-Wulf.





De fleste religiøse forestillinger er baseret på ideen om afvikling af verden i stedet for udvikling.


For moderne mennesker er det en fremmed tankegang –

vi er vokset op med Darwin og ideen om civilisationernes (især den vestlige civilisations) stadige fremskridt.


Som tiden går, bliver vi stadig dygtigere og klogere.


Hertil kommer, at vores tidsopfattelse, som jo er tæt forbundet

med udviklingstanken, ligeledes er fremadskridende.


Tidligere var tiden i højere grad cyklisk (store og mindre cykler: månens, årets og årenes faser), hvorimod den nu er en fremadrettet tidspil, som går fra fortiden over nutiden mod fremtiden.


Altid peger den fremad.


Myten om verdensaldrene er nok den mest tydelige antikke fremstilling af afviklingstanken.


Vi kender den især fra Hesiod (Værker og Dage), og baseret på ham, Ovid.


Verden starter i en guldalder, et paradis, degenererer til sølvalder, kobberalder og ender til sidst i en kaotisk jernalder, skridtet før verdens undergang.


Da tankegangen er cyklisk (modsat f.eks. kristendommens dommedagsidé), starter verden herefter forfra igen med en

ny guldalder.


Det cykliske ved verdensalder myten er et helt grundlæggende træk ved alle kulturreligioner, og det er dermed udtryk for en bredere opfattelse end blot i forbindelse med verdensalder myten.


To andre eksempler på lignende tankegange findes i Det gamle testamente i Daniels Bog 2, 31ff. og i to tabte bøger fra den persiske skriftsamling Avesta, hhv. anskueliggjort som en statue fremstillet af forskellige metaller og som et træ med metalgrene.


I en persisk parallel i Avesta, afslører guden Ahura Mazdah fremtiden for profeten Zoroaster (Zarathustra) i form af et lignende billede, et træ med fire grene af hhv. guld, sølv, bronze og jern.

 

Han er oven i købet så venlig også at forklare, hvilke grene der svarer til hvilke verdensriger.


Parallellen til Daniels Bog er tydelig. Rigerne, der er tale om, er ikke mytologiske, men historiske.




Citat fra:


MYTHOPEDIA


OM VERDENSALDERMYTEN





Hesiod - en græsk kildetekst.


Hesiod fortæller mythen i "Værker og dage", umiddelbart efter at have berettet om Pandora og hendes skyld i menneskets slidsomme liv.

 

Indgangsvinklen er således at fortælle en anden myte om, hvordan tilværelsen i den alder, Hesiod lever i, kan være så hård.


Han opregner fem slægter: guldalder, sølvalder, kobberalderslægten, generaionen af heroer/helte og sidst hans egen slægt, som tilhører jernalderen.


Han benytter det græske ord genos, der betyder slægt, og taler derfor ikke om aldre, men om slægter.


Først hos Ovid ser vi ordet for tidsalder, nemlig det latinske aetas.


Når vi bruger begrebet "verdensaldrene" dækker det derfor over begge dele - hver alder kendetegnes af en bestemt slægt.


Og når slægten går under, er det tid til en ny alder.





Citat fra: MYTHOPEDIA - Hesiod: Værker og dage (vers 106 - 201).


Vil du det, da skal jeg kort fortælle endnu en beretning godt og forstandigt; og du skal åbne dit sind for den tanke, at i de

selvsamme kår har guder og mennesker levet.


Nu er det jernslægtens tid, og aldrig ved dag skal de finde frihed for møje og nød, og aldrig ved nat skal de løses ud af de hårde bekymringers greb, som guderne sender; dog vil også for dem

det onde med godt være blandet.


Men det vil hænde, at Zeus lader også vor slægt gå til grunde, når de nyfødte børn gråhærdede kommer til verden;


da er en fader ej sønnerne lig og sønner ej fader, gæsten vil ej være huld mod sin vært, ej vennen mod vennen, heller ej broder mod broder som stedse i fortidens dage;


straks når forældrene ældes, vil børnene agte dem ringe, hårdt vil de tale dem til med skældsord, og i deres ondskab frygter de end ikke gudernes straf, så de nægter at yde dem, som har fostret dem op, det brød, de har krav på til gengæld;


magt vil da gælde for ret, hver stad bliver offer for plyndring;


ingen vil takke en mand, som er ordholden, god og retfærdig, nej,

hvem der udøver ondt, og overmodige slyngel vil de bedække med hæder;


og ingen vil sky at benytte nævernes ret;

den ringere mand vil skade den bedre med sine krogede ord, som han underbygger med mened;


skadefro skinsyge vil med sit hæslige åsyn og stemme følge hvert menneskebarn i dets ynksomme færden på jorden.




ZARATHUSTRA


De fire verdensaldre.


Avestisk Offerhymne - HAOMA - (YASNA 9)


Ved Tiden for Haomapresningen kom Haoma til Zarathustra, som indviede Ilden og fremsagde Gatha’erne.


Ham spurtge Zarathustra; Hvem er du, Mand ! den skønneste, jeg har

set i hele den stoflige Tilværelse, Du, som har Dit eget sollignende udødelige Liv ?


Da svarede han mig, Haoma, den retsindede, for hvem Døden flyr; Zarathustra, jeg er Haoma,den retsindede, for hvem Døden flyr !


Hent mig, Spitama, pres mig til Drikke, pris mig til Pris, som ogsaa

de kommende Frelsere skal prise mig !


Da talte Zarathustra: Ære være Haoma !


Hvilken dødelig Mand var den første, Haoma, som pressede Dig

for den stoflige Verden ?


Hvilken Lykke fik han, hvilken Gunst blev ham til Del ?


Da svarede han mig, Haoma, den retsindede, for hvem Døden flyr:


Vivahvant var den første dødelige, som pressede mig for den stoflige Verden.


Den Lykke fik han, den Gunst blev ham til Del, at der fødes ham en Søn, Yima, den herlige med de smukke Kvægflokke, den mest velsignede blandt de fødte, blandt Mennesker en, hvis Blik var Solens;

 

at denne under sit Herredømme gjorde, at Kvæg og Mennesker blev

forskaanet for Affældighed, at Vande og Vækster aldrig tørrede ud,

at Føden til Næring aldrig slap op.


Under den stolte Yimas Herredømme gaves der hverken Kulde eller Hede, hverken Alderdom eller Død eller daevaskabt Nid.


Femtenaarige af Skikkelse saa man baade Fader og Søn gaa, saalænge Yima, Vivahvants Søn, med de smukke Kvægflokke herskede.


Hvilken dødelig Mand var den anden  Haoma, som pressede Dig for den stoflige verden ?


Hvilken Lykke fik han, hvilken Gunst blev ham til Del ?


Da svarede han mig, Haoma, den retsindede, for hvem Døden flyr;


Athwya var den anden dødelige, som pressede mig for den stoflige Verden.


Den Lykke fik han, den Gunst blev ham til Del, at der fødtes ham en Søn.Thraetaona af Heltes Æt, som fældede Uhyret Dahaka med de tre Gab og de tre Hoveder, med de seks Øjne og de tusind Gøglerkunster, den jættestærke daeviske Løgnmagt, den for alt levende fordærvelige Fornægter, den allerstærkeste Løgnmagt.


Ham havde Angra Mainyu skabt mod den stoflige Verden til Fordærv for Asas Verden.


Hvilken dødelig Mand var den tredje, Haoma, som pressede Dig for

den stoflige Verden ?


Hvilken Lykke fik han, hvilken Gunst blev ham til Del ?


Da svarede han mig, Haoma, den retsindede, for hvem Døden flyr:


Thrita, den stærkeste af Sama – Ætten, var den tredje dødelige, som pressede mig for den stoflige Verden. Den Lykke fik han, den Gunst blev ham til Del, at der fødtes ham to Sønner,Urvaxsaya og Kørøsaspa, den første en Troens Mand, en Lovgiver, den anden en ung Helt med

lokket Hoved og overlegen Daadskraft, en Køllebærer, som fældede det hornede Uhyre, der slugte Heste og Mænd, det gule, det giftige, paa hvilket gul Edder bulnede spydhøjt ud.


Paa dette Uhyre kogte Kørøsaspa i Middagsstunden sin Kødmad i en Jærngryde, og Udyret fik det varmt og svedte, med et Sæt for det væk fra Gryden, saa det spildte det kogende Vand. Forskrækket løb den heltemodige Kørøsaspa til Side.


Hvilken dødelig Mand var den fjerde, Haoma, som pressede Dig for

den stoflige Verden ?


Hvilken Lykke fik han, hvilken Gunst blev ham til Del ?


Da svarede han mig, Haoma, den retsindede, for hvem Døden flyr:


Pourusaspa  var den fjerde dødelige, som pressede mig for den stoflige Verden.


Den Lykke fik han, den Gunst blev ham til Del, at Du blev født ham,

ja Du, Zarathustra af  Pourusaspas Hus, en Fjende af Daeva’erne, en Bekender af Ahura.


Navnkundig i Airyana Vaejah har Du som den første fremsagt Ahuna – vairya- Bekendelsen,den leddelte, fire Gange, den senere (Del ?) fremsagt med kraftigere Røst.


Du, Zarathustra, fik alle Daeva’er, som fordum i Mænds Skikkelser for omkring paa denne Jord, til at gemme sig i Jordens Dyb, Du, som af de to Aanders Skabninger blev den stærkeste, den modigste, den rørigste, den hurtigste den sejrrigste.



Af Kai Barr VERDENSRELIGIONERNES HOVEDVÆRKER (AVESTA)

GYLDENDALSKE BOGHANDEL NORDISK FORLAG 1954.




Bundahishn



Kapitel 34


Om tidsberegningen.


Verdens alderen går over 12.000 år;

og det siges i åbenbaring,

at tre tusinde år var det åndelige riges varighed,

hvor skabningerne var ikke-tænkende,

ubevægelige og immaterielle;

og tre tusind år, var varigheden af Gayomard,

med oksen i verdenen.