Jesus Kristus

Det Arabiske Evangelium om Frelserens Barndom


 

GENGIVET PÅ DANSK AF LARS MYHRE



Også kendt som "Det Syriske barndomsevangelium".




Indledende bemærkning og noter af Lars Myhre.



Dette Evangelium indeholder i alt 55 vers, hvoraf første og sidste afsnit her er gjort tilgængelig for en Dansk læserkreds.


Særlig interessant ved dette evangelium er, at her nævnes Zarathustra som kilden til den profeti der foranlediger

Magerne til at søge efter Jesusbarnet. Jfr.vers 7. Hvad her meget vigtigt er, det bekræfter i hvert fald en ting, at tanken om

en nær forbindelse imellem Zarathustra "dennes lære" og Jesus Kristus har været udbredt blandt kristne i datidens verden og

at det ikke var en fjern eller anstødelig tanke for kristne at se en forbindelse imellem disse to skikkelser. Det bør bemærkes, at Zarathustra religionens tekster netop taler om en kommende frelser kaldet "den Vise Saoshyant", Saoshyant; hvilket har betydning som "den længe forventede, den der skal komme" den gavnlige, frelseren.


Det vil i denne forbindelse her være på sin plads, at nævne de i Egypten 1945 fundne Nag-Hammadi tekster, det drejer sig om

13 papyrusbøger med ialt 46 forskellige traktater hvoraf det ene har titlen"Den hemmelige bog af Johannes", dette skrift hæver over al tvivl at kristne "og det på et meget tidligt tidspunkt" har haft et overordentlig indgående kendskab til Zarathustra religionens tekster, "Zarathustra som grækerne kaldte Zoroastra", et citat fra dette skrift vers 17 og 18 bekræfter dette, det

lyder som følger.Vers 17 "Dette er antallet af englene: i alt er de 365. Del for del arbejdede de alle på det, indtil den psykiske og materielle krop blev gennemført. Nu styrer andre, som jeg ikke har nævnt for dig, over resten. Hvis du vil have kendskab til dem, står det skrevet i Zoroaster's Bog.Vers 18. Og deres produkt var helt inaktivt og ubevægeligt i lang tid". Hvad vi her får at vide er, at bekendere til Jesus Kristus har haft Zarathustra "gr. Zoroaster" religionens tekster ved deres side, og ligefrem henviser for yderligere kendskab "som i eksemplet her" til Zoroasters Bog, nærmere betegnet drejer det sig i dette tilfælde om en henvisning til tanker som er at finde i Bundahishn Kapitel 1. Hvad forholdet imellem disse to religioner i dybeste forstand så egentlig er, må indtil videre forblive et ubesvaret spørgsmål.


                                                                                  



 I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, en Gud. Med hjælp og gunst fra den Højeste begynder vi at skrive en bog om miraklerne fra vores Herre og Mester og Frelser Jesus Kristus,

der kaldes barndomsevangeliet: i Herrens fred. Amen.


Vers 1


Vi finder det, der følger i bogen om ypperstepræsten Joseph, der levede på Kristi tid.

Nogle siger, at han er 1Kefas.Han har sagt, at Jesus talte, og når han lå i sin vugge, sagde han

til sin mor Maria: Jeg er Jesus, Guds søn, Logos, hvem du har frembragt, som englen Gabriel meddelte dig; og min Fader har sendt mig til verdens frelse.


1 Apostlen Peter var en af Jesu Kristi ledende apostle. Peters oprindelige navn var Simon, men blev af Jesus

givet navnet ” Kefas”, hvilket betyder klippesten – på græsk Petros, altså Peter.


Vers 2


I det tredje hundrede og niende år af Alexanders æra, fremsatte Augustus et påbud om, at hver mand skulle indskrives på sit hjemsted. Derfor rejste Josef og tog sin ægtefælle Maria med sig, drog til Jerusalem og kom til Betlehem for at blive indskrevet sammen med sin familie i sin hjemby.Og da de var kommet til en 1grotte, fortalte Maria til Josef, at fødselstiden var nær, og

at hun ikke kunne gå ind i byen; men, sagde hun, lad os gå ind i denne grotte. Dette fandt sted

ved solnedgang. Og Josef skyndte sig ud for at finde en kvinde til at være nær hende.

Imens han havde travlt med dette, fik han øje på en gammel hebraisk kvinde, som tilhørte Jerusalem, og sagde: Kom her, min gode kvinde, og gå ind i denne grotte, hvor der er en kvinde som snart skal føde.


1 Grotte bet. Et stort hul i siden af en bakke, klippe eller bjerg eller en der er under jorden.


Vers 3


Derfor, efter solnedgang, kom den gamle kvinde og Josef med hende til grotten, og de gik begge ind. Og se, den var fyldt med smukkere lys end lyset fra lamper og stearinlys, og mere strålende end solens lys. Barnet, indpakket i lunt tøj, ”sugede bryst af den ærværdige Maria, dets moder”, blev placeret på et stort bord. Og da begge undrede sig over dette lys, spørger den gamle kvinde den ærværdige Maria: Er du moder til dette barn? Og da den ærværdige Maria gav sit samtykke, sagde hun: Du er slet ikke som døtre af Eva.Den ærværdige Maria sagde: Som min søn ikke har nogen ligeværdig blandt børn, således har hans mor heller ingen ligeværdig blandt kvinder.

Den gamle kvinde svarede: Min elskede, jeg kom for at få betaling; jeg har længe været ramt af lammelse. Vore elskede ærværdige Maria sagde til hende: Placer dine hænder på barnet. Og den gamle kvinde gjorde det og blev straks helbredt. Imens hun gik ud sagde hun: Fremover vil jeg være barnets ledsager og tjener alle mine dage.


Vers 4


Så kom hyrder; og da de havde tændt en ild og var i stor glæde, viste sig himlens værter for at prise og fejre den højeste Gud. Og mens hyrderne gjorde det samme, blev grotten på det tidspunkt gjort som et tempel i den øvre verden, da både himmelske og jordiske stemmer forherligede og forstærkede Gud på grund af Herren Kristus fødsel. Og da den gamle hebraiske kvinde så manifestationen af disse mirakler, takkede hun Gud og sagde: Jeg takker dig, Gud, Israels Gud,

fordi mine øjne har set fødslen af verdens frelser.


Vers 5


Og da omskæringstidspunktet, det vil sige den ottende dag var nær, skulle barnet omskæres efter loven. Derfor omskar de ham i grotte. Og den gamle hebraiske kvinde tog et stykket hud; mens andre siger, at hun tog navlesnoren og lagde den over i en gammel krukke med nardus olie.

Og hun havde en søn, en salve handler, og hun gav den til ham og sagde: Se til, at du ikke sælger denne krukke med nardussalve, selvom der skulle tilbydes dig tre hundrede denarer for den.

Og dette er den krukke, som synderen Maria købte og hældte på vor Herre Jesus Kristus hoved og fødder, som hun derefter tørrede af med håret på hovedet. Ti dage efter tog de ham til Jerusalem; og på den fyrretyvende dag efter hans fødsel bar de ham ind i templet og stillede ham for Herren og ofrede for ham i overensstemmelse med befalingen i moseloven, nemlig: Hver mand, der åbner livmoderen, skal kaldes Guds hellige.


Vers 6


Så så den gamle Simeon ham skinne som en søjle af lys, da den ærværdige Maria, ”hans jomfru moder, der glædede sig over ham”, bar ham i sine arme. Og engle, der priste ham, stod omkring ham i en cirkel, som livvagter, der stod ved en konge. Simeon gik derfor hastigt op til den ærværdige Maria, med udstrakte hænder foran hende, og sagde til Herren Kristus: Nu, min Herre, lad din tjener gå i fred efter dit ord; for mine øjne har set din medfølelse, som du har beredt til frelse for alle folkeslag, et lys for alle nationer og ære for dit folk Israel. Også Hanna, en profetinde, var til stede og kom op og takkede Gud og kaldte den ærværdige Maria for velsignet.


Vers 7


Og det skete, da Herren Jesus blev født i Betlehem i Judæa på kong Herodes tid, se,1 Magerne

kom fra øst til Jerusalem, som Zarathustra havde forudsagt; og der var gaver, guld og røgelse

og 2 myrra med dem. Og de tilbad ham og præsenterede ham for deres gaver. Derefter tog den ærværdige Maria et af svøbebåndene og gav det til dem som følge af hendes ringe midler; og de modtog det fra hende med de største æresbevisninger. Og i samme time viste der sig en engel for dem i form af den stjerne, som før havde ført dem på deres rejse; og de gik væk efter vejledning

af dens lys, indtil de ankom til deres eget land.


1 Mager el.Magoi; således hedder hos Herodot (1. 101) en af de 6 folkestammer hos Meder og Perser, en anset præstekaste, som især gav sig af med astrologi og hemmelig kundskab om naturen. Mager, kendes også under navnet Magoi.

2 Myrra; Ifg. Nudansk ordbog. Gummiharpiks med en aromatisk lugt; indgår som bestanddel i røgelser og er et meget gammelt lægemiddel, de vise mænd bragte Jesusbarnet guld, røgelse og myrra. Myrra dråber, myrra essens, myrra træ.




MAGERNE BRINGER HAM GAVER






















Ovenfor et billede fra en støbt sarkofag, som findes i Vatikanets museum. Det viser de tre magoi tilbede barnet som holdes af sin moder. Det er dateret til det ca. 3. århundrede.



Vers 8


Og deres konger og øvrighedspersoner mødtes med dem, og spurgte om hvad de havde set og gjort, hvorledes de var taget afsted og kommet tilbage, og hvad de havde med sig. Og de viste dem det skåret klæde, som den ærværdige Maria havde givet dem. Derfor fejrede de en fest og efter deres skik, tændte de en ild og tilbad den og kastede det skåret klæde i den; og ilden greb det og omsluttede det. Og da ilden var slukket, tog de det skåret klæde ud nøjagtigt som det havde

været før, ligesom hvis ilden ikke havde rørt det. Derfor begyndte de at kysse det og lægge det på hovedet og øjnene og sagde: Dette er sandheden uden tvivl. Det er bestemt en stor ting, at ilden ikke var i stand til at brænde eller ødelægge det. Så tog de det og lagde det med den største ære blandt deres skatte.


Vers 9


Da Herodes så, at Magerne havde forladt ham og ikke kom tilbage til ham, tilkaldte han

præsterne og de vise mænd og sagde til dem: Vis mig, hvor Kristus skal fødes. Og da de svarede:

I Betlehem i Judæa, begyndte han at tænke på at dræbe Herren Jesus Kristus. Så dukkede en Herrens engel op for Josef i søvnen og sagde: Stå op, tag drengen og hans mor og rejs til Egypten. Han stod derfor op ved morgengry og tog afsted.


Vers 48


Der var desuden i Jerusalem en mand ved navn Zacchæus, som underviste drenge. Han sagde til Josef: Hvorfor, Josef, bringer du ikke Jesus til at lære sit alfabet? Josef accepterede at gøre det

og rapporterede sagen til den ærværdige Maria. De førte ham derfor til mesteren; så snart han så ham, skrev han alfabetet ud for ham og bad ham udtale Aleph.1 Og da han havde sagt Aleph, befalede mesteren ham at udtale Beth.2 Og Herren Jesus sagde til ham: Fortæl mig først betydningen af bogstavet Aleph, og så skal jeg udtale Beth. Og da mesteren truede med at piske ham, forklarede Herren Jesus ham betydningen af bogstaverne Alef og Beth; også hvilke af bogstavernes tal der var lige, hvilke skæve, hvilke som trækkes rundt i en spiral, som er markeret med punkter, hvilke uden dem, hvorfor et bogstav gik foran det andet; og mange andre ting begyndte han at fortælle og belyse, som mesteren selv aldrig havde hørt eller læst i nogen bog. Herren Jesus sagde desuden til mesteren: Hør, så skal jeg sige dem til dig. Og han begyndte klart og tydeligt at gentage Aleph, Beth, Gimel, Daleth, videre til Tau. Og mesteren blev forbløffet og sagde: Jeg tror, at denne dreng blev født før Noah. Da han vendte sig mod Josef, sagde han:

Du har bragt mig til at blive undervist af en dreng, der er mere lærd end alle mestrene.

Til den ærværdige Maria sagde han også: Denne søn af dig har ikke brug for undervisning.


1ʾĀlep er det rekonstruerede navn for det første bogstav i det proto-kanaaitiske alfabet, som videreførtes i de Semitiske alfabeter som fønikisk aleph, syrisk 'Ālaph ܐ, hebraisk aleph, א, og arabisk Alif.

2 Bet, Beth, Beh eller Vet er det andet bogstav fra de semitiske abjader, inklusive fønikisk Bēt, hebraisk B בt ב, arameisk Bēth, syrisk Bēṯ​​ܒ og arabisk Bāʾب. Dens lydværdi er en udtrykt bilabial stop ⟨b⟩ eller en udtrykt labiodental frikativ ⟨v⟩.


Vers 49


Derefter førte de ham til en anden og en mere lærd mester, der, da han så ham, sagde: Sig Aleph. Og da han havde sagt Aleph, befalede mesteren ham at udtale Beth. Og Herren Jesus svarede ham og sagde: Fortæl mig først betydningen af bogstavet Aleph, og så skal jeg udtale Beth. Og da mesteren herefter løftede sin hånd og piskede ham, tørrede hans hånd straks ind, og han døde.

Da sagde Josef til den ærværdige Maria: Fra nu af skal vi ikke lade ham gå ud af huset, thi enhver, der er imod ham, er slået ihjel.


Vers 50


Og da han var tolv år gammel, førte de ham til Jerusalem til festen. Og da festen var afsluttet, vendte de visselig tilbage; men Herren Jesus forblev i templet blandt lærerne og de ældste og lærde mænd fra Israels sønner, som han stillede videnskabelige spørgsmål til og gav svar efter tur. For han sagde til dem: hvis søn er Messias? 1 De svarede ham: Davids søn. Hvorfor kalder han derfor i Ånden ham sin herre, når han siger: Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, så jeg kan sætte dine fjender under dine fodspor? Igen sagde mesteren for lærerne til ham: Har du læst bøgerne? Både bøgerne, sagde Herren Jesus, og de ting, der var indeholdt i bøgerne. Og han forklarede bøgerne og loven og forskrifterne og vedtægterne og mysterierne, som er indeholdt i profeternes bøger - ting, som forståelsen for, intet væsen når til. Denne lærer sagde derfor: Jeg har hidtil hverken nået til eller hørt om sådan viden: Hvem, tak, tror du den dreng bliver?


1 Jfr. Lukas Kap.20 vers 41 Så sagde han til dem: ”Hvordan kan man sige, at Kristus er Davids søn? 42 David siger jo selv i salmernes bog:

’ Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, 43 til jeg får lagt dine fjender som en skammel for dine fødder.’

44 Altså kalder David ham ’herre’, men hvorledes kan han så være hans søn?                             

Mark. 12,35-37. Matt. 22,41-46.


Vers 51


Og en filosof, der var til stede, en dygtig astronom, spurgte Herren Jesus, om han havde studeret astronomi. Og Herren Jesus svarede ham og forklarede antallet af kugler og himmellegemer, deres natur og handlinger; deres modstand, deres aspekt, trekantet, firkantet og 1sekstilt; deres kurs, direkte og 2 retrograd; de fireogtyve og tresindstyve af de tyve fjerdedele; og andre ting hinsides fornuftens rækkevidde.


1 Sekstil: bet. I astrologi repræsenterer det sekstile planetariske aspekt en speciel vinkel på 60 ° mellem to planeter i fødselsdiagrammet. Den energi, der skabes mellem disse to planeter med et sextilaspekt, er en, der er meget samarbejdsvillig. Dette betyder, at hver af planetens energier inspirerer og opmuntrer hinanden i stedet for at holde hinanden tilbage.

2 Retrograd: bet. bagudrettet, tilbagegående, omvendt.


Vers 52


Der var også blandt disse filosoffer en meget dygtig i behandling af naturvidenskab, og han spurgte Herren Jesus, om han havde studeret medicin. Og han, som svar, forklarede ham fysik og metafysik, hyperfysik og hypofysik, ligeledes kræfterne og kroppens følelser og virkningerne af disse; også antallet af segmenter og knogler, af vener, arterier og nerver; også effekten af varme og tørhed, kulde og fugt, og hvad disse giver anledning til; hvad som var sjælens funktion i kroppen og dens opfattelser og kræfter; hvad som var meningen med tale, vrede, begær; deres sammenhæng og adskillelse og andre ting uden for rækkevidden af ethvert skabt intellekt.

Derefter rejste denne filosof sig og tilbad Herren Jesus og sagde: Herre, fra dette tidspunkt

vil jeg være din discipel og slave.


Vers 53


Mens de talte til hinanden om disse og andre ting, kom den ærværdige Maria efter at have gået omkring og søgt efter ham i tre dage sammen med Joseph. Hun derfor, ser ham sidde blandt lærerne, stiller dem spørgsmål og svarer efter sin tur, sagde til ham: Min søn, hvorfor har du behandlet os således? Se, din far og jeg har søgt dig med stor vanskelighed. Men han sagde: Hvorfor leder I efter mig? Ved I ikke at jeg bør beskæftige mig i min faders hus?  Men de forstod ikke de ord, som han talte til dem. Derefter spurgte disse lærere Maria, om han var hendes søn;

og da hun bekræftede, at han var, sagde de: Salig er du, Maria, som har født en sådan søn.

Han vendte tilbage med dem til Nazaret og adlød dem i alle ting. Og hans mor opbevar alle

disse ord i sit hjerte. Og Herren Jesus avancerede i vækst og i visdom og i velvilje hos Gud

og mennesker.


Vers 54


Og fra denne dag begyndte han at skjule sine mirakler og mysterier og hemmeligheder, og gav

sin fulde opmærksomhed på loven, indtil han var blevet tredive år, da hans Fader offentligt

ved Jordan erklærede ham ved denne stemme sendt ned fra himlen: Dette er min elskede Søn,

i hvilken Jeg er velbehagelig; samt; Helligånden værende til stede i form af en hvid due.


Vers 55


Dette er ham som vi tilbeder med ydmyghed, hvem har givet os væren og liv, og som har overbragt os fra vores mødres livmoder; som for vores skyld antog en menneskelig krop, og frelste os, således, at han kunne omfavne os i evig medfølelse, og vise til os sin barmhjertighed i henhold til hans fordomsfrihed og velgørenhed og gavmildhed og velvilje. Til Ham er ære, og velgørenhed, og magt, og herredømme fra nu af til evig tid. Amen


Her slutter hele barndomsevangeliet, ved hjælp af Gud den Højeste, i henhold til hvad vi har fundet i originalen.






AF ZARATHUSTRALEGENDEN


VENDIDAD

 

 

LOVEN MOD DJÆVLENE


 

Fra ”Hellige bøger fra Østen”, Bind 4, 1880.

 

GENGIVET PÅ DANSK AF LARS MYHRE

 

 

FARGARD  19

 

 

I

 

 

1.

Fra det nordlige Verdenshjørne, fra de nordlige Verdenshjørner, stormede Angra Mainyu frem, den dødbringende, Daevaen over alle Daevaer.

Og således talte den svigefulde, ham den ondskabsfulde gerningsmand Angra Mainyu, den dødbringende; ” Drug, styrt ned over ham, tilintetgør den hellige Zarathustra ! ”

Drugen kom susende sammen med djævelen Buiti, den usynlige død, den helveds fødte.


2.

Zarathustra sang højt Ahuna-Vairyaen: ”Herrens vilje er loven af hellighed; Vohu mano’s rigdomme vil blive givet til den, der arbejder i denne verden for Mazda, og udøver i overensstemmelse med Ahuras vilje, den kraft han gav ham til at lindre de sølle.”

(Han tilføjede:) ”Fremfør bønner til det gode vand af den gode Daitya !

Han bekendte sig til Mazda tilbedernes lov ! ”

Den forfærdede Drug, skyndte sig væk, ligeså djævelen Buiti, den usynlige død, den helveds fødte.


3.

Og Drugen, den snu, sagde til Angra Mainyu: ” O skadelige Angra Mainyu !

Jeg ser ingen måde at dræbe ham på, så stor er den hellige Zarathustra’s herlighed.”

Zarathustra så (alt dette) inden i sin sjæl: ” De onskabsfulde gerningsmænd, Daevaer og Drvants

( begreb han) lægger råd op om min død.”


4.

Op for Zarathustra, frem skred Zarathustra, uberørt af den onde ånd, og af hans i hårdhed stillede gåder, holdende stene i sin hånd, stene så store som huse, som han fik fra skaberen, Ahura Mazda, han den hellige Zarathustra.

Hvor på denne brede, runde jord, med de fjerne grænser, vil du kaste (disse stene), du som står her ved floden Darega, ved bjergene, i Pourusaspa’s palæ.


5.

Således svarede Zarathustra Angra Mainyu: O ondskabs forvolder, Angra Mainyu !

Jeg vil slå den af Daevaerne skabte skabning; jeg vil slå Nasuen, en skabning af Daeva;

jeg vil slå Pairika Knathaiti, indtil 1djævle udrydderen Saoshyant kommer op til livet fra søen2Kasava, fra3daggry regionen, fra daggry regionerne. *En anden tekstsamling bruger her:


                  * fra det østlige Verdenshjørne, fra de østlige Verdenshjørner.


1 Djævle udrydderen; Jesus er netop kendt som en der uddriver dæmoner.

2 Kasava el. Kangsaoya, identificeret med Hamunsøen på grænsen mellem Afghanistan og Persien, nuværende Iran.

3 Daggry bet. den periode på dagen, hvor lys fra solen begynder at dukke op på himlen.


6.

På den anden side sagde han, den snu, skaberen af den onde verden, Angara Mainyu:

Tilintetgør ikke mine skabninger, O Hellige Zarathustra !

Du er jo Pourusaspa’s søn, lige født af din moder. Giv afkald på Mazda tilbedernes gode lov,

og du skal opnå slig en velsignelse som morderen fik, nationernes hersker.


7.

Således, som svar til ham, sagde Spitama Zarathustra: ” Nej ! aldrig vil jeg give afkald

på Mazda tilbedernes gode lov, selv hvis min krop, mit liv, min sjæl skulle briste.

 

Jfr. Mattæus.Kap.4, 1 - 11. Jesus fristes af Djævelen.


8.

Endnu engang sagde han, den listige, skaberen af den onde verden, Angara Mainyu:

Ved hvis Ord vil du slå, ved hvis ord vil du afvise, ved hvis våben vil de gode skabninger

(slå og afvise) min verden som er Angra Mainyu.


9.

Således, som svar til ham, sagde Spitama Zarathustra:

Haoma morteren og Haoma skålen og Haoma planten og de ord som Mazda har forkyndt, disse

er mine våben, mine bedste våben !

Ved disse ord vil jeg slå, ved disse ord vil jeg afvise, ved disse våben vil de gode skabninger

(slå og afvise dig), O ondskabs forvolder, Angra Mainyu !

Til mig gav Spenta Mainyu det, han gav det til mig i den grænseløse tid; til mig gav Amesha Spentas, den alt-herskende, den alt-godgørende, det.


10.

Zarathustra sang højt Ahuna-Vairyaen. Den hellige Zarathustra sagde højtlydt;

Dette beder jeg dig om: lær mig sandheden, O Gud !


Bemærkning: Hvornår Zarathustra har levet, er vanskeligt at sige noget præcist om, den almindelige antagelse er, omkring ca. år 1000 f.v.t.,

dog ikke senere end det sjette årh. f.v.t. og ifølge oldgræske kilder, endnu længere tilbage i tid.




II



11.

Zarathustra spurgte Ahura Mazda:


O Ahura Mazda, du mest godgørende ånd, skaber af den materielle verden, du hellige!


Han sad på bjerget ved Darega, og bad til Ahura Mazda, til den gode Vohu-mano,

til Asha Vahista, Khshathra Vairya og Spenta. Armaiti.


Darega, jfr. afsnit.1 vers 4 ovenfor.

12.

Hvordan skal jeg gøre verden fri for denne Drug, fra ondskabsforvolderen Angra Mainyu ?


Hvordan skal jeg drive direkte besmittelse væk ? Hvordan indirekte besmittelse ?


Hvordan skal jeg fjerne Nasuen fra Mazda tilbedernes helligdom ?


Hvordan skal jeg rense den trofaste mand ? Hvordan skal jeg rense den trofaste kvinde ?


13.

Ahura Mazda svarede. Påkald, O Zarathustra! Mazda’s gode lov.


Påkald, O Zarathustra! Amesha Spentaerne, der hersker over de syv Karshvares på jorden.


Påkald, O Zarathustra! den suveræne himmel, den grænseløse tid og Vayu, hvis handling er højst.


Påkald, O Zarahtustra! den kraftfulde vind, skabt af Mazda og Spenta Armaiti, den retfærdige datter af Ahura Mazda.


14.

Påkald, O Zarathustra ! min Fravashi, som er Ahura Mazda, den største, den bedste, den smukkeste af alle væsener, den mest solide, den mest intelligente, den bedste form, den højeste i hellighed, og hvis sjæl er det hellige ord.


Påkald, O Zarathustra ! denne skabelse af mig, der er Ahura Mazda.


15.

Zarathustra modtog disse ord fra mig (og sagde):


Jeg påberåber mig den hellige skabelse af Ahura Mazda.


Jeg påkalder Mithra, de udstrakte græsganges herre, en gud bevæbnet med smukke våben,

med de mest strålende af alle våben, med de mest fjendeslående af alle våben.


Jeg påkalder den hellige høj-skikkelse Sraosha, som bærer en kølle i sin hånd, til brug mod fjendens hoveder.


16.

Jeg påberåber mig det glorværdige Hellige Ord.


Jeg påberåber mig den suveræne himmel, den ubegrænsede tid og Vayu, hvis handling er højst.


Jeg påberåber den mægtige vind, skabt af Mazda og Spenta (Armaiti), den retfærdige datter af Ahura Mazda.


Jeg påberåber mig Mazdas gode lov, Zarathustras djævle-ødelæggende lov.







Om forholdet imellem Zarathustra og Jesus Kristus.


af


LARS MYHRE



Kapitel I



Ifølge teksten ovenfor vers 5 bekendtgøres det, at Zarathustra forudsiger, at der et sted ude i fremtiden vil opstå en djævle udrydder ”Saoshyant”, denne forudsigelse kan i tid ikke være

mindre end 600 år før Jesu Krisi fødsel, dog sandsynligvis ældre, man bør bemærke at Saoshyant ikke er et egennavn men et fællesnavn, Zarathustra religionens tekster taler

da også om flere sådanne Saoshyanter der møder op til forskellig tid og sted hver med sin

særlige mission.


Derudover skal bemærkes, at betegnelsen Saoshant har indhold som ” den længe forventede,

den der skal komme, den gavnlige, frelseren”, og ofte som ”den vise Saoshyant”.


Dette leder uundgåeligt tanken hen på Jesus Kristus, det må siges, ”at ved søgning hvor som helst i verdenshistorien” umuligt at finde en anden kandidat til hvem det er som Zarathustra

her taler om, navnlig det arabiske barndomsevangelium taget i betragtning, hvor Zarathustra ligefrem nævnes ved navn og ikke mindst slut stykke i dette evangelium, der beskriver Jesus barnet som en overnaturlig vis person, den vise Saosyant i mente, samt at Zarathustra tillægger denne Saoshyant at være en djævleudrydder, og er der noget Jesus er kendt for så er det netop

at uddrive dæmoner.


Yderligere skal nævnes, har man sagt*Mager, ja så har man sagt kendskab til Zarathustra religionen, da Magerne netop levede og var virksomme i landområder hvor Zarathustra religionen var udbredt, vil det da herefter, ved et nærmere eftersyn vise sig, at forholdet

imellem Zarathustra og Jesus Kristus er langt mere intimt end tidligere antaget ?


* Mager, som tilfældet ovenfor, jfr. de tre vismænd fra øst, rettere, derfra hvor solen står op, og som det fremgår

af billedet, bærer en på den tid meget kendt dragt, kaldet den frygiske dragt, den frygiske hue og kappe.


Som udgangspunkt for en undersøgelse af dette må det være naturligt at spørge, hvad siger evangelierne selv om Jesus Kristus, hvem var han egentlig, hvor kom han fra, får vi noget at vide om hans slægtskabs forhold og det har en dansk religions historiker, nemlig Dr.phil Ditlef Nielsen i sin bog ”Den historiske Jesus” givet en fremstilling af i sin behandling af de to Jesu stamtavler i henholdsvis Mattæus og Lukas evangeliet, citat fra hans bog følger nedenfor.


Den historiske Jesus af Ditlef Nielsen Gyldendalske Boghandel 1933


Citat fra side 99.

Stamtavlen regnes hos Jøder og andre semitiske Folk altid gennem Faderen (ikke Moderen),

og naar Jesus skal være af Davids Sæd, maa det derfor være som søn af Josef.


I Lukasstamtavlens ”Jesus var Søn af Josef ”, Luk. 3, 23, indskydes de faa Ord, ”som man mente”, et Indskud, der gør hele Stamtavlen meningsløs, thi det har jo ingen Interesse, at Josef nedstammer fra David, hvis ikke Josef var Jesu virkelige, fysiske Fader, men kun Adoptivfader.

I saa Fald flyder ingen Draabe af Davids blod i Jesu Aarer.


Lukas 3, 23  Jesus var omkring tredive år gammel, da han begyndte. Og han var, efter hvad man mente, søn af Josef, der var søn af Eli, o.s.v.


Herefter går Ditlef Nielsen over til en behandling af stamtavlen i Mattæus-Evangeliet hvor han kommer til samme slutning, nemlig at jomfrufødslen er en hindring for at Jesus er af Davids æt, hvilke jo også er fuldstændig rigtigt, som han skriver:


Citat fra side 100

Lige efter denne Stamtavle i Mattæus’ I Kap. blev imidlertid den Beretning om 1jomfrufødsel indskudt, der udtrykkelig fremhæver, at Josef ikke avlede Jesus. Josef Marias mand.

Af hende fødtes Jesus, som kaldes Kristus. Mattæus 1,16 


Et Indskud, der som en Kniv skærer det Blodets Baand over, der forbinder Jesus med Josef,

men rigtignok samtidig gør hele Stamtavlen meningsløs. Man forstaar jo ikke, hvorfor nogen i en Jesu-Stamtavle skulde gøre sig den Møje at efterspore Josefs Forfædre, naar denne alligevel ikke var Jesu virkelige Fader. 


1 Jomfrufødsel: Mattæus 1, 18 & 25

18 Med Jesu Kristi fødsel gik det således til. Hans moder, Maria, var trolovet med Josef; men førend de var kommet sammen, viste det sig,

at hun var frugtsommelig ved Helligånden. 25 Og han kendte hende ikke, førend hun havde født en søn; ham gav han navnet Jesus.


Nuvel, der flyder altså ingen dråbe af Davids blod i Jesu åre som Ditlev Nielsen ganske rigtig gør opmærksom på og det endda på grundlag af kristendommens egne tekster, men hvad da med Jesus set i perspektivet af at væren en 1Messias, her er kun at henvise til hvad Jesus selv har at sige til dette spørgsmål, ja han stiller faktisk selv spørgsmålet, jfr. Matt.22, 41-46, Mark. 12,35-37 og Luk 20, 41-44.


1 Messias, græciseret Form af aramæisk Meschiha, hebr. Hammaschiah, d.v.s. den Salvede, paa græsk i Reglen gengivet ved Christos (Kristus). Salmonsen Leksikon; I Senjødedommen forventede man, at der skulde fremtræde en herlig og mægtig Konge, Messias, som skulde være af Davids slægt, og som skulde befri Israel fra fremmedherredømmet og lægge dets Fjender for sine fødder; fyldt med Guds Aand skulde han holde dom ogsaa over alle Urettens Mænd i Israel selv for derefter at herske over et folk, der tjente Gud i Retfærdighed og Hellighed.



Nedenfor citat fra Matt 22,41-46.


Mens nu farisæerne var samlede, spurgte Jesus dem og sagde: ”Hvad mener I om Kristus ? Hvis søn er han ?

De svarer ham: ”Davids.” Han siger til dem: ”Hvorledes kan da David i Ånden kalde ham ”herre”, når han siger: Herren sagde til min herre: Sæt dig ved min højre hånd, til jeg får lagt dine fjender under dine fødder.

Når nu David kalder ham ”herre”, hvorledes kan han så være hans søn ? ” Og ingen kunne svare ham et ord,

og fra den dag vovede ingen mere at rette spørgsmål til ham.


Dette var altså hvad Jesus selv havde at sige til dette spørgsmål, ”Når nu David kalder ham ”herre” hvorledes kan han så være hans søn”, om Messias er af Davids æt afviser Jesus altså

med et modspørgsmål, og det skal tilføjes, hermed får man af Jesu egne ord fuldt bekræftet

hvad Ditlev Nielsen ovenfor netop har gjort opmærksom på angående de to stamtavler,

at Jesus ikke var af Davids æt.


Note: Det vil her være med rette at nævne en teolog, nemlig Heinrich Julius Holtzmann f. 17 Maj 1832 d. 4 Aug. 1910.

 

Holtzmann var en af de betydeligst nytestamentlig forskere fra nyere tid; hans hovedværker er ”Historisch-kritische

Einleitung in das Neue Test. og ”Lehrbuch der neutestamentlichen Theologie.


Banebrydende betydning fik hans skrift ” Die synoptischen Evangelien, ihr Ursprung und geschichtlicher Character” 1863,

hvori han førte et meget grundigt bevis for den såkaldte tokildehypotese.



Der er to grunde til at Holtzmann her skal nævnes, den ene, fordi han som en af de få netop gør opmærksom på at Jesus her vil imødegå den opfattelse at Messias skulde være Davids søn, idet han nemlig selv ikke nedstammede fra David, den anden, fordi mange teologer har søgt at glatte ud hvad her faktisk står skrevet med den begrundelse, at dette ville være i strid med hele N.T.s fremstilling, men det er altså faktisk hvad tilfældet er, Jesus afviser at Messias skulle være af Davids æt, og det kommer Holtzmann til ære at han ikke søgte at overfortolke teksten her som tilfældet er hos bla. den danske teolog L.W. Schat Petersen som i sin lærebog for præster MATTHÆUS’ EVANGELIUM” 1915, omtaler Holtzmann som en der er af en forkert opfattelse.


Dog skal siges, at når nu Schat Petersen søger at glatte dette ud med den begrundelse ” at såfremt Messias ikke er af Davids æt vil dette være i strid med hele N.T.s fremstilling, så

er der noget rigtigt i det, men kun noget, det som Schat Petersen må have haft i tanke er selvfølgelig at hos Paulus er det netop en kongstanke at Kristus Jesus er af Davids æt, vi hører det overalt og ustandseligt hos Paulus, men da dette altså rent faktisk ikke er tilfældet, hverken ifølge Mattæus Evangeliet og heller ikke ifølge Lukas Evangeliet og endda heller ikke hos Jesus selv, så bevidner dette blot at der i Ny Testamente er overleveret to forskellige religioner, den ene af Jesus og den anden af Paulus og dette er forklaringen på at Paulus aldrig henviser til disse evangelier men kun til det af ham selv formuleret evangelium som står at læse i Paulus’ første brev til korinterne 15,1-9, et forhold som den danske teolog Carl Immanuel Scharling netop gør opmærksom på i et lille skrift som blev udgivet i 1925.





CARL IMMANUEL SCHARLING


DEN HISTORISKE JESUS OG KRISTENDOMMENS OPRINDELSE


P.HAASE & SØNS FORLAG MCMXXV LØVSTRÆDE KØBENHAVN

 

Citat herfra:


Men de to andre forfattere, som ellers har sat sig til Hovedopgave at skænke vor Tid ”den

historiske Jesus” og skildre os ”hvem Jesus var”, kommer i Virkeligheden til det samme

Resultat: den kirkelige Kristendom, som den er forkyndt af Paluus, er en helt anden Religion

end den, Jesus har forkyndt.  Dr. Ditlef Nielsen udtrykker det saaledes:


Der er - naar Resultatet skal samles i en kort Formel – 2 Religioner overleveret i vort nye Testamente.

 

En Religion, Jødekristendommen eller Urkristendommen, uden Dogmer og Sakramenter,

der stammer fra Palæstina og Jødedommen, fra Jesus og det ældste Evangelium.

Den kan sammenfattes i følgende Ord: Der er kun én gud, og Jesus er hans Profet.

 

En anden og senere Religion, Hedningekristendommen, med Dogmer og Sakramenter, der

stammer fra Syrien og det semitiske Hedenskab, fra Paulus og det saakaldte Johannesevangelium og andre nytestamentlige Skrifter. Den lyder i Korthed saaledes: der har fra Evighed af ikke eksisteret 1, men 3 Guder, Fader, Søn og Helligaand. I den store jødiske Profet Jesus har denne Guds søn paataget sig menneskelig Skikkelse og har lidt Døden som Sonoffer for vor Skyld.

 

Og Dr. Schjelderup siger det paa denne Made:


”Den Enkeltperson, som frem for nogen anden fik Betydning for den Udvikling, der førte fra Jesu Religion til ”Religionen om Jesus”, var Paulus. Det er neppe for meget sagt, at Kristendommen slig som den endnu opfattes, mere er et Værk af Paulus end af Jesus selv.

 

En lignende Tanke ligger i, hvad Prof. Heiberg siger i sit lille Skrift”Christendommens Grundlag"


(S.84):


”Af hvad her er anført, vil det være klart, at den virkelige Jesus skikkelse vel kunde tænkes at være bleven en Reformator af den jødiske Religion, hvad jo imidlertid ikke er blevet Tilfældet, men at den ikke egnede sig til at blive Midtpunktet i en ny Religion”; ogsaa her peges der paa Paulus som den afgørende Faktor: ”at den (Kristendommen) blev Verdensreligion, skyldes Paulus; men det opnaaedes ganske vist ikke uden indgribende Ændringer i Læren og en skæbnesvanger Omtydning af Jesus’ Væsen”(s.97).

 

Det er tydeligt, at her staar vi overfor et afgørende Hovedproblem i Forstaalesen af

Kristendommens historiske Oprindelse, der kan udtrykkes saaledes:

 

Kan Kristendommen eller den kristne Menigheds Tro efter sit Væsen, efter sit egentlige

Indhold som Religion, føres tilbage til Jesus, eller er det egentlige Indhold i den Kristendom,

der som den kristne Kirkes Tro har bredt sig over Jorden, fremgaaet af andre Kilder ?

 

Enhver vil forstaa, hvor stor Betydning dette spørgsmaal har for den kristne Tro. Kristendommen er jo ikke en Tro paa almindelige ”Fornuftsandheder”(Gud, Udødelighed o. lign.), som er uafhængige af alle historiske Begivenheder; den er en Tro paa noget, der er sket, en tro paa en bestemt Personlighed, der har levet paa en bestemt tid.


Derfor kan Kristentroen ikke komme uden om Historien; og det vilde blive et Grundskud mod Kristentroen, hvis det virkelig kunde bevises, at Menighedens Tro paa Kristus stammer fra helt andre Kilder end fra den virkelige Jesus.

 

Men enhver vil ogsaa kunne forstaa, at her staar vi ved et Punkt af afgørende Betydning for den

historiske Erkendelse af Kristendommens Oprindelse. Hvis man afviser forbindelsen mellem Kirkens Tro paa Kristus og den virkelig Jesus, og det er i den Henseende uden væsentlig Betydning, om man saa gør Jesus til en jødisk Rabbi eller til en Sagnfigur, saa maa man enten

helt opgive at naa nogen historisk Forstaaelse af Kristendommens Oprindelse og blive staaende ved et ignoramus et ignorabimus (vi er uvidende og vil vedblive at være uvidende), eller man maa kunne paavise andre Kilder, der gør Kristendommens Oprindelse historisk forklarlig.


Det er indlysende, at hvis Hedningekristendommen var en saadan ny, af Hedenskabet fremgaaet

Religion, maatte der bestaa en afgørende Modsætning mellem de hedningekristelige Menigheder i

Syrien og deres Ledere paa den ene side og Urmenigheden i Jerusalem og dens Ledere paa den anden side.


En saadan Modsætning, ja Fjendskab søger Dr. Ditlef Nielsen jo da ogsaa at opstille, idet han taler

om to Religioner i det nye Testamente. ”To uforsonlige fjendtlige Modsætninger kæmpede for snart 2000 Aar siden en Kamp paa Liv og Død i Forasien. Jødedom og den deraf udgaaede Jødekristendom paa den ene Side, paa den anden Side forasiatisk hedensk Religion og den derfra udgaaede Hedningekristendom.

   

Og én Skikkelse er der, som er og bliver den afgørende Hindring, naar Hedningekristendom og

Jødekristendom skal gøres til uforligelige Modsætninger; det er Paulus. Han er en erklæret Talsmand for den ene af de ”To Religioner i det nye Testamente”, som Dr. Ditlef Nielsen taler om, for hele den Betragtning af Jesus, som skal være saa uforenelig med Jødekristendom og jødisk Aand.


Og dog er Paulus vedblevet at være Jøde og har maaske mere end nogen anden bidraget til,

at Kristendommen bevarede sin Sammenhæng med jødisk Gudstro og det gamle Testamente.



Mærkelig nok bliver hele denne Betragtning af den stigende guddommeliggørelse netop nu modsagt af en yderlig til venstre staaende tysk Teolog, som mener, at de Tanker om Jesus, som vi finder i Johannesevangeliet, har været de første Disciples, og at de tre første Evangelier i Forhold dertil betegner en senere ”judaiserende Reaktion”!

 

Citat af 1Bultmann i Zeitschrift für die neutestamentliche Wissenschaft, 1925, S. 144


(“For at formulere Problemet saa skarpt som muligt kunde jeg sige: man maa regne med, 

at den johanneiske Kristendom fremstiller en ældre Type end den synoptiske”)


1 Rudolf Karl Bultmann var en tysk protestantisk teolog; professor i Ny Testamente i Marburg 1921-1951, en af 20. århundredes mest betydningsfulde teologer.

                                                          


 


Citat slut.





Nu er den tanke, at Ny Testamente skulle indeholde to forskellige religioner, ja endda to uforsonlige størrelser, som til og med skulle have ligget i indbyrdes tvist, et så sjældent behandlet emne, at det må være med rette at sætte et lille intermezzo ind her, for en

uddybelse og belysning af netop dette forhold og at det faktisk er tilfældet.

 

Lad begynde med et citat fra religionen forkyndt af Jesus, hvor han i Matt. 5, v.17-20 siger:


Matt.5,17 Tro ikke, at jeg er kommen for at nedbryde loven eller profeterne; jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at fuldkomme. 18 Thi sandelig sig jeg eder: før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå – før det er sket alt sammen. 19 Derfor; den, der bryder et af de mindste blandt disse bud og lærer menneskene således, han skal kaldes den mindste i Himmeriget; men den, der holder dem og lærer andre dem, han skal kaldes stor i Himmeriget. 20 Thi jeg siger Jer;

hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget.


Og videre et citat fra Lukas Kap.16, v.17.


Luk 16,17 Men snarer skal himmel og jord forgå end en tøddel af loven falde bort.


Det er altså hvad Jesus selv har at sige med hensyn til loven, her er intet at tage fejl af, dette er religionen som forkyndt af Jesus.

 

Lad da tage et citat fra den Paulinske kristendoms ophavsmand, nemlig Paulus selv, som i sit   BREV TIL ROMERNE kap.10, vers 4 skriver:


Rom 10,4 Thi Kristus er lovens ophør, så retfærdighed gives enhver, som tror.


Og derudover et citat fra det evangelium som hører under religionen forkyndt af Paulus, nemlig Johannes Evangeliet kap. 1, v.16 -17.


Joh.Evng. 1,16 Thi af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde. 17 Thi loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden er kommet ved Jesus Kristus.

 

Det vil heraf ses, at disse to syn på loven står i så skærende kontrast til hinanden, at de er ganske uforenelige, en Jesus som forkynder ” Thi sandelig sig jeg eder: før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå” , og fortsætter med ordene: ”Derfor; den, der bryder et af de mindste blandt disse bud og lærer menneskene således, han skal kaldes den mindste i Himmeriget; men den, der holder dem og lærer andre dem, han skal kaldes stor i Himmeriget”  dette set i forhold til  Paulus som forkynder ” Thi Kristus er lovens ophør”.


Dette kan kun betyde en ting, nemlig at forfatteren til Matthæus skriver i direkte opposition

til Paulus og hans lære, adressen er tydelig nok, særlig når man tager ord udtalt af Jesus i betragtning hvor han advarer mod de skriftkloge og farisæernes surdej, et tilbagevendende

tema i Jesu forkyndelse, og Paulus var netop en i sin samtid lærd mand, tilhørte sin samtids intellektuelle elite, altså en skriftklog eller farisæer om man vil, han bekræfter det selv, jfr. Apostlenes gerninger 22,1.


Det må herefter antages at Paulus og hans lære har været kendt af forfatteren til Mattæus, man skriver jo ikke i opposition til noget som man ikke i forvejen har et kendskab til, hvilke hjælper til at sætte noget kronologi på plads, nemlig at Bultmann ser rigtigt når han siger: citat ovenfra; de Tanker om Jesus, som vi finder i Johannesevangeliet, har været de første Disciples,

og at de tre første Evangelier i Forhold dertil betegner en senere”judaiserende Reaktion”!


Hvilke bekræfter hvad de ældste kilder siger om Mattæus, nemlig ”at han komponerede” sit evangelium, ikke at han skrev det, man her blot tænke Thomas Evangeliet, hvoraf hele 53 ud

af 114 tekststykker står at læse i Mattæus Evangeliet, de samme kilder fortæller også, at han opstillede det på hebraisk sprog, det vil på den tid sige aramaisk, et skrift som er forsvundet

for eftertiden.

 

Dette sagen set med udgangspunkt i de synoptiske evangelier, lad da prøve at vende det om og

se sagen med udgangspunkt i Paulus, hvad har Paulus i tanke når han bruger ordet Evangelium, det giver han selv en meget klar og tydelig fremstilling af i hans første brev til korinterne kap.1 vers 1 – 9, citat følger her nedenfor.



PAULUS’ FØRSTE BREV TIL KORINTERNE Kap.15, 1 -9


Lad mig kort genkalde for Jer, kære Brødre ! det Evangelium, jeg kundgjorde for Jer, og som I tog imod,

og som Jeres Tro hviler paa; hvis I holder fast ved det, saadan som jeg har prædiket det, vil det føre Jer

til Frelse, og uden det vilde Jeres tro svæve i Luften.


Hovedpunktet i det, jeg overdrog til Jer, aldeles som jeg selv overtog der, er jo dette:

I Henhold til Skrifterne er Kristus død for vore Synders Skyld – han blev begravet- og i Henhold til Skrifternes Forudsigelse opstod han et Par Dage senere- han viste sig først og fremmest for Kefas – bagefter for alle de tolv Apostle – og siden har han vist sig for over 500 Kristne paa en Gang (de fleste af dem lever den Dag i dag, selvom nogle enkelte er døde) – saa viste han sig for Jakob – saa for samtlige,

der kaldtes ”Apostle” – og allersidst ogsaa for saadan en Abort som mig;


Så kort og præcist kan det siges hvad Paulus mener med Evangelium. Han fortæller at han har formuleret et Evangelium ”hvilke betyder budskab” i henhold til skrifterne, og i overens- stemmelse med Bultmann’s syn på sagen må det altså være Johannes Evangeliet.


Det er en kendt sag at kristendommens første udbredelse sker blandt de laveste lag i samfundet, altså folk som ikke kunne hverken læse eller skrive, således giver det god mening at Paulus netop herfor har formuleret et kort og enkelt budskab som jævne folk har kunne forholde sig til.      

 

Et par citater mere af Paulus.


PAULUS’ ANDET BREV TIL KORINTERNE Kap. 11,4


Naar den første den bedste kan komme til Jer udefra og prædike en anden Jesus end ham, jeg kundgjorde Jer, eller bibringe Jer en anden Aand end den, I fik af mig, eller et helt andet Evangelium end det, I overtog… saa er Jeres Tolerance grænseløs !


 

PAULUS’ BREV TIL GALATERNE  Kap.1,6 -9


Jeg er forbauset over, at I saa snart har svigtet Gud, som har kaldet Jer til at komme ind i Kristi Naade,

for at gaa over til et andet”Evangelium”.


Ret forstaaet: noget andet Evangelium existerer slet ikke – det drejer sig blot om Folk, der har voldt religiøs Forstyrrelse iblandt Jer, forhippede, som de er, paa at forvanske Kristi Evangelium.


Om det saa havde været mig selv i egen Person, ja, om det endda havde været en Engel, som kom ned fra Himlen og forkyndt Jer et andet Evangelium end det, jeg har prædiket for Jer, saa skal han være under Guds Forbandelse !


Jeg gentager her den Advarsel, jeg gav Jer, før det skete: hvis nogen, være sig hvem det vil, kommer til Jer og prædiker et Evangelium, der afviger fra den Tradition, I har overtaget, saa skal Guds forbandelse være over ham !



PAULUS’ BREV TIL ROMERNE  Kap.15,17


Kære Medkristne ! jeg besværger Jer: tag Jer iagt for dem, der volder Splittleser og foruroliger Sindene

ved at afvige fra den Lære, I har overtaget – sky al Omgang med dem !



Disse citater af Paulus taler for sig selv, om der har været stridigheder og splittelse i den tidlige kristendom, i disse citater fortælles det at nogle prædiker en anden Jesus samt at andre var gået over til et andet evangelium m.m., hvilket alt sammen ”som ovenfornævnt” bekræfter at der rent faktisk er to forskellige religioner overleveret i vor Ny Testamente; for en uddybende skildring af hvad alt dette egentlig drejer sig om findes vist ingen kortere og bedre fremstilling end den, som den danske teolog Peter Schindler har formået i sin bog "NØGLE TIL DET NYE TESTAMENTE", citat herfra følger nedenfor.






PETER SCHINDLER

 

NØGLE TIL DET NYE TESTAMENTE

 

NYT NORDISK FORLAG ARNOLD BUSCK


KØBENHAVN 1959


 

BREVET TIL GALATERNE



Citat fra side 129.


Det er en Rundskrivelse af en Sjælesørger, som paany maa føde sine aandelige børn under stigende Veer. Samtidig er det en Jødes endelige og afgørende Brud med sin jødiske Arv og Fortid – efter dette Aktstykke kan Paulus kun være Hedninge – Apostel, og det hjælper til at forstaa hint Jødernes Had, der snart skal komme til at svide til ham og forandre hans Skæbne; hær skriver han Opsigelsesdokumentet for selve Frelsesvilkaaret i Jødedommen; Lov-Overholdelsen, og det maatte føles som dødsstødet mod Moses.


Citat fra side 131.


Hvad er der i Vejen i Galatiens Kirker, for endnu ser vi jo Paulus skrive Breve, kun naar der er noget i Vejen ? Den Modtagelse, han og hans Ledsagere har faaet i Galatien, var storslaaet; ikke blot havde han vakt Galaternes Nysgerrighed og Interesse, men de havde endda overvundet en berettiget Væmmelse ved hans Sygdom (Gal. 4,13-15) og havde faaet ham saare kær – saa kær, at de gærne havde ”revet Øjnene ud

af Hovedet” for at give ham dem; det var altsaa et Hjærteforhold, saa varmt som til nogen anden Menighed.


Og under næste Besøg havde han givet dem stabile Kirkeforhold og ordnet alt paa det blivende saa Kristenlivet skulde kunne tage en rolig Udvikling under faste Former. Ak, men Paulus havde gjort Regning uden Vært, den gamle Fjende var vaagen: den Fjende, som hovent lod Petrus staa Skoleret, da han havde døbt de første ”uomskaarne ” (Akt.9,1-18); som havde bragt Forstyrrelse blandt de nye Kristne i Antiokia, endda under Paaberaabelse af apostolisk Autoritet; som endnu kunde danne saa stærk en Opinion, at den fik selve ”Klippen” til at ryste (Gal 2,11flg.)… den gamle Jødedom (Judaismen”).

 

Der var ogsaa til Galatien kommet Folk, som vidste bedre Besked om Kristendom end Paulus: han var for øvrigt slet ingen rigtig ”Apostel”, saadan som de store gamle i Jerusalem, hans ”Evangelium” var en forkrøblet Kristendom, men hvor kunde man ogsaa vente sig andet, han havde bare lært det hele af ”Søjlerne”, af ”de Store” ovre i Jødeland, og det, han havde lært, forfalskede han for at faa Massetilløb af Hedninger, skønt han i Lystra (Akt 16,3) havde vist, at han meget godt vidste, hvad det gjaldt, da han af Hensyn til Jøderne lod Timoteus omskære – men nu kom de med den rette Forstaaelse….


Og den vakte Opsigt: Bifald hos nogle og Bestyrelse hos andre, og disse sidste fik sendt Bud til Paulus ovre i Filippi, at selv Hjemmenes Fred var vegen for Splid (Gal. 5,15).


Vi ved ikke, om det drejer sig om et verdensomspændende judaistisk Komplot, der overalt sendte Agenter i Hælene paa Paulus -  der er noget, der tyder paa det – eller blot om et isoleret Togt mod Galatien i Lighed med hint andet mod Syrien (Akt 15,2); det er ogsaa muligt, at de, skønt de blev dementerede i Jerusalem, ogsaa hær har paaberaabt sig Jakobs Autoritet; det er tænkeligt, at de hær, som i Korint,har haft Anbefalingsskrivelser med fra førende ”Hellige” i Jerusalem  - deres ”fuldkomne” Evangelium var i hvert Fald dette; vil ”uomskaarne” (et dybt foragteligt Udtryk for ”fortabte Hedninger”) ind i Messias-Riget, maa de, som vi Jøder, Guds ”eget Folk”, gaa Vejen om ad Moses og ”Loven”, og vil de arve Løftet til Abraham, maa de bære Pagtens Tegn: Omskærelsen !


Problemet var dybere, end det saa ud til ved første Øjekast, det drejede sig ikke om Paulus som Apostel og Forkynder, men om selve Kristendommen: var den blot en Reform–Jødedom, eller var den noget totalt nyt: en ny Frelsesordning med et nyt Frelsesvilkaar ?


Havde der været Skisma i Korinth, var der det, som værre er: Kætteri, i Galatien, hær stod Kampen om selve Kristi Religions Væsen.


Hvad Paulus plejede at prædike, har vi et lille Referat af i Akt 13,28-38: Jesu Opstandelse borger for, at han er Guds Søn og Sendebud – der er kun Frelse i Jesu Offer af sig selv – og ikke ved Overholdelse af ”Loven”…


Hvis dette passer, er det nye, som Trosforstyrrerne har bragt til Torvs, simpelthen falsk Lære, men er det dem, der har Ret, har Paulus, for at faa  Sukces hos Hedninger, solgt den kostelige Perle til Underpris –

det er altsaa en Kamp, hvori den ene af Parterne Nødvendigvis maa blive liggende død paa Valpladsen.


Akt. = APOSTLENES GERNINGER


Citat slut.





Tilbage til Holtzmann, det som i denne forbindelse er særlig interessant hos Holtzmann er hans banebrydende værk ” Die synoptischen Evangelien, ihr Ursprung und geschichtlicher Character” 1863, hvori han førte et meget grundigt bevis for den såkaldte tokildehypotese.


Denne tokildehypotese går i korthed ud på, at Markus-evangeliet har været kendt og benyttet af begge de to andre evangelister, samt, at det stof som disse har fælles ud over Markus, er øst af

et nu tabt skrift, som væsentlig indeholdt samlinger af Jesu udsagn.


Det som her er vigtigt er, at en kreds af teologer bliver opmærksom på og kan føre bevis for tilstedeværelsen af en ukendt kilde, at der er øst af et nu tabt skrift, nu døde Holtzmann i 1910 og blev aldrig bekendt med det i 1945 fundne Thomas Evangelium som klart må være en kandidat til det ukendte skrift, og det skal tilføjes, denne tanke om en ukendt kilde, kan i dag med bestemthed  sættes i flertal, nemlig flere ukendte kilder som grundlag for kristendommens opståen, og her kommer uundgåeligt Zarathustra og dennes lære i allerhøjeste grad i betragtning.    



Var der en som indså dette, så var det om nogen den danske religionshistoriker

Joh. Edvard Lehmann, lad afrunde dette kapitel med et citat af Lehmann hvor

han i bogen ILLUSTRERET RELIGIONSHISTORIE  Gads forlag 1924skriver således: 


Citat fra side 377-78.

 

Kiliasmen, denne forventning om tusindårsrigets komme, der senere skulde brede sig over Europa, i urkristendommen, i middelalderen, hos reformationstidens gendøbere, hos mormoner som blandt pietister, er ganske sikkert en udstråling af mazdaismen, et fragment udrevet af den sammenhæng, hvori det hører hjemme; de tolv årtusinders verdensløb med dettes eskatologiske afslutning gennem tre tusindårsriger.  Altid det samme forløb: trængsler og kampe afløst af den lange fredstid, og lykke,”lammets tid”, inden den sidste afslutning kommer.

 

Og denne hidført og anført af en frelsende skikkelse, den længe forventede,”den der skal komme”, og som nu kommer for at overtage herredømmet. I parsismen hedder han Saoshyant, ”den gavnlige” Frelseren.


Han anes i slutningen af adskillige gathahymner, og han træder tydeligt frem i enkelte af disse (46,3; 45,11) som den, der skal komme med ”dagenes morgenlys”, som ”den ærværdige Herre”,

der skal ringeagte dem, der agtede ham ringe” og således dømme djævle og mennesker.


Man tør formode, at det er selve profetens, Zarathustras genkomst, som der her er tale om,

skønt han i vor text blot kaldtes hans søn. En1parusi altså, som den så ofte forekommer, hvor afslutningsbilledet oprulles. Ænseværdig er ligheden med den eskatologiske figur, der både i senjødedommen og i paulinismen optræder som gudsrigets høvding.


1 Parusi bet: ankomst, Kristi genkomst.





Kapitel II



DET VAR ZARATHUSTRA SOM MODTOG LOVEN