Idn under jødisk

Artikel I



Jødisk spiritualitet

 

Tim Pallis

 

 

Den rigdom, som findes i den jødiske monoteisme, er grundlaget for troen i tre verdensreligioner judaismen, kristendommen og islam. Jesus var selvfølgelig jøde og Muhammed, hvis han overhovedet

er en historisk person, hentede inspiration til sin religion hos jøder og de jødiske kristne gnostiske ebionæere i Mecca.

 

Araberne fører deres aner tilbage til Abraham ligesom de kristne gør. Men én ting er troens verden, en anden er den spirituelle forståelse af religionerne. Judaismen har en gammel mystik, som vi her skal beskæftige os med.

 

I mystikken eller den spirituelle ateisme, som jeg foretrækker at kalde den, er den jødiske Gud JHWH ikke kun en transcendent skaber Gud, men snarere en både transcendent og immanent enhed og helhed med verden, som kan erkendes som vor egentlige natur. Det er en upersonlig og universel bevidsthed som i dette evige nu viser sig som virkeligheden, men samtidig også som vor sande identitet.

 

Dette fremgår tydeligt selv i Det gamle Testamentes Genesis, hvor Moses spørger Gud om, hvem han skal sige, han kommer fra, når han møder det jødiske folk igen. JHWH svarer ham: ”Du skal sige, at du kommer fra JEG ER”.

 

Det var netop det svar, som Jesus gav til jøderne, når de spurgte ham, hvem han var? På græsk hedder det ego eimi, men da Jesus talte aramæisk sagde han ena-nathy eller ena-ithay eller blot ena-na. Det blev han korsfæstet for at sige, for jøderne opfattede det, som om han sagde: Jeg er Gud. Og det var en Gudsbespottelse, som der var død straf for, fordi JEG ER er JHWH’s navn.

 

Da jeg beskæftiger mig med sammenlignende spirituel ateisme kan jeg ikke lade være med at tilføje to næsten identiske svar fra to helt forskellige traditioner. Det ene er fra Det nye Testamentes Johannes Evangeliet 8.58 og det andet er fra zen buddhismens 6. patriark Huineng’s (638-713) Platform Sutra.

 

Da jøderne i Nazaret spurgte Jesus, hvem han var, svarede han: ”Før Abraham blev født JEG ER”. Huineng spurgte sin forfølger: ”Hvad er dit oprindelige ansigt, før dine forældre blev født?” Svaret på dette spørgsmål bør besvares af ethvert menneske her på jorden. Værsgo!

 

Til trods for at JHWH i det Gamle Testamente opfattes som stammens krigsgud, som både er jaloux, vred, grusom og retfærdig, men undertiden også medfølende, når han opfattes i en eksoterisk optik. Men set med esoteriske briller er han også alle levende væsners egentlige natur. Derfor har de jødiske mystikere et andet forhold til ham.

 

Konstruktionen af monoteismen som en meget dualistisk og diskriminerende teologi har bragt mange forfølgelser og folkedrab med sig i historiens løb. Det gælder især kristendommen og islam.

 

Det gamle Testamente er derimod i sig selv en sen historisk konstruktion, som blot bygger på mytiske fortællinger om jødernes fortid. Men det er veldokumenteret, at kristendommen og islam begge var nådesløse i deres intolerance overfor andre trosretninger. De var mistroiske og forfulgte  mystikerne,

og hvem de ellers opfattede som kættere. 

 

Det er svært at sammenligne og måle ondskab i størrelse, men i den seneste forskning er den ingen

tvivl om at islams drab på mere end 250 millioner vantro i historiens løb kommer ind som nummer

ét i statistikken. Desuden kan jeg ikke lade være med at nævne, at der i de islamiske religiøse tekster koranen, siraen og haditherne, som ingen muslim kan sidde overhørig, er en evindelig drøm om at dræbe alle jøder og at dhimmificere alle kristne.

 

Påsken i kristendommen handler om Jesus korsfæstelse og Kristus genopstandelse. Den jødiske påskefest pesach, handler om jødernes udfrielse fra slaveriet i Ægypten. På engelsk hedder denne påskefest ”passover”.

 

Der er en lighed mellem genopstandelse til et nyt evigt liv og en befrielse fra trældom, ligesom der

er en lighed mellem Buddhas oplysning eller opvågnen og kristendommens påske morgen - altså genopstandelsen. Det drejer sig nemlig om en genvindelse af en ny altomfattende bevidsthed.

 

Men hvad er det jødiske ”passover”? Hvad er det, man passerer forbi? Det var de jødiske børnefamiliers hjem, hvis døre var bemalet med fåreblod.

 

Det henviser til den sidste af de 10 landeplager i det gamle Ægypten. Gud sendte til sidst dødens engel ned på jorden for at dræbe det førstefødte barn i enhver familie. For at beskytte deres førstefødte markerede israelitterne deres døre med fåreblod. Så ville dødens engel passere forbi uden at dræbe.

 

En genopvågnen eller genvindelse af en ny ikke-tvedelende bevidsthed, kan også forstås allegorisk som en udfrielse eller befrielse fra den dualistiske bevidstheds trældom. Det er et fælles tema, som vi genfinder i næste alle religioners mystik og oprindelseshistorie.

 

Som sagt er Genesis et bevis på, at den jødiske mystik og spiritualitet allerede findes i rødderne Det gamle Testamente. Denne kim udviklede sig senere i Middelalderen til den esoteriske strømning og teosofi, som hedder kabbalah. Dette var på sin side også grundlaget for en senere udvikling af den spirituelle hengivenheds vej, som opstod i Polen og Rusland i 1700-tallet kaldet hasidismen.

 

Kabbalahen fik stor betydning for andre religiøse, gnostiske og okkulte traditioner i Europa i middelalderen og renæssancen. Og det var også en arv fra oldtidens mysteriereligionerne, som har fået en renæssance i dag. Vi kalder det teosofi og new age bevægelse. Okkultisme og magi og tro på reinkarnation i vor tid er dønninger af denne jødiske kabbalistik. Det er en dualistisk tro, som ikke har noget at gøre med den spirituelle ateismes ikke-dualistiske forståelse af tilværelsen.

 

Måske har mystikken også rod i Profeten Jacob brydekamp med en engel for at få englen til at sige sit navn. Senere mystikere har sagt, at denne brydekamp netop er en spirituel analogi til mystikerens bestræbelse på at finde sin egentlige natur før han blev født.

 

Til sidst bøjer englen sig og afslører sin sande identitet, som er ingen anden end Gud. Denne afsløring svarer til at mystikeren efter mange år kamp med sig selv endelig realiserer sin egentlige natur som den universelle bevidsthed. Jacobs berømte drøm om trappen, der fører fra jorden til himlen er selvfølgelig også vejen til erkendelsen af den guddommelige natur – JEG ER.

 

Det gamle Testamente blev måske først oversat til græsk i 100-tallet fvt. Den fik navnet Septuagint, som betyder 70, fordi der var 70 oversættere, som arbejdede på den i Alexandria. I det andet og første århundrede fvt. talte de fleste jøder græsk i Palæstina, hvor der også var et græsk universitet.

 

På Jesus tid fandtes en monastisk samfund af jødiske mystikere, som kaldes essenerne. De levede i de områder, som grænsede op til den ægyptiske og palæstinensiske ørken.

 

Det interessante er, at den jødiske historiker Josephus (37-100 evt.), som mærkeligt nok aldrig skrev noget om Jesus, sagde, at essenerne var en orphisk gruppe – altså tilhængere af den græske mysterieskole med Orpheus som centrum. Det siger noget om, at græske mysterier og jødiske mysterier var meget tæt forbundne på den tid.

 

Det var jo midt i den spirituelt multikulturelle periode, som vi i dag kalder hellenismen. Essenerne var derfor inspireret af orphiske og pythagoræiske klostersamfund, som havde levet på grænsen til ørkenen i århundreder. Der var også buddhistiske samfund (ashram), hvis munke var blevet sendt som missionærer til middelhavsområdet af den indiske kejser Ashoka (304-233 fvt.).

 

Efter romernes ødelæggelse af Jerusalem år 70 evt. blev den jødiske kultur spredt ud overalt i den antikke verden i et omfattende diaspora. I 1200-tallet var der i Sydfrankrig flere forskellige spirituelle traditioner, som på en eller anden måde påvirkede hinanden.

 

I den tidlige middelalder var de gnostiske katharer, kristne mystikere og islamiske sufi mystikere alle inspirerede af nyplatonisme og gnosticisme. I dette miljø voksede det komplekse system af jødisk kabbalisme op.

 

Kabbalah betyder ”tradition” og det centrale er en kortlægning af det spirituelle univers og den menneskelige bevidstheds udvikling, som kaldes ”Jakob’s trappestige”. Det er et symbolsk diagram også kaldet ”livets træ”, som er et grafisk skema af den tifoldige vej, som mystikeren må følge for at komme til erkendelse af, hvad han egentlig er.

 

Det er ti sfærer eller kamre, som han i sin træning må gennemforske for at komme nærmere og nærmere til alle tings enhed, som er en erfaring eller tilstand kaldet Daat, som betyder ”erkendelse”.

 

Det første trin er Malkut, som symboliserer den kropslige selvværen. Det andet trin er Yesod, som repræsenterer personligheden. I det tredie trin Tiferet finder han sin ”sjæl”. Og til sidst befinder han sig i Daat, som kaldes ”afgrunden” eller ”dybet”. Det er ikke en af de ti sfærer, men en tilstand af ”tomhed”, som ikke er helt det samme som buddhismens tomhed (Shunyata).

 

Det siges, at for at komme til Daat må mystikeren foretage et spring ind i ”tomheden”, da Daat er en erkendelse af, at der ikke findes et adskilt selv. Hinsides dette befinder den transcendente Gud JHWH sig, som har navnet ”ehyeh”, som betyder JEG ER.

 

Dette rene universelle bevidsthedsrum har ingen kendetegn, og her er der ikke længere nogen tvedeling eller adskillelse mellem iagttageren og det iagttagne og ingen adskillelse mellem subjekt og objekt.

 

En af de største jødiske kabbalister var den spanske jøde Abraham Abulafia (1240-1291), som udviklede en jødisk form for yoga med koncentration på åndedrættet, gentagelse af mantraer og fysiske øvelser. Han havde i 31 års alderen en overvældende spirituel oplevelse af et lys, der udgik fra ham selv. Derfor var han mere interesseret i direkte spirituelle erfaringer end teologisk skolastik.

 

Abulafia talte om at ”åbne sjælen – at løse de knuder som binder den”. Sjælen er bundet af alle mulige forestillinger baseret på vore følelsesbetonede sansefornemmelser. Derfor fungerer menneskets intuitive forståelse af sin situation ikke så godt. For at overvinde dette udviklede Abulafia en form for meditation kaldet ”navnenes vej”, som er en kontemplation af en sammensætning af bogstaver i det hebræiske alfabet, som udtrykker forskellige navne på Gud.

 

I 1700-tallets Polen opstod en meget fin form for jødisk hengivelse til en spirituel praksis kaldet hassidismen. Man samlede sig omkring en mester kaldet zaddik, som betyder den ”retsindige”. Grundlæggeren af denne tradition var Rabbi Israel ben Eliezer (1700-1760), som er mest kendt under navnet Baal Shem Tov.

 

Han tilbragte flere gange i sit liv lange perioder i isolation og praksis på bjergtoppe for at bede og meditere. Han blev betragtet som kætter, fordi han lærte, at befrielsen drejede sig om koncentreret

bøn og meditation snarere end læren om de jødiske lov system.

 

De hassidister, som fulgte traditionen, var store individualister, der søgte en særlig tilknytning til det guddommelige. En af dem var Rabbi Nachman (1772-1810) fra Wroclaw, som var oldebarn af Baal Shem Tov.

 

Hassidismen er en from for bhakti spiritualisme, en hjertets vej, kærlighedens og glædens vej, hvor man både synger og danser. En anden kendt hassidisk mester var Maggid fra Mezeritch (d.1772), som også var elev af Baal Shem Tov.

 

Baal Shem gav ham kabbalisterne bibel Zohar eller ”Udstrålingens Bog” og viste ham, hvordan man skulle læse og arbejde med den. Denne bog tilskrives Simeon bar Yochai (2. århundrede evt.), kendt som Rashbi, som var aktiv efter ødelæggelsen af det 2. tempel år 70 evt. Han var elev af rabbi Akiva (40-137 evt).

 

Et kendt ord fra en elev af Maggid af Mezeritch lyder sådan: ”Jeg gik ikke til Maggid for at lære Torah, men for at se hvordan han bandt sine snørebånd.”

 

Hassidismen er beskedenhedens eller selvforglemmelsens vej. Det er en vej til fred og sindsro ansigt til ansigt med livets skiftende faser. Hassidisk mystik er således den uselviske vej til kærlighed, som kan udtrykkes således: ”Hvad der er mit er jeres og hvad der er jeres er jeres”. En far spurgte engang Baal Shem: ”Min søn følger ikke Gud – hvad skal jeg gøre?” Mesteren sagde: ”Elsk ham mere”. Man kan sige, at ”elsk mere” er den spirituelle ateismes maxime, det er hjertet af al mystik.







Artikel II





Hasmonæerne og Det gamle Testamentes oprindelse


 

Tim Pallis


 

 

De syriske Seleukider havde magten i Palæstina fra år 200 til år 168/142 fvt. En jødisk præsteslægt Makkabæerne gør opstand og tager en del af magten. Makkabæerne var sønner af præsten Mattatias (d.165 fvt.).

 

Makkabæeren betyder Hammeren, som var et hædersnavn til Judas Makkabæus for sejren i befrielseskampen mod Syrien. Makkabæernes efterkommere hed hasmonæerne, som sidder på magten

til år 63 fvt., hvor den romerske hærfører Gnæus Pompejus Magnus (106-48 fvt.) erobrer Jerusalem.

 

Det gamle Testamente, Tanakh, nedskrives i hasmonæernes periode. Værket trækker på århundrede gamle fragmenter fra palæstinensiske (filistinensiske og kananæiske), ægyptiske og mesopotamiske myter i de folkelige traditioner. Disse fragmenter helt tilbage til 900 tallet (blandt andet Genesis) blev nu samlet, konstrueret og udgivet som en pseudohistorisk beretning om israelitterne af religiøst sekteriske nationalister i det hasmonæiske regime.

 

Der findes en moderne forskning, som betragter den historiske Jesus som en myte. Myten fortæller, at han blev født af en jomfru, kunne gå på vandet, vække folk fra de døde, stod op af graven og steg til himmels. Den nyere Forskning går ud på, at denne myte er baseret på tilsvarende antikke myter i de hellenistiske mysteriereligioner.

 

Kristendommen var ikke en ny og enestående åbenbaring, men en jødisk tilpasning til de antikke kulturers mysteriekulter, som jøderne især i Alexandria kom i forbindelse med i den hellenistiske tid.

 

I myterne er der tale om kosmologiske dramaer om verdens skabelse, død og genfødsel. De kan fortolkes eskatologisk, fordi den enkeltes liv er lig med verdens liv. Kristendommen er egentlig en jødisk formulering af klassisk hellenistisk mysteriereligion.

 

Professor Thomas L. Thompson skriver i "The Bible in History. How Writers Creates the Past", Pimlico 1999: "I dag har vi ikke længere Israels historie. Ikke alene er Adam og Eva og syndfloden blevet til mytologi, men vi kan heller ikke længere tale om profeternes tid. Disse billeder har ingen plads i beskrivelserne af den virkelige historiske fortid. Vi kender dem kun som fortællinger, og det vi ved om sådanne fortællinger opmuntrer os ikke til at betragte dem som historiske.

 

Der er intet bevis for et forenet monarki, intet bevis for en hovedstad i Jerusalem eller af nogen som helst sammenhængende politisk magt, som dominerede det vestlige Palæstina, end sige et imperium af den størrelse, som legenderne beskriver. Vi har ingen bevis for eksistensen af konger ved navn Saul, David eller Salomon. Og vi har heller ikke bevis for noget tempel i Jerusalem i denne tidlige periode".

 

Den israelitiske arkæolog Ze’ev Herzog citeres i M. Sturgis "It Ain’t Necessarily So. Investigating the Truth of the Biblical Past", Headline 2001, for at sige "Israelitterne var aldrig i Ægypten. De kom aldrig udefra. Hele kæden er brudt. Det er ikke en historisk kendsgerning. Det er en senere rekonstrueret legende om en historie, som aldrig fandt sted".

 

Israelitterne var det oprindelige folk i Kana’an, de var på en vis måde kana'anæere. Ordet Israel betyder "den der kæmper for El", og El var Kana'anæernes Gud. Jerusalem er navnet på en anden kana’anæisk gud ved navn Shalem. Israelitterne stammede fra de oprindelige kana’anæere og var altså ikke indvandrere, som Det gamle Testamente påstår. Jøderne (judæerne) og israelitterne (samaritanerne) var arvefjender.

 

Israelitterne boede i det nordlige Palæstina i Samaria, og judæerne levede i det sydlige Palæstina med byen Jerusalem. Da assyrerne angreb Palæstina i år 733 fvt. hjalp judæerne  assyrerne med at undertrykke israelitterne, og assyrerne deporterede dem som slaver, hvorimod Judæa blomstrede op som en ny assyrisk provins.

 

Jerusalem havde dengang omkring 15.000 indbyggere. I 587 fvt. ødelagde Babylonerne imidlertid byen og deporterede judæerne som slaver. I midten af 400-tallet fvt. lykkedes det perserne at besejre babylonerne, men det er en myte at tro, at israelitterne og judæerne vendte tilbage til Palestina. Andre stammer havde imidlertid slået sig ned i området og brugte den oprindelige befolknings mytiske historie til at legitimere deres krav på landet. Deres efterkommere kaldte sig selv for israelitter eller jøder.

 

Da Alexander den Store erobrede Palæstina fra Persernes besættelse år 332 fvt. var der omkring 30.000 mennesker bosiddende i Judæa. Det var altså en ganske ubetydelig jødisk stamme, som boede i nogle bjergegne mellem Det døde hav og Middelhavet.

 

Jøderne er slet ikke nævnt i græske tekster før Alexander. Selv den jødiske historiker, som var af den hasmonæiske slægt, Josefus (37-100), kendte ingen referencer om jøder i den græske litteratur før Alexander. Ved Alexanders død i 323 fvt. fik hans general Ptolemæus I magten i Ægypten. Ptolemæerne havde da også magten i Palæstina 312-220 fvt.

 

Den hellenistiske kulturelle indflydelse i Palæstina omfattede det græske sprog, lovgivning, byggestil, lægekunst, sport, teater, spiseformer, filosofi og religion. I 100-tallet fvt. begynder der at ske en kulturel udvikling i Palæstina. Græsk teknologi og kultur vinder indpas sammen med en revolution indenfor agerbrug og kunstvanding.

 

Jerusalem bliver en by med et højt udviklet kunsthåndværk. Den jødiske litteratur blomstrede, og jødernes historie og mytologi bliver nu skabt. Jerusalem er en hellenistisk by med et græsk gymnasium, som jøderne flittigt brugte som internationalt uddannelsescentrum.

 

Fra begyndelsen af 100-tallet fvt. finder vi derfor i Palæstina mange kendte filosoffer, digtere, satirikere og retorikere, som senere også blev rådgivere for de romerske statsmænd f.eks. Pompejus, Brutus og Cicero.

 

Det ironiske er, at denne udvikling var blevet sat i gang af græsk uddannelse. Derfor blev den skabte litteratur skrevet på græsk, men jøderne blev aldrig rigtig græske. De opfattede deres egen kultur og dem selv som bedre end den græske kultur, som de nok kunne lære af, men ikke var identisk med.

 

Det tragikomiske er imidlertid, at jøderne i deres arrogance begyndte at skrive om, at det i virkeligheden var grækerne, som havde lært alt af jøderne. Eksempelvis havde Platon lært sin filosofi

af Moses. De første citater, som er hentet fra Det gamle Testamente af græske skribenter, er dog ikke tidligere end fra midten af det første århundrede.

 

Konspirationsteorierne florerede ligesom i dag, hvor muslimske lærde forsøger at bilde verden ind, at det er deres kultur, som har inspireret Europas videnskabelige udvikling.

 

Det siges f.eks. også, at det var Moses, som lærte ægypterne hiroglyfferne, og Moses var også Orpheus læremester og blev kaldt Hermes. I den hellenistiske periode beskæftigede mange sig med astrologi, og det var selvfølgelig Abraham, som havde opfundet astrologien. Den nyvundne jødiske selvtillid og selvbevidsthed efter makkabæernes succes producerede store mængder national propaganda.

 

Når argumenterne for de mytiske fortællingers gyldighed fremhæves som historiske, skal man være opmærksom på, at det sandsynligvis blot drejer sig om fantasifulde fabrikationer.

Det gamle Testamente blev netop skabt i denne periode.

 

Det gamle Testamente blev altså skabt af Hasmonæerne for at legitimere deres magt i hele Palæstina. Der blev konstrueret en historie om, at jøderne nedstammede fra et ældgammelt af Gud udvalgt folk, som havde fået Palæstina som dåbsgave. Deres konger Saul, David og Salomon var lige så store kejsere som Alexander.

 

Det er også i denne periode, at navnet Israel for første gang får både en politisk og religiøs betydning. Det er helt klart, at Det gamle Testamente blev skrevet af bigotte, fundamentalistiske magthavere for

at puste deres etnocentriske storhedsvanvid og religiøse fanatisme op.

 

Regimet erobrede efterhånden Samaria, Galilæa, Transjordanien og i syd Idumæa, hvor de tvang befolkningerne til at blive omskåret, for at de kunne blive rigtige israelitter.

 

Det hasmonæiske regime var frygtet for sin brutalitet. Alexander Jannaeus (103-76 fvt.) korsfæstede 800 religiøst liberale farisæere, mens deres kvinder og børn blev slagtet for øjnene af dem. På samme tid flygtede mange græsk lærde fra Palæstina og bosatte sig som lærere i Alexandria, Rom og Antiokia.

 

Der er ikke dokumentation for, at Det gamle Testamente, Tanakh, er nedskrevet før sent i 100-tallet fvt. Makkabæernes Bog, som er fra den hasmonæiske periode, nævner ikke noget om Det gamle Testamente, men der står om forskellige samlinger af tekster, hvor nogle er gået tabt i krige.

 

Makkabæernes Bog hævdes at være fra 200-tallet fvt., men nyere forskning daterer den til 100-tallet fvt. Derfor må man slutte at både Tanakh og dens græske oversættelse Septuaginta er skabt i samme ekstremistiske miljø, som konstruerede det rod af tekster, vi kender som Det gamle Testamente.

 

Philon (25 fvt.- 45 evt.), som var en græsklærd jøde i Alexandria, anvendte den allegoriske metode i fortolkningen af Septuaginta, som er den græske oversættelse af Det gamle Testamente. Han søgte at finde allegoriske betydninger (det græske "allegorein" betyder at udtrykke sig billedligt) bag tekstens litterære ordlyd. Som hellenistisk filosof kunne han finde både stoisk og platonisk tankestof udtrykt i Septuaginta. Philon mente, at Moses lære ikke var forskellig fra essensen af den græske filosofi.

 

Philon taler om den mystiske oplevelse, som han kalder gnosis. Det er den sande erkendelse af Gud,

som er en skuen af et lys, der stiger ned over én. Philons skrifter blev af den jødiske menighed erklæret for kætteri.

 

Abrahams ægteskab med Sara betyder allegorisk, at Abraham indvies til dyden. Det barn, som dyden (Sara) føder, er den sande erkendelse (Isak). Isak er derfor ensbetydende med gnosis.

 

Det, at Moses førte jøderne ud af Ægypten, betyder, at han er den vejleder, der kan føre ånden fri og frelst ud af legemets fængsel. Adam er ånden (det kosmisk ubevidste), som oprindelig er uden sanser og derfor uden en omverden.

 

Eva er sansningen, som lader hele omverden strømme ind i ånden, som derved vågner op til bevidsthed om sig selv og verden. Det svarer til Buddhas oplysning eller opvågnen kaldet bodhi. Dette udtrykkes også i Septuaginta ved Kains fødsel. Kai betyder besiddelse - det er at tage verden i besiddelse.

 

Perserne havde besat Palæstina indtil Alexander den Store besejrede dem år 325 fvt. Derfor sneg den persiske dualisme sig ind på senjødedommens forestillingsverden. Dualismens pessimistiske verdenssyn, som stammede fra Zarathrustra læren, havde udviklet en tvedelende myte om en satanskikkelse (Ahriman), en helvedeslære og en frelserskikkelse (Saoshyant) og en frelselære.

 

Man indførte en speciel apokalyptisk tid, som var en kamp mellem det gode og det onde. På dommedag ville frelseren tilintetgøre djævlen og alle hans dæmoner, og de døde ville genopstå kropsligt i et nyt evigt rige.

 

Denne persiske forestillingsverden vandt indpas hos jøderne og skabte deres apokalyptiske tro på en eskatologi som talte om de sidste tider og gudsrigets komme.

 

I denne apokalyptik vil Messias, den salvede, efterkommer af Davids slægt, sejrrigt knuse Israels fjender og samle de tolv stammer igen. Denne nationale ønskedrøm er selvfølgelig en hasmonæisk ønskedrøm.

 

Tidens forløsning bliver udtrykt i Daniels Bog, som opfinder en ny jødisk apokalyptik, hvor Messias ikke blot er en kommende nationalhelt, men også en himmelsk person, som har eksisteret forud for verdens skabelse, og som i de sidste tider vil træde frem af sit skjul.

 

Moseloven var som skabt til at opfange den persiske idé om dommedag. Men det var ikke særligt jødisk, at de døde også skulle genopstå i kropslig forstand til det evige liv i en ny verdensalder, mens andre endte i helvede til skam og evig pine.







Artikel III




Gnostikerne og den bogstav tro kristne dualisme

 

Tim Pallis


 

 

Nu er det sådan, at gnosislæren i de hellenistiske mysterier kan have et udpræget dualistisk eller adskillende præg, som hovedsageligt stammer fra persisk eller zoroastrisk mysterietradition.

 

Det stærkeste udtryk for dualismen blev skabt af manikæismens grundlægger Mani (216-277), som i sin barndom og ungdom tilhørte et judaististk, kristent, babtist samfund grundlagt af grækeren Elkesai eller al-Khasayh, som araberne kaldte ham. Muhammed var oprindelig påvirket af denne ekstremt dualistiske lære.

 

Gnosis læren udviklede sig i en stærk manikæisk retning og påvirkede mange kristne gnostikere, som den tidlige romerkirke erklærede for kættere og forfulgte på det groveste i mange århundreder.

 

Når jeg taler om gnosis læren eller philosophia perennis som mystikken i alle religioner, tænker jeg derfor ikke på den manikæiske gnosticisme, som er ekstremt dualistisk, men på den ikke-adskillende mystik, som er en empirisk eller eksistensteologisk tradition i alle religioner. Denne ikke-tvedelende mystik er også ensbetydende med sanatana dharmaen eller blot dharmaen, som i indisk forstand er en advaita tradition.

 

Kelsos (Græsk: Κέλσος) var en græsk filosof, som levede i 100-tallet. Han er kendt for værket "Det sande ord" eller "Den sande doktrin", som findes i brudstykker i den første kristne, systematiske teolog Origenes (185-254)  værk "Contra Celsum" (ca. år 177).

 

Kelsos sagde, at den nye kristne religion ikke var andet end en bleg efterligning af de antikke mysteriers gnosis lære. Kelsos var interesseret i den antikke ægyptiske religion, men kendte også til hellenistisk logos teologi. Man mener, at han skrev sin bog i Alexandria. De første af romerkirkens kirkefædre Justinus (100-165), Tertullian (160-220) og Irenæus (130-202) var så gnostiofobiske, at de kaldte Kelsos værk for nogle ”djævelske forventninger”. 

 

Dette absurde argument gik ud på, at djævlen havde plagieret den sande historie om Jesus på forventning om, hvad der ville ske i fremtiden for at vil lede mennesker. Man talte også om et ekko af Jesus lidelseshistorie forud for hans komme, eller at myterne var profetier eller forudanelser om Kristus komme. De gnostiske kættere blev forfulgt for, at man på den måde kunne udslette deres apokryfe skrifter koste hvad det ville.

 

Den oprindelige kristne menighed bestod i grove træk af bogstav tro og gnostikere. De bogstav tro opfattede Jesus livshistorie som en bogstavelig beretning af historiske kendsgerninger.  Det var Irenæus som valgte de 4 evangelier Marcus, Lukas, Matthæus og Johannes ud af en stor mængde forskellige evangelier, som i de første par århundreder af vor tid blev skabt i den hellenistiske verden. Disse 4 evangelier skulle kirken bygges på.

 

Denne skole blev i 300-tallet officielt til den romersk katolske kirke under Konstatin den Store (272-337). Der fandtes imidlertid også nogle spirituelle kristne menigheder, som kunne være meget forskellige, men som vi nu med en bred pensel kalder de kristne gnostikere. Deres evangelier kalder vi for de apokryfe nytestamentlige evangelier.  Nogle er ekstremt dualistiske, andre tilhører den ikke-adskillende mystik.

 

I begyndelsen af 300-tallet konstruerede historikeren Eusebius (260-340) beretningen om den historiske Jesus og romerkirkens tidlige historie på basis af det mytiske materiale, som fandtes i de

fire evangelierne, hos Paulus og hos de gnostiske bevægelser.

 

Alle senere kristne kirkehistorikere og teologer har baseret deres forskning på den af Eusebius skabte tvivlsomme historiefortælling. Eusebius var spind doktor hos den romerske kejser Konstantin den Stores, som gjorde kristendommen til statsreligion år 325 og gav den bogstav tro romerkirke de beføjelser, der skulle til for at udrydde både de hellenistiske og kristne gnostikere.

 

Konstantin ønskede kun én Gud og én religion,  som en pendant til sin egen situation som én kejser og ét rige. Han instituerede den nikæiske trosbekendelse ved konciliet i Nikæa år 325, som bruges i de kristne kirker den dag i dag.

 

Vatikanet blev opført på et gammelt antikt mysteriekultsted, for det er den måde en ny magt altid etablerer sig for at vise, at de bygger på ældgamle traditioner. Dette minder alt sammen om den tilsvarende instituering af bogstav tro islam og det muslimske Kalifat.

 

Den institutionaliserede kristendom har overalt i verden bibeholdt troen på Jesus mytens historiske realitet og det ydre eksoteriske mysterium. Troen herpå var imidlertid kun det første skridt på vejen mod en spirituel forståelse af Jesus myten.

 

Mens Vesten kulturelt set og i kirkelig sammenhæng er blevet hængende i de ydre mysterier, findes der

i historiens løb personer både i og udenfor den kloster tradition, som har udforsket meningen med de indre mysterier.

I de kristne kloster bevægelser fandtes præster og mystikere, som kendte til den dybere mening med det indre, esoteriske kristne mysterium, som munkene og nonnerne i deres eksistensteologiske søgen arbejdede med hver eneste dag.

 

Man kan sige, at gnosis læren på en vis måde overlevede i den monastiske tradition i de lukkede klostre, som var en del af romerkirken. Var man imidlertid ikke en del af dette system, men etablerede sig som en ny og anden vej til spiritualitet, som især de manikæisk inspirerede bogomiler og katharer gjorde, var man dømt til udslettelse af romerkirken.

 

Arbejdet med de indre mysterier i klostrene gennem kristen bøn og kontemplation kunne for nogles vedkommende bringe en gnosis ind i deres liv, som kan sammenlignes med Østens og antikkens erkendelser. Det vidner den righoldige kristne mystiske litteratur om.

 

De bogstav tro betragtede gnostikerne som farlige kættere, der oprindelig havde været kristne, men var blevet påvirket af hedenske religioner og derfor var frafaldne. 

 

Gnostikerne så sig derimod selv som de autentiske kristne med et spirituelt eller esoterisk budskab, som de eksoteriske bogstav tro ikke havde. Målet for gnostikerne var at vågne op til deres oprindelige Kristus bevidsthed. Det var med andre ord at blive en Kristus ligesom målet for en zen buddhist er at blive en buddha. 

 

Der var naturligvis mange forskellige slags gnostikere, og det var ikke alle, hvis erkendelse var den ikke-adskillende empiriske mystik i renkultur. Der var gnostikere, som ikke var kristne, men tilhørte forskellige ældgamle mysterietraditioner fra Grækenland, Ægypten og Mellemøstens antikke kulturer, hvor dogmatisk tro på reinkarnation også florerede.

 

Gnostikerne står på skuldrene af et platonisk og persisk tema, der handler om modsætningen mellem den ”sande”, indre, oversanselige virkelighed og den sanselige, anskuelige og timelige ”uvirkelighed”. Den evige verden er den ”sande virkelighed”, som er en fylde, et pleroma, af evigheder og æoner.

 

Der er i alt 30 af dem, som ikke er meget forskellige fra det Platon kaldte ideernes verden. Det er evige, arketypiske former, som hele tilværelsen er bygget på og afhænger af. Plotin (204-270) kaldte dem for hypostaserne.

 

Den levende, evige verden kaldes en æon. Den jordiske verden forholder sig til denne himmelske æon som maleriet til den, der har stået model. Billedet er blot en afspejling af mennesket. På samme måde

er den sanselige verden ”uvirkelig”, og vi bør derfor kende den usynlige virkelighed, som den afspejler. Mennesket, som altså befinder sig i legemets fængsel, længes tilbage mod ånden og praktiserer sin tro for at befri sig for materien.

 

Sjælen, som befinder sig i legemets fængsel, er ikke-stoflig og evig. Den er af guddommelig herkomst og hører derfor hjemme i pleroma. Legemet er en grav eller et lig, som den romerske stoiker Epiktet (60-140 evt.) siger.

 

I kristendommen forenes mysteriekulternes befrielsesmyter med en persisk-jødisk apokalyptik i et historisk frelsedrama, som skal opfattes som vor egen eksistentielle situation her og nu. Men hvor gnostikeren er et menneske, hvis sjæl allerede er identisk med pleroma og kan frelses ved erkendelse heraf (gnosis), så kan den kristne kun frelses ved sin tro (pistis).

 

Sjælen venter kun på at genopstå til evigt liv. Dermed forkastes det jordiske liv. Det er livet efter døden, der er livet. "Hvem ved", siger Platon, "om ikke det vi kalder liv, i virkeligheden er død, og det, vi kalder død, er liv?"

 

Med indflydelsen af den persiske dualismes blev himlen til Guds og englenes rige, mens jorden blev til dæmonerne og Satans rige, kødets, sygdommenes og syndens verden.

 

Dette ubehag ved den materialistiske og legemlige verden blev til et had til livet for mange hellenistiske filosoffer. Et had der opfattede kvinden og kønsdriften som et onde. Epiktet sagde ligefrem: "Mennesket er en sjæl belemret med et lig".

 

Denne dualisme og dette afsky ved jordelivet gennemsyrer det meste af gnosticismen til langt ind i middelalderens kætterbevægelser.

 

Gnosticismen er en meget bred gruppe af sekteriske mysterier, som er enten esoteriske og ikke-adskillende eller eksoteriske og tvedelende. Læren er synkretistisk og sammensmelter babylonisk stjernedyrkelse, persisk dualisme, platonisk filosofi, orfisk reinkarnationslære, hermetik, græske mysteriereligioner, ægyptisk frelselære, kristen eskatologi og mange andre forskellige gnostiske strømninger i den hellenistiske periode.

 

Det minder lidt om vor tid, hvor mange eksoteriske og esoteriske traditioner fra mange steder i verden finder sammen i en moderne spiritualitet. Meget sammenfattende indeholder den manikæisk tvedelende lære en kedelig overbevisning om, at menneskets virkelighed er af det onde, og derfor længes sjælen efter en befrielse i en himmelsk og guddommelige verden hinsides denne verden.

 

Gnosticismens mytologi har en meget kompliceret kosmogoni. Den går i store træk ud på, at verden blev til ved åndens (pneumas) fald. Det var et syndefald. Sofia dvs. visdommen søgte det højeste lys, altså sit ophav, men i stedet faldt hun ned i mørket, hvor hun avlede en søn kaldet demiurgen, som hos Platon er verdensbygmesteren.

 

Johannes Fabricius siger i Oldtidens Idehistorie: "Mødet mellem det kaotiske mørke og det skabende lys fik konsekvenser, idet det formløse fik skikkelse og udformedes til det synlige univers. Menneskets sjæl og legeme afspejler derfor to slags kosmos: det himmelske, usynlige eller åndelige univers, hvori sjælen har hjemme, og det synlige eller materielle univers, hvori legemet befinder sig"

 

Dette kan forstås både eksoterisk, som en trosbaseret skabelsesmyte eller som en esoterisk og spirituel mystik, som handler om det enkelte menneskes vej gennem en præ-mortem død og genopstandelse eller opvågnen til en erkendelse (gnosis) af alle tings egentlige natur.

 

Enten kan man opfatte denne kosmogoni som en bogstavelig og fideistisk opdeling af virkeligheden i en sjæl versus legeme dualisme. Eller også kan vi opfatte kosmogonien allegorisk, som det kosmisk ubevidstes opvågnen til nuværets situationstotalitet, hvor den transcendente bevidsthed aktualiserer sig i denne verden og derved bliver immanent i denne virkelighed.

 

Gnosticismen ser det som menneskets opgave, at befri sjælen for det jordiske kosmos, ved at føre sjælen gennem syv planetsfærer til det himmelske kosmos, hvor den ”genfødte” sjæl til sidst skuer guddommen i dens pneumatiske og evige natur.

 

Dette kaldes gnosis, og for at nå dertil, må sjælen igennem en forvandlingsproces, som symboliseres ved sjælens himmelrejse. På denne farefulde rejse må man lære de hemmelige formler, som skal fremsiges på de forskellige etaper af rejsen for at slippe frelst forbi de "dyriske archonters vagtstationer".

 

Den apokryfe evangelist Valentin (100-160 evt.), som er forfatter til Sandhedens Evangelium, var græsklærd. Hans filosofiske baggrund var derfor græsk filosofi, men han blev tidligt grebet af kristendommen. Han forener nu kristendom med hellenismens synkretisme. Da han også havde et dybt kendskab til hermetisme, philonisk mystik og hellenistisk judaisme, blev hans kristendom derfor farvet af de mange gnostiske strømninger, som florerede på den tid.

 

Valentin var ikke en ikke-adskillende esoterisk mystiker, men en eksoterisk gnostiker, som ser en dualisme mellem sjæl og legeme. Sjælen er ét med den virkelige tilværelse, legemet kun noget, der hører hjemme i en ”uvirkelig”, jordisk verden.

 

Clement af Alexandria (150-215), som skrev om gnostikerne sagde: "Ligeså meget som billedet er ringere end det levende ansigt, ligeså meget er verden ringere end den levende æon".

 

Den græsk-ægyptisk hermetiske mysteriereligion (ca. 100 tallet og efter) er imidlertid ikke dualistisk i gnostisk forstand. Den hermetiske litteratur er en ikke-adskillende gnosis. I de Hermetiske skrifter (Corpus Hermeticum) siger Hermes Trismegitos, at Gud intet mangler, eftersom han er i alt, og alt er i ham. Det lyder som om, det er bevidsthedsrummet, der her tales om?

 

Endvidere hedder det, at verden er én stor organisme, hvori hver enkelt del påvirker alle de andre og påvirkes af dem. Og det minder jo slående om Avatamsaka buddhismens beskrivelse af Indra net.

 

I Filips Evangeliet, som er et valentinsk evangelium, udtrykkes det meget klart, at genopstandelsen ikke drejer sig om en genopstandelse efter den fysiske død, men en præ-mortem død og genopstandelse: "Folk der siger, at man først skal dø og derpå genopstå, tager fejl. Hvis de ikke først modtager genopstandelsen, mens de er i live, vil de ikke modtage noget, når de dør".

 

En spirituel fri tænkning fandt plads i Europa i form af ”De små brødre og søstre af frie ånder” efter Albigenser korstoget 1212-49, hvor tusindvis af katharer blev levende brændt. De var aktive mange steder i Europa til godt op i 1600-tallet. Den hollandske maler Hieronimus Bosch (1450-1516) var én af dem.

 

Disse spiritualister sagde: ”Gud er alt hvad der er. Gud er i enhver sten og i hvert ben i den menneskelige krop så sikkert og vist som i nadverens brød.” De opfattede himlen og helvede som mentale tilstande i dette liv og ikke som straf eller belønning i et eller andet næste liv. De, der har direkte kendskab til Gud, har himlen med sig og er derfor allerede genopstået som spirituelle.

 

De frie Ånder havde deres egen spirituelle forståelse af de kristne mysterier, og derfor blev de forfulgt som kættere af de etablerede religiøse og verdslige magthavere. ”Sjælen (læs bevidstheden) er så enorm, at helgener og engle ikke kan rumme den. Så skøn, at det skønne hos helgener og engle ikke kan nærme sig. Den fylder alle ting.”

 

En fri spiritualist har sagt: ”Frihedens ånd opnås, når man er helt og aldeles forvandlet til Gud. Denne forening er så fuldstændig, at hverken Jomfru Maria eller englene er i stand til at skelne mellem mennesket og Gud. I denne tilstand er man vendt tilbage til sin oprindelige tilstand før man flød ud af det guddommelige.”

 

En anden fritænker sagde: ”Da Gud skabte alle ting, skabte jeg alle ting med ham. Jeg er mere end Gud.” Disse spirituelle kættere mente, at den eneste synd var at være uvidende om ens egen guddommelighed, og straffen for det var allerede at befinde sig i helvede.

 

Men de gik alt for langt i deres frihedsopfattelse, for mange følte også, at når de nu var naturens frigjorte ånder, så var det i orden at tilfredsstille alle den egentlige naturs ønsker og begær. Alle handlinger var nemlig også Guds handlinger, og spirituel uvidenhed var netop at tro, at ens handlinger var ens egne.

 

Henry Suso, Heinrich Seuse født Heinrich von Berg (1295-1366) var dominikansk munk og elev af Meister Eckhart og medlem af bevægelsen ”Guds Venner”. Men han var også inspireret af de ”Frie Ånder”. Der findes en fiktiv dialog mellem Suso og en af de spirituelle fritænkere:

 

Suso:    Hvor kommer du fra?

Svar:     Jeg kommer ingensteds fra.

Suso:    Hvad ønsker du?

Svar:     Jeg ønsker ikke noget.

Suso:     Det er forunderligt. Sig mig hvad er dit navn?

Svar:     Jeg kaldes ”Navnløs Vildnis”.

Suso:     Hvorhen fører din indsigt?

Svar:     Til uhindret frihed.

Suso:     Sig mig hvad er uhindret frihed?

Svar:     Det er, når et menneske lever i overensstemmelse med sine

             tilbøjeligheder uden at adskille mellem Gud og sig selv og uden at

             tage før eller efter i betragtning.







Artikel IV




Den androgyne sanseopfattelse


 

Tim Pallis


 

 

Zen folk i Kyoto fortæller en pudsig historie om en munk, som forlod klosteret efter mange års zen træning. Han kom til det vigtige punkt i sin zen praksis, hvor han indså det umulige i selv ved egen indsats at opnå kensho eller satori dvs. Buddhas opvågnen. Han tog til Kyoto's forlystelseskvarter og endte i kærlig omfavnelse hos en kvinde. I det øjeblik hans penis gik ind i hende fik han satori (erkendelse).

 

Endelig gik det op for ham på denne mest intime måde, hvad buddhanaturen er. Vi har mange forestillinger om, hvordan man kommer til erkendelse af buddhanaturen, som er kedelige, men dette tilfælde er mere fornøjeligt og usædvanligt. Det kom til at farve denne munks forståelse af zen og hans undervisning.

 

Det er velkendt i zen, at satori (erkendelse) kan finde sted ved en genvindelse af en ikke adskillende bevidstheden, når man er i dyb samadhi. Dette er ofte  foranlediget af en direkte sanseerfaring, i Buddhas tilfælde  lysstrålerne fra planeten Venus. I andre tilfælde er det lyden af en sten, der rammer et bambus træ eller et plask af en frø, der hopper i vandet. Det kan også være duften af nyslået græs.

 

Et ord fra zen mesteren eller en læst sætning i en bog kan ligeledes afstedkomme en sådan opvågnen. Buddhismens psykologi opererer med 6 sanser, den sjette sans er sindet, som altså sanser tankerne.

 

I munkens tilfælde drejede det sig  om en erkendelse fremkaldt af berøringssansen. Denne direkte sansefornemmelse skabte en udelelig enhed, hvor det ikke er muligt at skelne imellem, hvad der berører og hvad der berøres.

 

I samlejets direkte kontakt er det nemlig ikke muligt at opleve penis og vagina som adskilte. Berøringsfornemmelsen er udelelig ét. I den forstand er der hverken penis eller vagina, han eller hun, én der sanser og noget der sanses.

 

De græske ord andro og gyno betyder henholdsvis mand og kvinde. Det androgyne er en tilstand, som enten er af begge køn samtidig eller uden køn, men skaber af begge køn. Det androgyne er et udtryk for modsætningernes ikke duale helhed, som renæssance filosoffen Nicolaus Cusanus (1401-1464) kaldte coinsidentia oppositorum.

 

Så længe vi objektiverer hinanden, er vi adskilt fra hinanden, længes mod hinanden og tænker på samleje mellem han og hun. Men i det øjeblik penis er i vagina, er der hverken jeg eller du, elsker og elskede, men blot den rene berøringsfornemmelses lykke følelse.

 

Selvfølgelig kan man have en fysisk lystfølelse uden af den grund at erkende sin egentlige natur.

Men for munken, som i årevis havde praktiseret zen uden at forstå, blev dette øjebliks direkte berøringsfornemmelse netop dét øjeblik, hvor han genvandt bevidstheden og opdagede, at han

virkelig var denne levende og sansende situationstotalitet, som er buddhanaturen.

 

Samlejets situationstotalitet er egentlig talt et helligt bryllup, hvor de elskende har chancen for hver især at fjerne adskillelsen mellem sig selv og den anden og opdage deres sande identitet.

 

Formålet med menneskets liv er at blive én. Min første zen lærer Sohaku Kobori (1918-1982) skrev engang til mig: "Bliv mere fortrolig med ONE, ikke som et objekt du undersøger, men som det ONE, hvori du finder dig selv, ligesom du og din kone bliver ONE.

 

Det vigtige at forstå her er erkendelsen af bevidsthedens klare og utvedelte væsen i og med at den, som sanser, og det, som sanses, ophæves ved at blive ét. Den udelte erkendelse af enhed og helhed behøver ikke at være seksuelt betonet. Den er snarere aseksuel, fordi der ikke længere er en objektiveret bevidsthed om det andet køn, som genstand for ens attrå.

 

Sohaku Kobori (1918-1992) sagde det samme på en helt anden måde: "Før du drikker te, ser du teen foran dig på bordet, men i det øjeblik du drikker teen, forsvinder navnet." Det androgyne er et udtryk for mange vidt forskellige kulturfolks forestilling om en oprindelig fuldkommenhed eller det genvundne paradis.

 

I den hinduistiske og buddhistiske tantra, som betyder sammenvævning, findes tekster, der beskriver både en venstrehåndsvej og en højrehåndsvej. Højrehåndsvejen, som er den mest almindelige, er asketisk, og seksuel afholdenhed er her en dyd.

 

På venstrehåndsvejen findes derimod en praksis, som hedder maithuna, hvor en mand og en kvinde efter lang tids forberedelse udfører et rituelt samleje, således som det er skildret af tantriske statuer fra Tibet eller reliefferne på det indiske tempel Konarak.

 

I det rituelle samleje er det ikke meningen, at manden skal have seksuel udløsning. Det drejer sig ikke om at få orgasme, ritualets formål er at opnå en ikke tvedelende erkendelse af livets natur. Formålet med ritualet er nemlig at opnå en erkendelse af ens oprindelige uadskilte natur i kraft af den rene berøringsfornemmelses situationstotalitet. Det drejer sig om en helt kontant erfaring af modsætningernes sammenvævning (tantra), hvor den der sanser, og det som sanses bliver ét og ophæver jeg og du og mand og kvinde dualismen.

 

I forskellige kulturers mytologier har man fremstillet androgyne skikkelser med træk af begge køn. Jeg sidder her med en lille sort afrikansk figur, som meget tydeligt har både bryster og penis. Den får mig til at tænke på statuer af bodhisattva Avalokitesvara, som både har maskuline og feminine træk. Avalokitesvaras kvindelige manifestation hedder i Kina Kuanyin og personificerer medfølelsen.

 

I Shaivismen findes ligeledes en androgyn Shiva, som er halvt Shiva og halvt Parvati eller Shakti, hans kvindelige og dynamiske aspekt. Andre eksempler er Indus kulturens brogede malkeko, som symboliserer månen, men som samtidig også er en tyr fuld af sæd, der symboliserer solen. Der er også Rigvedas Aditi/Daksha, hinduernes Linga/Yoni, tibetanernes Yab/Yum og kinesernes Yang/Yin.

 

I den græske mytologi er Kaos og Erebus intetkøn og Zeus og Herakles er ofte klædt som kvinder. På Cypern findes en skægget Afrodite, og Dionysos kan have feminine træk. I de jødiske Midrash tekster er Adam og Eva oprindelig blevet skabt som ét væsen og derpå adskilt af Gud.

 

I visse versioner af den jødiske okkultismes mesterværk Kabbalaen er der eksempler på, at det oprindelige menneske opfattes som androgynt og at Gud udstråler mand/kvinde enhed.

 

I mange kulturer findes dåbs og indvielsesritualer, hvor drengene og pigerne udstyres med symboler på det modsatte køn eller udklædes som det andet køn. Betydningen af dette er en hjælp til de unge, som i fremtiden vil få lettere ved at integrere forskellige modsætninger i deres liv, når de én gang symbolsk har gjort det i et indvielsesritual.

 

Den kinesiske fugl Fønix Feng-huang, som er et symbol på genkomst og genoprettelse, er både yang og yin, et sol og månesymbol på samme tid. Feng er hankøn, og Huang er hunkøn. Fuglen har hanehoved, et sol symbol, og ryggen er en svales, en halvmåne. Denne kinesiske fugl Fønix er et bryllupssymbol, som betegner det uadskillelige fællesskab ikke alene mellem det nygifte par, men også alle tings indbyrdes sammenvævning.

 

Det androgyne symboliserer altså menneskets håb om at genforene, hvad der oprindelig var ét. Derfor

er de androgyne symboler som f.eks. hinduernes linga/yoni statuer, som tilsyneladende forestiller de mandlige og kvindlige kønsorganer i forening, i virkeligheden slet ikke symboler på noget seksuelt

eller udtryk for en gammel frugtbarhedskult.

 

Det drejer sig nemlig ikke kun om at fremstille formerings akten symbolsk, men at gøre opmærksom på tilværelsens oprindelige enhed og helhed, som mennesket har splittet ad, og som kan genvindes gennem kontemplativ praksis.  

 

I Mellemøstens mysteriereligioner har man også helt fra oldtiden til vore dage praktiseret det rituelle samleje, hieros gamos, det hellige bryllup. I de nærorientalske kulturer opfattede man selve livets tilblivelse som hieros gamos mellem himmel og jord, hvor jorden som den store moder, Magna Mater, befrugtes af himlen. I disse mysterier er håbet om frelse eller frigørelse nært forbundet med forestillingen om, at den androgyne fuldkommenhedstilstand er opnåelig i dette liv.

 

Fra mysteriereligionerne hentede de nyplatoniske og hermetiske mystikere ideen om menneskets fuldkommenhed som en enhed af modsætninger. I Corpus Hermeticum (2-300-tallet) siger Hermes Trismegitus til Asclepius:

 

"Gud har intet navn eller rettere han har alle navne, fordi han på én og samme tid er én og alle. Uendelig rig med begge køns frugtbarhed, føder han til stadighed alt det, som han ønsker at skabe. Hvad er det du siger Trismegitus, har Gud begge køn? Ja Asclepius, og ikke kun Gud, men alle levende væsner, både dyr og planter".

 

Denne erkendelse gik i arv til gnostikerne, hvor vi ligeledes finder androgyne væsner, som repræsenterer en mere autentisk tilstand end menneskets køns adskilte verden. De ikke-adskillende gnostikerne opfattede det almindelige tvedelende liv som en åndelig udsluktning, der beskrives som uvidenhed, glemsel, fangenskab, søvn eller drukkenskab.

 

Gnosis læren fremstiller det sande liv med en befrielse for angsten for døden. Nogle dualistiske gnostiske tekster opfatter syndefaldet som et ønske hos den guddommelige visdom sophia om at bryde den androgyne fuldkommenhed. Hun skabte derfor sit maskuline aspekt Demiurgen, skaberen og beherskeren af sanseverdenen, verdensbygmesteren, og manifestere ham adskilt fra sig selv.

 

I det gnostisk valentinske Filips evangelium siges det: "Da Eva stadig var i Adam eksisterede døden ikke. Da hun blev adskilt fra ham blev døden til. Hvis man atter bliver fuldkommen og genvinder sin oprindelige natur, vil døden ikke længere eksistere."

 

Hør også hvad Jesus siger i Thomas evangeliet: "Når du gør to til én, og det indre til det ydre, og det ydre til det indre, og det ovenover til det nedenunder, og når du gør det mandlige og det kvindelige til én enkelt, således at det mandlige ikke er mandligt og det kvindelige ikke kvindeligt - da skal du komme ind i Guds rige".

 

I forskellige religioners skabelsesmyter fremstilles verdens oprindelige tilstand som androgyn. Det samme finder vi i eskatologierne, som er beretningerne om de sidste ting i livet, hvor den sædvanlige jammerdal, som buddhisterne kalder samsara ender, og en ny oplyst tid begynder.

 

Den fundamentale enhed og helhed findes altså både ved livets alfa og omega, ved begyndelsen af tiden såvel som ved tidens ophør. I den mellemliggende periode er mennesket henvist til at leve i fænomenernes tvedelende verden, samsara, som er fuld af lyst, lidelse og misforståelser.

 

Eskatologierne er ikke kun noget, der omhandler de sidste ting i livet, og hvad der kommer efter i tid. De vedrører i allerhøjeste grad dette nuværende liv eller tilværelsen som sådan. Det er ikke den fysiske destruktion eller død, det drejer sig om, men den refleksive bevidstheds tvedelende tilbøjelighed og dermed også subjekt/objekt dualismen, som er årsagen til menneskets totale misforståelse af sin identitet.

 

Den eskatologiske frelse er altså ikke et omega i tid, den er netop det øjeblik, hvor mennesket fornyes og genopstår som en androgyn helhed.

 

De første kristne mystikere Origenes (185-251) og Gregor af Nyssa (331-396) opfattede Adam, det første menneske, skabt i Guds billede, som et androgynt væsen. Det at blive én igen betragtede mystikerne som det samme som at genvinde den oprindelige androgynitet. Den androgynitet, som den første Adam mistede, kunne genskabes som den anden oplyste Adam, ved at han blev både mand og kvinde eller hverken mand eller kvinde.

 

Den usædvanlige irske munk Johannes Scotus Erigina's (810-877) bøger blev forbudt og brændt, fordi kirken ikke kunne lide, at han benægtede dens lære om, at alle skabninger er uden substans, at skabelseshistorien er allegorisk, og at alt er skabt af intet.

 

Mest interessant er det, at han mente, at mennesker oprindelig er uden synd og uden adskillelse i køn. Det er netop et aspekt af synden, at mennesket deles i mænd og kvinder. I den eskatologiske genforening vil kønsforskellen igen forsvinde, og vi vil få et rent åndeligt legeme.

 

Renæssancens spirituelle alkymi beskæftigede sig ligeledes med at skabe det fuldkomne androgyne menneske, og dermed genoprette tilværelsens helhed. Menneskets udelelige identitet (individ) blev afbildet som en tvekønnet siamesisk tvilling, som var ved at blive skilt i to. Den røde mandlige figur havde en kongekrone på hovedet, og den hvide kvindelige figur en dronningekrone. Det var et billede

på alkymiens conjunctio, hvor det maskuline svovl eller guld var ét med det feminine kviksølv eller sølv.

 

Alkymisterne kaldte det androgyne ideal Rebis, som betyder den dobbelte, en betegnelse for  at tilværelsen i egentlig forstand er en udelt helhed, som kun tilsyneladende er polariseret. Længslen efter at overvinde dualitet og seksualitet har været et spirituelt tema i Vesten lige siden antikken.

 

I tiden efter renæssancen fik nyplatonismen og hermetikken lov til at påvirke åndslivet og de humanistiske videnskaber igen, og flere mystikere fik indflydelse på filosoffer og forfattere. Jakob Böhme (1575-1624) talte om frelsen som en genvindelse af adamisk androgynitet og Emanuel Swedenborg (1688-1772) sagde ligefrem, at Gud er androgyn, og at det himmelske bryllup er androgynt.

 

I vor kulturkreds er det gået i glemmebogen, at sansningen spiller en afgørende rolle ved den spirituelle erkendelse, mens det er helt indlysende i zen buddhismens praksis. Derfor må vi i Vesten desværre ty til undergrundsfilosofier som mysterier, gnosis, hermetik og alkymi for at finde sporene tilbage til sanseverdenens betydning for erkendelsen af vor egentlige natur.

 

Lige siden Platon (427-343 fvt.) har tænkere underkendt sansningen til fordel for en "skuen af ideerne", "intellektuel sansning" eller "tankemæssig seen". Disse udtryk viser meget klart undertrykkelsen af den rene sansning. Teologer og filosoffer i den europæiske idehistorie har ikke haft et naturligt forhold til sansningen. Sansningen var underlagt tænkningen i århundreder.

 

Selv den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804), som fik så enorm betydning for filosofien og oplysningstiden helt ind i dette århundrede, misforstod sansningens betydning. Han sagde: "Sansning uden forstand er blind." En sådan udtryksmåde kan der komme meget skidt ud af.

 

Tanken blev sat i højsædet i vor kulturkreds som en følge af forestillingen om, at ideer og begreber kan udvide verden. Derfor er europæisk kultur blevet en civilisation af viden, videnskab og teknologi. Sansningens naturlighed er omskabt til en kunstig, intellektuel verden, der kun levner plads og rum til sansningen som fritidsfornøjelse.

 

I romantikken får vi så den første indrømmelse, nemlig at kun med sansning og tænkning i forening kan man erkende tilværelsens enhed og sammenhæng, fordi hverken sansning eller tænkning alene magter det.

 

Først med Søren Kierkegaard (1813-1855) og i vor tid med K.E. Løgstrup (1905-1981) kommer der et opgør med den traditionelle intellektualisering af vor væren og sansning.

 

Det erkendes nu, at det i virkeligheden er sansningen, som er den umiddelbare indgang til væren, ”sansningen er ikke blind, men seende.” Det er tænkningen og sproget, som er afstands skabende og fremmedgørende. Sansningen er nuvær og samvær. Det er tanken og sproget, som adskiller os fra verden.  

 

Evolutionshistorisk set udvikledes vort sanseapparat i forbindelse med alt det vi har brug for at opfatte for at overleve. I den umiddelbare sansning er der fuld tillid til den information, som sanseopfattelsen giver os. Når den direkte sansning aktualiseres uafhængigt af bevidsthedens refleksive aktivitet, er vi i umiddelbar kontakt med virkeligheden, som erkendes netop som den er.

 

Dette er ren erkendelse af verden, det er virkelighedens sådanhed. Den refleksive bevidsthed og fornuften rejser derimod tvivl om kvaliteten af vor sanseopfattelse, fordi tanken tror den kender sandheden bedre end sansningen.

 

Sansningen har siden den græske filosofis begyndelse været skarpt adskilt fra religiøsitet, metafysik, teologi, spiritualitet og mystik. Det har ikke været god tone at tale om sanseopfattelse i forbindelse

med erkendelse af livets eller tilværelsens egentlige natur. Dette er en skæbnesvanger arv i den vestlige kultur, som det er nødvendigt at rette op på, hvis ikke mennesket skal miste sin åndelige grund under fødderne.

 

I Østen har man  i indisk vedanta filosofi, kinesisk taoisme og i buddhismen haft et mere naturligt forhold til sanserne end i kristendommen og den vestlige filosofi. Det skyldes, at man i langt højere grad i Østen har opfattet tilværelsen som ikke tvedelt.

 

I Østen er der selvfølgelig også dualisme, men de religiøse læreres skrifter er fulde af en ikke tvedelende livsopfattelse, som har påvirket kulturen og menneskers livssyn i udpræget grad. Vestens traditionelle skel mellem skaberen og det skabte, det hellige og det profane, sjæl og legeme, subjekt og objekt, res cogitans og res extensa er aldrig blevet draget i tvivl af filosofferne lige med undtagelse af enkelte mystikere.

 

I den ikke tvedelende forståelse af livet er der i virkeligheden ingen, som sanser. Den umiddelbare sanseopfattelse er ren og skær, der er ingen refleksiv viden om, at det er en sansning. Derfor kan man kalde den for den oprindelige opfattelse. At se, at høre, at lugte, at smage og at føle er alle sådanne umiddelbare opfattelser.

 

Sanserne ved ikke, hvem det er, der ser, hører eller lugter, men de fungerer usædvanligt skarpt og opfatter alt. Sanserne er helt optaget af de ting, som netop opfattes, der er stillet skarpt ind på virkeligheden, således at sanserne er helt afstemte med situationen.

 

Derfor er der hverken angst eller spekulation om virkeligt eller uvirkeligt, at have eller ikke have, at være eller ikke være. Men der er en så udsøgt klarhed og skarphed i sanseopfattelsen, en superrealisme, hvor det er muligt, at skelne de mindste detaljer og nuancer af virkeligheden.

 

Den primære sanseopfattelse er androgyn, den er ét med nuets kontinuitet og det, der sker. Der er hverken en indre verden eller en ydre verden, og dette nuvær er som et spejl, der afspejler alt, netop som det er. For den, som befinder sig i det androgyne nuvær, er der intet jeg, som ser på en omverden. Det er derimod bjergskråningen, blomsterne, træerne og skyerne, som ser på én.

 

Bevidstheden er et spejl, som afspejler det, der er. Dybden, farverne og de stoflige nuancer er der, men der er ingen, som oversætter disse rene sansninger til noget bekendt og benævner det, med mindre det er påkrævet af situationen eller af andre. Derfor er der ingen adskillelse mellem her og der, og de sansede indtryk er ikke en omverden, fordi sproget og tænkningen endnu ikke har skabt afstand til tingene.

 

Det mest karakteristiske ved denne androgyne sanseopfattelse er, at der ikke er noget psykologisk indhold, ingen tanker og følelser, kun det evige liv. I den primære opfattelse ved man således ikke længere, hvad det er man sanser og oplever. Det er denne fundamentale uvidenhed, som alle mystikere beretter om, når de taler om det ukendte, som de kender.

 

Samadhi er en tilstand af grundlæggende uvidenhed, som er vor egentlige natur. Den rene sansning ved intet om sig selv, fordi bevidsthedens refleksive aktivitet endnu ikke er vågnet. Denne tilstand mangler altså noget meget menneskeligt, nemlig det at blive erkendt. Tilstanden kan ifølge sin natur ikke erkende sig selv.

 

Det kan den refleksive bevidsthed, som man derfor kan kalde den sekundære opfattelse. Den genkender den rene sansning, og derved hentes en erindring frem om, hvad den er f.eks. lyden af en klokke. Til sidst opstår bevidstheden om, at man er bevidst om lyden af en klokke og dermed vågner selv-bevidstheden.

 

Sanskrit ordet sparsa (pali: phassa) betyder sansning eller kontakt. Sparsa  er den rene sansning, kontakt eller møde mellem 3 faktorer: Noget som sanses, evnen til at sanse og bevidstheden. Sparsa indgår som én af sindets 51 betingende faktorer i samskara skandha, som er sindets fabrikationer.

De 5 skandha er 5 psykofysiske komplekser, som konstituerer et menneske.

 

Sparsa er også det 6te led i den buddhistiske årsagskæde kaldet patityasamutpada. Sommetider oversættes sparsa med berøring. Men det er forkert, fordi det ikke kun drejer sig om berøring, men om mødet mellem hver sans, sanse-objekt og bevidstheden.

 

Derfor kan man oversætte sparsa med sansning. Men ellers kalder man det "kontakt". Man kunne også kalde det "sanse indtryk". Man skal blot være opmærksom på, at buddhismen har en 6te sansning eller kontakt, som er et møde mellem sindet, tanken og bevidstheden.

Jeg lægger vægt på, at denne sansning finder sted i nuværet og går forud for de følelsesbetonede sansefornemmelse, vedana, som i årsagskæden (patityasamutpada) er betinget af sparsa. Vedana er ligesom samskara én af de 5 skandha.

 

Sparsa går altså forud for alt det, der sætter samsaras hjul i gang med enten hensigtsmæssige eller uhensigtsmæssige forestillinger, tørst og begær efter noget, tilknytning, de tre gifte, klesa osv. Det er

en direkte sansning før vi kommer ud i alt det, som giver karma. Det er før karma opstår.

Jeg har lagt mærke til, at sparsa er blevet forbundet med fødslen af et barn fra moders liv og fødsel som genfødsel og endda undfangelse i moders liv. For mig betyder genfødsel og undfangelse en genvindelse af bevidstheden i det kosmisk ubevidste, som er en pludselig ikke adskillende opvågnen, altså bodhi.

 

Denne udfrielse betyder således forening med den ydre verden, som nu ikke længere er en ydre verden, for bodhi er en ikke tvedelt verden i enhed. Det interessante ved dette forhold er, at sparsa også er blevet kaldt for et af prajnas synonymer.

 

Prajna betyder erkendelse eller visdom. Det er fordi Buddhas “oplysning” er en sansning, et sanseindtryk eller en kontakt mellem det indre og ydre, som både er en fysisk og en bevidsthedsmæssig erfaring på samme tid. Buddha blev vækket af en direkte sansning.

Jeg ved godt at det hele lyder lidt underligt, fordi buddhismen på den måde mister en hel masse tro og eksoterik, men jeg kan ikke forstå det på anden måde end, at det evige nuvær er en direkte sansning og enhed med virkeligheden. Men jeg indrømmer, at jeg hverken kan se eller gå igennem vægge og heller ikke gå på vandet.

 

Jeg opfatter disse evner som billeder på den gennemsigtighed, som er bevidsthedens natur. For mig drejer det hele sig om, hvad bevidsthed er. Det drejer sig også om, at der ikke er nogen adskillelse mellem bevidsthed og bevidsthedsindhold. Bevidstheden er det mest transcendente der er, men da den ikke er adskilt fra bevidsthedsindholdet, er den også det mest immanente der er.