Ægypten

Templet i Abydos

Jeg er Atum


Citat fra Ægyptisk skabelsesberetning:


I begyndelsen fandtes kun Nun. Nun var et hav. Det var roligt og stille.


Havet strakte sig uendelig langt ud i mørket.


Der var ingen ting og ingen steder for alting var det samme.


Så høres en stemme i stilheden: ”Jeg er Atum!” sagde den.


Guden Atum kom til syne. Han havde skabt sig selv ved at sige sit navn højt.


Hans lysende øjne skar sig gennem mørket. Lyset fik det uendelige hav Nun til at funkle.

 


Moses i Ægypten


Citat fra 2 Mosebog 3,14


Gud svarede Moses: ”Jeg er den, jeg er


Og han sagde:


”Således skal du sige til israelitterne: Jeg er har sendt mig til eder!”



Note: "Jeg er" på hebraisk  – ani-hu.   "Jeg er" på græsk – ego-eimi.









































ILLUSTRERET


RELIGIONSHISTORIE

 

G.E.C. GADS FORLAG  KØBENHAVN  (1924)

 

Udgivet ved EDV.LEHMANN

 

H.O.LANGE


ÆGYPTISK RELIGION



THELOGIEN OG STATSRELIGIONEN


Så godt som alle de religiøse dokumenter, der er os levnet fra Ægyptens Oldtid, er prægede af den religiøse spekulation, af theologiske Skolers Forsøg paa samle og ordne og bringe Sammenhæng i den brogede Række religiøse forestillinger, der trivedes i Nildalen. Hvad vi har af umiddelbare Udtryk for den religiøse Følelse og den religiøse Erfaring i ægyptisk Literatur er saare lidt. Den overvejende Mængde af Ritualer, Hymner, Bønner og mythiske Beretninger fremtræder som Resultater af Theologenns Bearbejdelse af det religiøse Stof.


Dette theologiske Arbejde havde hjemme i de store Præstekollegier ved Hovedtemplerne,

og det blev foretaget i første Række i vedkommende Guds Interesse for at fremme hans Anseelse og hans Indflydelse og for at hævde hans Stilling i den brogede Gudeverdenn.

Men eftersom Hovedgudernes Templer altid stod i den nærmeste Rapport med Statsmagten, og denne til enhver Tid støttede sig til Landets Hovedguder og deres mægtige Præsteskaber og til Gjengjæld ydede disse al mulig Bistand, kom Theologien til at arbejde Haand i Haand med Kongemagten paa det store Sisyphusarbejde; den religiøse Enhedsstræben.


Man maa først her fastslaa, at den religiøse Spekulation næppe for den ægyptiske Bevidsthed har haft den mindst theoretiske Interesse. Det var ikke et Arbejde for at finde Sandheden, for at rense den og gjøre den indlysende og overbevisende for Mennesker, eller for at bortrydde Løgnen og bekæmpe falske Forestillinger. For den religiøse Bevidsthed var Spørgsmaalet ikke, om en religiøs Forestilling var Sandhed, Sagen var afgjort med, at den existerede, at den var nedarvet fra Fædrene, at den fyldte i Menneskers Liv.


Uden en vidtgaaende Tolerance var Livet i Nildalen ikke til at udholde, og en saadan var da ogsaa en af den ægyptiske Theologis grundlæggende Principper. Den stræbte ikke efter at trænge den ene Gud tilbage til Fordel for den anden; den havde andre Methoder af ganske fredelig Art, som den bragte i Anvendelse i den religiøse Freds og det religiøse Fremskridts Interesse.


Det er da af Betydning for vor Forstaalese af den ægyptiske religiøse Tankegang nærmere at se ind i den theologiske Spekulations Værksted og prøve paa at forstaa de Principper, som den byggede paa.


Æyptens Hovedhelligdomme var de, der fandtes i de vexlende Rigshovedstæder, hvor Kongen residerede med Hoffet og Centralforvaltningen; i det gamle Ride (d.4.-6. Dynasti) Ptahs Helligdom i Memphis, i det nye Rige Amon-Re’s Tempel i Theben. Til andre tider, naar andre Fyrsteslægter for kortere Tidsrum fik Magten, kunde andre Guder fra disse Slægers Hjemstavn vinde frem, men Ptah og Amon-Re var de Guder, der var de mægtigste Kongeslægters Skytsguder, og hvem efter ægyptisk Forestilling Landets største Blomstring og største Magtudfoldelse skyldtes. Derfor blev deres Helligdomme paa særlig Maade favoriserede til alle Tider af Statsmagterne som de egentlige Rigshelligdomme.


Ved siden af disse var der to Helligdomme, hvis  Betydning ikke skyldtes politiske Hensyn, men som skyldte deres Anseelse den religiøse Indflydelse, der udgik fra dem: Osiris’ Tempel i Abydos og Soltemplet i Heliopolis. Disse Helligdommes religiøse Betydning, og de guders uhyre Indflydelse paa Sindene, der dyrkedes i dem, gjorde det nødvendigt for Kongemagten at begunstige dem paa alle Maader, og deres Præsteskaber fik den største Betydning for den religiøse Udvikling.


Disse Helligdomme og deres Præsteskaber var Hjemstederne for de theologiske systemer, der har præget hele den religiøse Literatur og været bestemmende for Statsmagtens stilling til den religiøse Udvikling. Det ligger i Sagens Natur, at hele det store analytiske Arbejde med de mange, desværre ofte halvt eller helt uforstaaelige Texter, langtfra endnu er gjort, og at her kun kan gives en ret foreløbig Belysning af Problemerne i Almindelighed.


Om den memphitiske Theologi har vi kun et enkelt literært Vidnesbyrd, en ældgammel Text, der er bevaret i en ret sen Redaktion. Den har til Formaal at gjøre Ptah til Tilværelsens Midtpunkt: Ptah er identisk med Urvandt, Nun. Af dette opstod otte Guder, der alle var Aabenbaringsformer af Ptah og skabte Verden, en er Atums Fader, en anden hans Moder,

en tredje er Nigudekredsens Hjærte og Tunge.


Den heliopolitanske Forestilling om Solguden Atum og Nigudekredsen har altsaa sejret ogsaa i Memphis. Men, fortsætter vor Text, Hjærtet og Tungen er Horus og Thoth og en Del af Atum, og der tales om ”denne Mund, der forkyndte alle Tings Navne, og af hvilken Schu og Tefnet, Gudekredses Forældre udgik”. ”Ptah skabte alle Guderne, ethvert guddommeligt Ord er opstaaet ved Hjærtets Tanke og Tungens Befaling.” Ved Siden af ganske enkelte ret dybsindige Tanker staaer den vilkaarligste Tumlen med de forskjellig Guder.


Den heliopolitanske Soltheologi var allerede højt udviklet før den Tid, fra hvilken de ældst Texter, Pyramidetexterne, er os overleverede. Kongerne af d. 5. dynasti ( c. 2600 f.Kr.) stammede fra en Ypperstepræst for Solguden, og de var de første, der i den officielle Kongetitular indførte Benævnelsen ”Re’s Søn”, og uden tvivl sluttedes da ogsaa den Pagt mellem Statsmagten og Soltheologien, der blev saa afgjørende for de religiøse Enhedsbestræbelser i Ægypten.


Man begyndte at identificere de forskjellige Lokalguder med Re, de andre Guder opfattes som Re’s Lemmer, som hans Navne, som hans Aabenbaringsformer. Re har skabt alle Ting, Mennesker, Guder og Dyr. Hovedguderne samledes i en Kreds paa ni Guder, ”den store Nigudekreds”, hvis genealogiske Opstilling giver en Forklaring paa Verdens Tilblivelse.


Atum avlede ved Selvbefrugtning Guden Schu og Gudinden Tefnet, disse Himmelgudinder Nut og Jordguden Geb, disse atter Osiris, Isis, Seth og Nephthys, og Osiris og Isis avlede Horus. Schu løftede Himmelfirmamentet op fra Jorden, hvorved Verden blev til; denne Gud og Gudinden Tefnet har ingen Rod i Folkereligionen, men de er theologiske Konstruktioner; Schu identificeredes senere med Guden Anher (Grækernes Onuris), men deres indbyrdes Forhold fra Begyndelsen er uklart.


Denne Forestilling om den store Nigudekreds trængte igjennem overalt, dog saaledes, at man kunde anbringe Lokalguden, enten Ptah eller Amon-Re i Spidsen i Stedet for Atum. Man opnaaede derved at skabe en Sammenhæng mellem Landets Hovedguder og en Forklaring paa Verdens Tilblivelse. Ogsaa rent folkelige Forestillinger kunde Theologien indarbejde i sin Forestillingskreds, som f. ex. at alle levende Væsener er opstaaet af Gudernes Taarer.


I Hermopolis, hvor Visdommens Gud ”Gudernes Skriver” Thoth dyrkedes, udvikledes en ejendommelig og selvstændig Theologi, der dog ogsaa optog Enneaden, Nigudekredsen, som Ramme. Han præsiderede over otte Guddomme, fire mandlige og fire kvindelige, der fremstilles med Frø og Slangehoveder eller som dansende Bavianer. Disse otte Væsener opfattedes ofte som et Kollektivvæsen ”den ottefoldige” paa ægyptisk Schmun.


Dette Navn er ogsaa det ægyptiske Navn paa Byen Hermopolis; og det kunde ligne den ægyptiske Fantasi at konstruere disse otte Guddomme ud fra Byens Navn. Om dette virkelig er Oprindensen til denne Gudekreds, tør jeg ikke paastaa, men disse Guddommes Navne tyder paa, at det er rene Abstraktioner, der hverken stammer fra Folketroen eller fra nogen Lokalkultus.


Gudernes Navne gav Anledning til mange Spekulationer. Navnet Amon mindede om Roden amen ”at være skjult”, og ud fra dette Forhold blev Amon gjort til den hemmelighedsfulde, skjult Gud, der aabenbarer sig i Solen, men hvis Væsen er uudgrundeligt. Osiris’ Navn blev fortolket som ”Solens kraft”, og denne Forklaring kunde give Anledning til yderligere Spekulationer over disse Guders Natur og Sammenhæng. Ordet var helligt, det skabte, hvad det udsagde. For Ægypteren var en falsk Etymologi, en Lydlighed, en Alliteration nok til at tillægge deres Guder baade Egenskaber og Handlinger.


Ved denne Sprogets Magt over Tanken kunde der opstaa nye Myther. I Byen Sched i Faijum dyrkedes en Gudinde Schedit som Sobeks Gemalinde. Hendes Navn betyder ganske ”Kvinden i Sched”; men det gav Anledning til en Beretning om, at hun engang var optraadt som den, der tilintetgjorde (schedet ) Sobek-Re’s Fjender. Guden Geb skrives med to Skrifttegn, hvoraf det første er Billedet af en Gaas (ægyptisk geb); han afbildes undertiden som en Gaas, og han omtales som ”den store Gakker”, der lagde Verdensægget, hvoraf Re opstod.


Det er her Ideassociationer, poetiske Billeder, Lydligheder, der tager Magten over Tanken

og bærer Fantasien over Stok og Sten.


Himlen var en kvinde, Gudinden Nut, der staaer bøjet over Jorden, støttet paa Hænder og Fødder. Solen fødes mellem hendes Laar og sejler hen over hendes Legeme.


Men Ordet heru ” det, der er foroven” bruges ogsaa om Himlen, og strax udvikler der sig en Forestilling om Himlen som et Ansigt (Ægyptisk her ), der støttes af fire Haarfletninger; envidere er her ogsaa Navnet paa Guden Horus, og man konstruerer saa fire Væsener, Sønner af Horus, der er Haarfletningernes Vogtere.


Den religiøse Poesi er ogsaa et skabende Element i den ægyptiske Theologi. En af Solgudens Former er Chepre eller Cheprer, som ogsaa er Navnet paa den store ægyptiske Oldenborre. Naar visse Texter kalder Solguden en Oldenborre, der ruller sit Æg hen over Himlen, saa spørger man sig selv; Er dette en primitiv Opfattelse af Solguden eller er det et poetisk Billed, der maaske i den naive Bevidsthed har sat sig fast ? Navnet Chepre lyder som en ægyptisk Rod, der betyder ”at blive til”, og selvfølgelig giver denne Lydlighed Anledning til yderligere Spekulationer.


De mythiske Fortællinger om Guderne og deres Skæbner bearbejdes selvfølgelig ogsaa af den theologiske Spekulation, som der finder et stort stof. De religiøse Texter er fulde af Hentydninger til Gudesagn, der er os uforstaaelige, fordi selve Sagnene ikke er bevarede.


Den heliopolitanske Soltheologi, der med Statsreligionens Stempel sejerrigt trængte igjennem, havde paa en ejendommelig Maade føjet Osirisreligionens Hovedrepræsentanter ind i sit System og derved bygget en Bro over til den stærkeste religiøse Faktor i det ægyptiske Folks Liv. Ved at identificere de vigtigste Lokalguder med Re og ved stærkt at udarbejde andres solære Karakter fik den mildnet den oprindelig Fetischisme, selv om de brede Lag næppe naaede op over den primitive Opfattelse.


Det ligger i Sagens Natur, at ligesom Theologien arbejdede med de primitive Gudsforestillinger, saaledes tumlede den ogsaa med Folkets naive Verdensbillede.


Himlen er for Ægypteren som et uhyre Loft, der hviler paa Jorden støttet af fire Piller,

dette Loft er af Jærn, og Stjærnerne er Lamper, der er ophængt under det.

Men Himlen er jo ogsaa en kvindelig Guddom, Himmelgudinden Nut; hun tænkes staaende bøjet over Jorden, støttende sig paa den med Hænder og Fødder. Solen fødes daglig mellem hendes Laar.


Solguden er jo en Gud, der som andre Guder har sit Skib; derfor maa Himmelen være et Ocean. Som visse andre Gudinder fremstilles Himmelgudinden som en Ko, og man har Billeder, der viser Solen i sin Baad under Koens Bug. Nedgangen til Underverdenen er i Vesten, hvor Solen gaar ned for at fortsætte sin natlige Sejlads, indtil den naaer tilbage til det Sted, hvorfra den atter hæver sig op i Østen. Ægypterne havde jo ret solide astronomiske Kundskaber, men om disse har spillet ind i deres Spekulationer, er tvivlsomt.


Det karakteristiske for den ægyptiske theologiske Spekulation er dens Konservatisme, den bevarer alt det overleverede Stof; det er utænkeligt at kaste noget overbord; det gamle er helligt, og vi har Exempler paa, at nye Forestillinger skaffes Autoritet ved opdigtede Beretninger, der tillægges en fjærn Oldtid.


Det er Theologiens Opgave at fortolke, at harmonisere og at ordne det uhyre, uensartede Stof.


Dens Resultater er efter moderne Begreber et stort Kaos med en Uendelighed af Modsigelser, hvor vi hverken finder Sammenhæng, Orden eller Logik; men det vilde

være ganske falskt, om vi forestillede os, at saadanne Spekulationer ikke havde Værdi

for de gamle.


For dem var den haltene og ufuldkomne sammenhæng, som Theologein skabte mellem Gudeforestillingerne, af stor Værdi. Den forvissede dem om deres nationale Sammenhæng, den omgav dem med store og mægtige Guddomsvæsener, i hvis Vold de følte sig, den ophævede den religiøse Partikularisme, der kunde blive skæbnesvanger for den politiske Udvikling, og endelig arbejdede den paa sin egen Maade for det religiøse Fremskridt og tilfredsstillede den mystiske Trang, der ikke saa sjældent bryder igjennem.


Uden Tvivl mundede den theologiske Spekulation for mange enkeltes Vedkommende ud i

en Art Pantheisme, som naar man anraaber Guden ”med de mange Navne, hvis Tal ikke kjendes”, der gjemmer sig mere end dem, der udgik fra ham,” han, ” der er en fuldkommen Beskytter for den, der optager ham i sit Hjærte.”


Her er vi naaet op til en religiøs Betragtning, der søger langt baved de ydre overleverede Former, der bunder i en højere Gudserkjendelse, end vi ellers møder i den ægyptiske Theologis oftest golde og ufrugtbare Frembringelser.


Endnu et Moment kommer i Betragtning for Forstaaelsen af den ægyptiske Religions Udvikling, i hvert Tilfælde Statsreligionens, det er Kongens religiøse Stilling. Fra det 5. Dynasti af antager han Titlen ”Re’s Søn”, og han opfattes som værende af guddommelig Herkomst; han er Søn ikke blot af Re men af enhver Gud, i hvis Tempel han optræder.


Han er vel ikke Gud i fuld Forstand, han er kun ”den gode Gud” ikke ”den store Gud”, men han er dog Gudens Aabenbarelsesform paa Jorden, og efter sin Død kan han blive Gjenstand for Menneskers Anraabelse.


Han er den øverste Præst i alle Landets Templer, og de fungerende Ypperstepræster tjener i hans Navn, alle Ofre bringes i hans Navn, og selv Dødsofrene fingeres at stamme fra ham. Kongens Stilling var i Ægypten saa ophøjet, at Grænsen mellem den jordiske Konge og de høje Guder udviskedes i den folkelige Bevidsthed.


De store Guder tænktes som Konger med en Hofstat og Tjenerskab, den jordiske Konge forestillede man sig som et guddommeligt Væsen. Sagnene gjorde de store Guder til de historiske Kongers Forgængere paa Ægyptens Trone, og Horus og Seth havde efter deres Kamp delt Ægypten imellem sig.


Selvfølgelig betød dette forhold overordentlig meget med Hensyn til den religiøse Fred i Ægypten. Kongen var den store Formidler af Gudernes Velsignelse og traadte frem for dem alle i Folkets Navn. Han sørgede for Templernes Vedligeholdelse og for Ofrene; han gjorde Guderne rige og deres Præster ansete. Han og hans stærkt organiserede Embedsstand ejede de store Magtmidler til at fremme, hvad Statens Velfærd og Folkets Vel krævede, og selv den sejge religiøse Konservatisme maatte efterhaanden om end langsomt give Plads for de Tanker, som Kongen, Gudens Repræsentant paa Jorden, vilde fremme.


Overfor de barbariske Nubiere, der i det mellemste Rige blev lagt ind under Ægyptens Krone, tog Kongemagten Skridtet helt ud og indrettede en Kultus ikke blot for den døde Konge men endog for den endnu levende. Ramses II anbragte sin egen Statue sammen med Guderne i det allerhelligste i det store Tempel i Abusimbel, og hans Gemalinde dyrkedes sammen med Hathor i det lille Tempel.



DØDEN OG LIVET HINSIDES


Efter denne korte Udsigt over de ægyptiske Gravskikke, hvor meget har maattet udelades og meget kun er antydet, maa vi spørge de religiøse Texter og de literære Dokumenter om, hvorledes Ægypterne tænkte sig Livet efter Døden.


Da Forestillingen herom paa det nøjeste hænger sammen med Opfattelsen af den menneskelige Personligheds Natur og Væsen, maa vi først faa Rede paa denne.


Mennesket er efter ægyptisk Begreb et saare sammensat Væsen.


Han bestaaer af Legeme og Sjæl; Sjælen forestillede de sig som en Fugl, der i Reglen afbildedes med Menneskeansigt (Ba); den forlod Mennesket ved Døden og kunde atter vende tilbage til den i Graven hvilende Mumie paa Besøg; i øvrigt var den fri i sine Bevægelser.


Men desuden havde Mennesket en Ka, en Slags Dobbeltgænger, et usynligt Afbillede af Mennesket, der ikke døer med ham men lever videre i Graven; efter andre Forskeres Mening var Ka’en en Slags Genius eller Skytsaand, der fulgte Mennesket fra Fødslen og udover Døden.


Desuden var Mennesket udstyret med en Lysaand, en Echu, et guddommeligt Livsprincip, der først helt udfoldede sig efter Døden, idet han da blev til en Lysaand, et guddommeligt Væsen, der var istand til at nyde Salighedens Vilkaar.


Væsentlige Bestanddele af Menneskets Væsen var desuden hans Hjærte, hans Skygge og

hans og hans Navn. Det er hans Hjærte, der vejes af Thoth paa Retfærdighedens Vægtskaal for Osiris’ Domstol. Det er af evig Betydning for Mennesket, at hans Navn lever og ikke glemmes; det er et stærkt Motiv for hele Kulten for de døde.





Tilføjelse;


Jesus jfr. Echu, lysånd.


JOHANNES-EVANGELIET Kap. 8,12


Jesus talte nu atter til dem og sagde: ”Jeg er verdens lys; den, som følger mig,

skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.”


Note: ”Jeg er” på hebraisk  – ani-hu.  ”Jeg er” på græsk – ego-eimi.